Nyheder

26.02.2020

Anmeldelse af "En fin dreng" af Susanne Drost

Psykisk sygdom er en svær størrelse. 

For personen, der lider under dens regler, er det hverdag - en selvfølge. Men for personer, som lever uden denne specifikke selvfølge, der er det forståeligt nok underligt og bizart.

Der er meget få mennesker på denne her jord, som har en så overnaturlig empati, at de naturligt kan nærme sig en fuldendt forståelse for noget, som er så grundlæggende fjernt fra deres egen personlige virkelighed. Det er jo nærmest overnaturligt.

En vigtig tanke er: kan vi så overhovedet forvente, at alle vores behandlere, pårørende mm. er disse emotionelle supermennesker, der bare “forstår”?

Jeg har lært ved at læse “En fin dreng”, at jeg på ingen måder er et af disse supermennesker, der bare “forstår”. Man skulle tro, at når man selv har en længerevarende psykisk sygdom, og man kan nikke genkendende til rigtig mange temaer og udfordringer, så ville det være lettere for mig end andre. Men nu lider jeg ikke af bulimi.

Jeg er derfor rigtg glad for at have læst “En fin dreng”. I bogens struktur finder man en blanding af de teoretiske dele og de dybt virkelig personlige vidnesbyrd, der giver et specielt indblik i, hvor en person som Henrik kommer fra, hvordan det er opstået, og mest af alt hvordan man skal arbejde med det. Det indblik har gjort det lettere for mig at forstå bulimi som en mestringsstrategi. Det er jeg meget taknemlig for.

Derfor vil jeg klart anbefale enhver, der tvivler på sin egen forståelse af emnet, at læse “En fin dreng” – for vi kan ikke alle være superhelte, og det også okay.


Anmeldelse skrevet af ambassadør Asbjørn Anthonsen