Nyheder

12.03.2015

Bryd isen sammen med EN AF OS

Vi søger ungeambassadører

Vil du være med til at nedbryde fordomme om psykisk sygdom, og har du lyst og mod på at dele din historie og erfaringer med andre unge, så er du måske EN AF OS’ nye ungeambassadør.

Lige nu søger EN AF OS 20 nye ungeambassadører, der vil være med til at bryde tavsheden om psykisk sygdom og sætte unge og psykiske problemer på skoleskemaet. Vi leder efter unge mellem 18-25 år, der kan tale om det at være ung og leve med psykiske problemer. Har du lyst til at dele ud af dine erfaringer om at være ung og leve med psykiske problemer, fortælle om betydningen af venner og at få hjælp og støtte – ja, alt der har med livet at gøre.

Hvad kræver det?:
•    Du skal være mellem 18 og 25 år.
•    Du skal have mod og lyst til at stille dig op foran andre unge, skoleklasser, lærere eller andre grupper og  fortælle din historie.
•    Du skal have lyst til at deltage i andre aktiviteter, fx festivaler, gadeaktiviteter, temadage, konferencer og andet.
•    Du skal kunne holde oplæg i hverdage, weekender eller om aftenen - altid efter aftale (du kan altid sige nej).
•    Du skal regne med at holde oplæg ca. en gang hver anden måned.      
•    Du skal kunne deltage i træningsweekend i Horsens d. 24.-26. april (Region Midtjylland, Region Syddanmark) og d. 8.-10. maj i Ishøj (Region Hovedstaden og Region Sjælland).        

Vi står bag dig hele vejen, og vi klæder dig også godt på til at være ungeambassadør. Derfor afholder vi træningsweekend for alle ambassadører.  Her får du undervisning i at holde oplæg, gode emner at skabe dialog og bryde isen og en helt masse andet godt. Som ambassadør i EN AF OS bliver du tilknyttet det regionale ambassadørkorps i den region, hvor du bor, og som vil guide, støtte og hjælpe dig hele vejen.        

Så er du mellem 18-25 år, og bor du i Region Midtjylland, Region Syddanmark, Region Sjælland eller Region Hovedstaden, og har du mod og lyst til at fortælle din historie til andre unge, så send en mail til os, hvor du skriver lidt om dig selv og dine kontaktoplysninger.

Skriv til national projektkoordinator Anja Kare Vedelsby på akv@sundkom.dk – så sender vi dig videre, så du kan blive kontaktet af koordinatoren i din region eller kommune. Den regionale/ kommunale koordinator vil så tage den første snak med dig om interessen for at blive ambassadør, og om du er parat til at komme på træningskurset.

Vær opmærksom på, at det ikke er sikkert, at alle, der melder sig, kan komme med på kurset. Har du spørgsmål om det at blive ambassadør, før du skriver til os, så er du velkommen til at kontakte Anja Kare Vedelsby på mobil 24836633 eller telefon 35475747.

Vi glæder os til at høre fra dig.