Nyheder

12.12.2011

Psykiatridirektør Agnete Philipsen om EN AF OS

Agnete Philipsen, psykiatri- og socialdirektør i Region Syddanmark giver i det seneste nummer af Psykiatrien i Region Syddanmarks medarbejderblad PS! sit bud på, hvordan det står til med fordomme og diskriminering blandt sundhedspersonalet.

1. Oplever du, at medarbejderne er med til at holde fordomme og diskrimination i live?

Det tror jeg faktisk. Det fremgår jo også af den undersøgelse, som blev lavet forud for ”EN AF OS-kampagnen”. Personalet i psykiatrien opleves som en af de mest stigmatiserende grupper.

Det handler ikke om ond vilje, men jeg tror fagets manglende status smitter af. Jeg er blevet spurgt, om jeg ikke kunne blive andet? Og mon vi ikke alle har hørt den med, at en tredjedel af de ansatte i psykiatrien selv er syge, en tredjedel synes, det er interessant, og en tredjedel er der, fordi de ikke kunne klare somatikken. Der er en stigmatisering af feltet, og det kan man nemt komme til at tage på sig, hvis man ikke passer på. Vi har brug for noget faglig stolthed, for føler man, at dét, man gør, er betydningsfulgt i et samfundsmæssigt perspektiv, så opfører man sig anderledes, end hvis man føler, man er nederst i hierarkiet. Ens selvopfattelse smitter af på ens tilgang til andre mennesker, også i forholdet til patienterne.

2. Har du i årenes løb oplevet situationer, hvor du selv har haft fordomme, som du efterfølgende har tænkt over og måske været ked af?

Det er jo det der med splinten og bjælken – det er altid nemmere at få øje på andres fejl. Jeg har dog et eksempel. Da jeg var i distriktspsykiatrien, kom jeg jævnligt hos en ung pige, som havde skizofreni og boede hos sine forældre. Hun blev gravid med en ung mand, som også havde skizofreni, og som var tidligere kriminel. Da de så skulle giftes, var det det helt store prinsessebryllup med limousine og det hele. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det nok var fordi, forældrene ville have naboerne til at tro, at alt var helt normalt! Den formening havde jeg absolut ikke belæg for, men jeg tror ikke, nogen kan sige sig helt fri for det.

3. Hvordan kan vi undgå det?

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi har fået en Klinisk Etisk Komite i psykiatrien. Det, at man nu kan få hjælp til etisk refleksion over egen praksis, betyder et opgør med ”sådan plejer vi at gøre”. Det kan være med til at dæmme op for fordommene.

Derudover tror jeg, kampagnen får en effekt, for når der skabes opmærksomhed på fordomme og stigmatisering, så bliver det nemmere at høre, når det foregår. Både når det er en kollega, og når det er en selv. Og så kan man spørge: Hov, er det her i orden?

4. Hvad kan afdelingsledelserne og sygehusledelsen gøre?

Ledelserne er jo besat med mennesker, og det, jeg har sagt, gælder for alle. Men jeg tror, at jo længere væk man kommer fra det konkrete møde med det konkrete menneske, jo større er risikoen for, at man måske har nogle fordomme. Derfor er diskussionen så vigtig – hele vejen rundt! Hvis vi ikke ledelsesmæssigt bakker op og understøtter diskussionen, så dør den.


5. Hvor meget tror, du kampagnen flytter folks holdninger?

Der er jo en intention om at måle effekten om fem år, men det bliver svært at skille tingene ad. Der sker jo meget i psykiatrien hele tiden, og mange initiativer arbejder i den rigtige retning. For eksempel tror jeg, at det får en betydning, at regionsrådet har prioriteret nybyggerierne i psykiatrien. Det, at vi ikke skal bo i de ældste og mest nedslidte bygninger, er med til at give psykiatrien et anseelsesmæssigt løft. Og så er vi tilbage til den med, at ens selvopfattelse kan påvirke omgangen med andre.

Når det er sagt, så håber jeg inderligt, at medarbejderne i psykiatrien vil se nytten, meningsfuldheden og behovet for EN-AF-OS-kampagnen, for det er nødvendigt for at gå aktivt ind i det – både som individ og i de faglige selskaber. Kan man ikke se meningsfuldheden i det, så er kampagnen død på forhånd.

Læs temaet om EN AF OS i PS!, Psykiatrien i Region Syddanmarks medarbejderblad.