Personlig historie og selvstigma - jobcenter

Materialet "Personlig historie og selvstigma" er oprindeligt udviklet til mennesker med psykisk sygdom, men er af EN AF OS i denne version tilpasset mennesker, som er i kontakt med jobcentret, og som har forskellige komplekse, psykiske, sociale eller andre barriere i tilknytning til deres ledighed.

Selvstigmatisering - Illustration af Frits Ahlefeldt
For de fleste mennesker opleves det som en krise, at stå udenfor arbejdsmarkedet. Dette uanset om det er kort- eller langvarigt. Som mennesker har vi forskellige forudsætninger for at håndtere modgang og kriser i vores liv, og det kan spille en rolle i forhold til, hvordan man kan modvirke selvstigmatisering. I denne sammenhæng arbejder vi med den form for selvstigmatisering, der kan følge af fordomme og myter, som vi møder i omgivelserne, og som vi kan komme til at tage på os. Når man accepterer samfundets negative og stigmatiserende holdninger som sande, afføder det som regel negative følelser om én selv. Det kan resultere i mindre håb, lavere selvværd, selvusikkerhed og en tendens til i højere grad at undgå social kontakt. For eksempel viste en diskriminationsundersøgelse foretaget for Landsindsatsen EN AF OS, at jo mere det at have en psykisk sygdom fyldte i deltagernes selvopfattelse, jo mere diskrimination og selvstigmatisering oplevede de.


Materialet er oversat og tilpasset fra det engelsksprogede ”Narrative Enhancement and Cognitive Therapy” (NECT) og har på dansk fået titlen ”Personlig historie og selvstigma”. Konceptet består af 20 manualiserede gruppesessioner af én times varighed med grupper på max 8 deltagere og bygger på en kombination af kognitive og narrative tilgange. Materialet er oprindeligt udviklet til mennesker med psykisk sygdom, men er af EN AF OS i denne version tilpasset grupper, som er i kontakt med jobcentret, og som har forskellige komplekse, psykiske, sociale eller andre barriere i tilknytning til deres ledighed.

Når du bliver bevidst om samfundets stigmatisering, skaber det forudsætninger for at modarbejde selvstigmatisering. Formålet med dette program er at hjælpe personer, som lever med forskellige former for livskriser, til at lære at blive opmærksomme på og i stand til at håndtere selvstigmatisering. For at gøre det inddeles dette program i fem moduler og i alt tyve sessioner og består af en deltagermanual og en instruktørmanual, som kan downloades. EN AF OS anbefaler, at der om muligt sammensættes et instruktørpar bestående af en fagperson og en instruktør med peer-baggrund.

Manualen findes i to versioner og kan downloades her:

Deltagermanual

Instruktørmanual 

Læs også vores artikler om selvstigma:
De personlige historier bekæmper selvstigma