Introduktion til Deluxepakken

Velkomst og introduktion til mødet v/ afsnitsleder (5 min.)

Har du brug for input til at komme i gang, kan du enten tage udgangspunkt i baggrundsmaterialet i Dialogstarteren eller bruge PowerPoint-præsentationen.

’Måske er jeg bare et unikt menneske’ (1 time)

I fire korte film sætter Mads, Nanna, Christina og Tina-Maria personlige ord på deres møde med psykiatrien. På rørende og tankevækkende vis fortæller de om situationer, hvor de har følt sig stigmatiseret, men også på situationer hvor de er blevet mødt med ligeværd og respekt.

Se i fællesskab alle fire film:

Film 1: ’Jeg kunne ikke engang stave til håb’ (4:20 min.), som tematiserer vigtigheden af håb:

Film 2: ’Nu skulle jeg ikke spørge for meget’ (6:44 min.), som tematiserer stigmatisering og skitserer
situationer, hvor patienter har oplevet, at fagpersoners adfærd virker stigmatiserende:

Film 3: ’Se mig gennem klare glas’ (3:51 min.), som tematiserer ’at se mennesket bag diagnosen’:

Film 4: ’Der er mange uskrevne regler’ (7:00 min.), som tematiserer afstigmatiserende kommunikation:

Diskussionsoplæg

Del jer efterfølgende op, således at den ene halvdel diskuterer ud fra oplæg til film 1 og 2, og den anden
halvdel diskuterer ud fra oplæg til film 3 og 4. Slut af med en fælles opsamling på jeres diskussioner: Hvad
gjorde størst indtryk?

Film 1: ”Jeg kunne ikke engang stave til håb”
Formidlingen af håb hænger sammen med oplevelsen af stigmatisering. Denne film illustrerer fagpersonens vigtige rolle i forhold til at formidle håb og støtte patienten i troen på bedring og et godt liv.

  • Er der situationer, I kan genkende i filmen?
  • I filmen hører I om den rolle, håb spiller. Hvordan formidler I håb til jeres patienter? Hvad er I gode til, og er der noget, I kan gøre endnu bedre?

Film 2: "Nu skulle jeg ikke spørge for meget"
Denne film skitserer forskellige situationer, hvor patienter oplever, at fagpersoners adfærd virker stigmatiserende.

  • Er der situationer, I kan genkende i filmen?
  • Har I andre erfaringer med situationer, hvor patienter kan have oplevet at blive stigmatiseret? Hvad skete der, og kunne I have gjort noget anderledes?
  • Har I erfaring med pårørende, som har oplevet at føle sig stigmatiseret? Hvad skete der, og kunne I have gjort noget anderledes?

Film 3: ”Se mig gennem klare glas”
Denne film handler om at se mennesket bag diagnosen.

  • Er der situationer, I kan genkende i filmen?
  • Hvordan hjælper I jeres patienter i forhold til selvstigmatisering? Hvad er I gode til i mødet, og er der noget I kan gøre endnu bedre og mere systematisk i jeres daglige praksis?
  • I filmen hører vi, at Nannas mor inddrages. Hvordan inddrager I pårørende for at få et dækkende billede af patienten? Hvad er I gode til, og er der noget, I kan gøre endnu bedre?

Film 4: ”Der er mange uskrevne regler”
Denne film handler om afstigmatiserende kommunikation - sprog og kropssprog - der fremmer oplevelsen af ligeværd.

  • Er der situationer, I kan genkende i filmen?
  • I filmen hører vi, at man ikke kan køre på ”den samme svada” til alle patienter. Tag en snak om, hvordan I differentierer jeres kommunikation i forhold til forskellige patienter. Hvad er I gode til, og er der noget, I kan gøre endnu bedre?
  • Hvordan sikrer I bedst muligt at I kommunikerer respektfuldt i pressede situationer? Tænk på en travl situation, hvor din egen måde at kommunikere på både verbalt og med dit kropssprog fungerede godt?
  • I filmen hører vi om de uskrevne regler på en afdeling, som virker stigmatiserede på patienten. Har I nogen uskrevne regler hos jer?
  • Hvordan er jargonen om patienterne/pårørende på jeres afdeling? Snak om positive og negative konsekvenser af en særlig jargon.

Opsamling
Lav gerne en fælles opsamling:

  • Gav det mening for jer at have denne refleksion?
  • Hvad gjorde størst indtryk på jer hver især?
  • Har jeres fælles refleksioner givet anledning til overvejelser om at gøre noget anderledes, fx i højere grad at tale med patienterne om fordomme i forhold til psykisk sygdom og udfordringen med at undgå selvstigmatisering?

Ambassadøroplæg med spørgsmål og diskussion (45 min.)

Få et personligt indblik i, hvordan stigmatisering opleves, og hvad det vil sige at være patient eller pårørende i psykiatrien. EN AF OS kampagnen har i hver region et korps af oplægsholdere, der har personlige erfaringer med psykisk sygdom. De personlige fortællinger er altid meget virkningsfulde.

Ønsker I at rekvirere et personligt oplæg fra en EN AF OS-ambassadør, skal I kontakte jeres regionale koordinator i PsykInfo. Find kontaktinfo her.

Dilemmaøvelser (1 time)

De situationer, som beskrives i casene, har alle udspring i virkelige hændelser fra hverdagen i psykiatrien. De indeholder alle dilemmaer, som lægger op til refleksion, og som ikke har en rigtig eller forkert løsning. Det vigtigste er at leve sig ind i situationen, få gang i en fælles diskussion og give plads til de forskellige synspunkter og erfaringer.

I otte forskellige dilemmaer kan I arbejde med følgende fire temaer:
1. samarbejde med pårørende
2. sprog, tone og kollegaskab
3. recovery, drømme og håb
4. selvstigmatisering.

Del jer op i grupper og udvælg i hver gruppe 4 cases fra forskellige temaer ud fra, hvad I har lyst til at arbejde med. Det anbefales, at I bruger 10-15 min. (afhængigt af gruppernes størrelse) på hver case. Afslut
diskussionen med en fælles opsamling, hvor I fremlægger hovedpunkterne fra gruppernes diskussioner.

Huskeseddel: Sådan fastholder vi fokus på afstigmatisering (10 min.)

Når I har arbejdet med Dialogstarterens forskellige materialer, kan det være en god ide at udarbejde
nogle konkrete mål for, hvordan I kan fastholde et fokus på afstigmatisering. Eksempler på mål kunne
være ’have et større fokus på hvordan vi omtaler patienterne’ eller ’skærpe opmærksomheden på det individuelle frem for diagnosen’. Skriv jeres mål ned på huskesedlen, og hæng den efterfølgende et synligt sted, fx i jeres mødelokale, køkken eller personalerum – gerne et sted hvor patienter også kan se den.

Husk at udfylde vores EVALUERINGSSKEMA.

(Printervenlig version) (Oversigt over materialer) (Litteraturliste)