Klummearkiv

Min virkelighed er anderledes end din - men det gør mig aldrig mindre værd end dig

Af Janni Lyngberg-Larsen

JanniJeg er sikker på, at de fleste har hørt udtrykket “don’t judge a book by its cover”. Desværre har jeg ofte selv oplevet, hvordan man som patient i psykiatrien kan blive stemplet på den ene eller anden måde, helt generelt. Har jeg nogle virkelig gode dage, men er i joggingtøj og med kasket, så må det straks være fordi jeg er dårlig og gemmer mig. Har jeg gode dage med pænt tøj og makeup, så må mit overskud vist være lidt for stort. Men egentlig, hvad ved vi så om det, at dømme mennesker?

Jeg fremstår, som oftest, som en glad og smilende ung kvinde. Jeg er gift med en fantastisk mand som med årene virkelig har udviklet sig til, at være ekspert i mig og ikke mindst i hvordan mine diagnoser kan reagere for mig, i forskellige sammenhænge. Jeg er mor til den skønneste, sjoveste lille preteen som jeg elsker højere end livet selv. Jeg ELSKER at lave mad og jeg forsøger at være kreativ, dog med lidt svingende resultater, men så forsøger jeg igen. Desværre er det nok lige der, at det “normale” stopper.

Udadtil fremstår alting, som det er for de fleste andre, men sådan ser min virkelighed ikke ud. Jeg kan ikke ret godt fungere med andre mennesker, jeg lever efter skemaer, alt skal være planlagt i god tid, alt uforudset kan vælte hele min dag. Når sådan nogle ting sker, så gør livet endnu mere ondt end normalt, faktisk føles det udelukkende som om, at livet kun er imod mig. Når livet er imod mig, gør det ondt i hver en celle i min krop. Jeg kæmper og kæmper, men intet kan få smerten til, at forsvinde.
På nær én ting.

Den ene ting som ingen ret gerne vil tale om, hverken syge eller pårørende. Nemlig selvskade.
For mig kan det, at være selvskadende være en (alt for kort) virkelighedsflugt. Alt andet smerte indeni forsvinder og hovedet får et øjebliks ro. Selvfølgelig gælder det kun indtil, at smerterne fra mine sår ganske hurtigt opstår og det så betyder, at de næste mange dage står på ynk og klynk og fortrydelse, fordi det jo faktisk gør hammer ondt, på nær lige i det korte øjeblik af tilfredsstillelse.
De færreste kan se, at jeg er selvskadende og hvad omfang der står på i, til tider. De fleste kan se mit smil. Jeg synes det er skræmmende, så lidt som vi i dagens Danmark kan have øjnene åbne overfor hinanden og for hvordan vi har det.

Jeg har valgt, at sætte to billeder ind som er taget samme dag. Et billed hvor jeg smiler og ligner mig selv, og et billed som viser nogle af mine plastre på sårene. Det er den samme krop, men den tilhører to forskellige Jannie’er. Ret ofte, så ville jeg ønske, at folk kendte mere til den syge Jannie. Men desværre, når man har været syg i mange år og fortæller, at man har det skidt, så bliver det ofte mødt med et “sådan er det jo altid med dig”.

At være psykisk syg, er bestemt ikke altid, at være lige syg!

Lad os sammen lære, at lytte på hinanden.

Lad os sammen bryde tabu om alt det der er vigtigt - alt det som slet ikke er så unormalt. Jeg ved, at der findes mange som jeg, og ingen fortjener at være alene.