En sindssyg god søndag

Tidspunkt: 26. august 2018 kl. 11:00 - 16:00 Sted: Lokalpsykiatri Middelfart, Teglgårdsparken 101, 5500 Middelfart
For 3. år i træk inviteres der til ”en sindssyg god søndag” i Teglgårdsparken - det tidligere sindssygehospital - i Middelfart. Dagen afholdes i forbindelse med Trekantområdets Kulturuge. Der vil være åbent hus i Lokalpsykiatri Middelfart med foredrag om kunst- og kropsterapi ved fysioterapeut og ergoterapeut. Hør også foredraget ”Virtuel hjælp til småbørn med autisme - PLAI-projektet" ved psykolog, ph.d Cathriona Cantio, Børne og Ungdomspsykiatri Odense. Forskningsenheden og studerende Nadia Nørgaard vil demonstrere dragt og intervention. Derudover er der Psykiatriteltet, hvor lokalforeningerne for bl.a. patienter og pårørende har stande, sammen med Psykiatrien og PsykInfo. Mød EN AF OS-ambassadørerne i ”Menneskebiblioteket”, hvor man kan ”låne en bog” og høre om livet med en diagnose. Prøv også Lykkehjulet med oplysning om psykiatri og vind små præmier for hele familien. Se det fulde program på www.trekantfest.dk.
Pris: Gratis
Arrangør: Middelfart Museum, Middelfart Bibliotek og Psykiatrien i Region Syddanmark