Anmeldelse af bogen 'Bipolar for begyndere - Hvordan holder du balancen'

Anmeldelsen skrevet af EN AF OS-ambassadør Anne-Gia Mortensen

Før jeg begyndte at læse bogen ”Bipolar for begyndere – Hvordan holder du balancen”, tænkte jeg, at den nok ikke kunne fortælle mig så meget, jeg ikke allerede ved, da det er nogle år siden, jeg selv blev diagnosticeret med bipolar lidelse. Og ja, måske var der heller ikke de store aha-oplevelser, men til gengæld sidder jeg tilbage med tanken, at denne bog ville jeg gerne have haft stukket i hånden, da jeg fik diagnosen!

Bogen er skrevet af personer, der selv lever med bipolar lidelse, i samarbejde med pårørende og behandlere. Kombinationen af forskellige baggrunde gør, at bogen ikke bare er fagligt velfunderet, men også indeholder mere personlige erfaringer og betragtninger, som man kan spejle sig i. Det kommer f.eks. til udtryk i citater fra personer med lidelsen, som viser, at sygdommen ikke ser ens ud for alle. Der er altså ikke bare ét facit, én måde at have bipolar lidelse på eller én måde at håndtere forskellige udfordringer på.

I forordet til bogen beskrives den som en håndbog. Og det er egentlig en ret dækkende beskrivelse. Udover information om hvad bipolar lidelse er, beskrivelse af symptomer og behandling samt praktiske råd og vejledning, indeholder bogen også flere redskaber. F.eks. er der et skema med spørgsmål, man kan overveje i forbindelse med en evt. indlæggelse og en forebyggelsesplan. Det betyder, at bogen også bliver et meget konkret værktøj, man kan bruge til at håndtere sin sygdom.

Et af de emner, jeg var overrasket over at se adresseret i bogen, er sprog. Da jeg selv var nydiagnosticeret, tænkte jeg ikke så meget over, hvad jeg ”kaldte mig selv”; det er noget, der sidenhen er blevet vigtigt for mig. Jeg har fundet ud af, at jeg har behov for at skelne mellem sygdommen og mig selv, og det gør jeg bl.a. ved at sige, at jeg har en bipolar lidelse, og ikke at jeg er bipolar. Men igen – det ene er ikke bedre end det andet, og bogen forsøger på ingen måde at trække en bestemt betegnelse ned over hovedet på læseren.

En anden ting, der vakte min interesse, var afsnittet om kognitive vanskeligheder. Det er et emne, som jeg generelt ikke er stødt på i materiale om bipolar lidelse, og en udfordring, som jeg tidligere slet ikke vidste eksisterede. Og det på trods af, at utrolig mange (mig selv inklusive) oplever problemer med bl.a. hukommelse og opmærksomhed, når de rammes af sygdommen. Det er især rart, at emnet bliver behandlet i bogen, da det til tider kan være svært at forklare pårørende, hvad der egentlig foregår i ens hjerne.

Alt i alt gav denne lille håndbog mig en følelse af at blive forstået. En følelse af håb. Og en følelse af ikke at være alene. Så kan man vel ikke forlange meget mere! Som nævnt i starten er det her en bog, jeg gerne ville have haft adgang til, da jeg blev diagnosticeret. Men udover det er det også en bog, som jeg kan forestille mig fremover at anbefale til pårørende - hvad enten det er familie, kæreste eller venner. 

Billede: Anne-Gia Mortensen, ambassadør i Landsindsatsen EN AF OS


Bogen er udgivet i juni 2021 af DepressionsForeningen på Ordskælv forlag. Læs mere om bogen på DepressionsForeningens hjemmeside her.