Nyheder

30.11.2011

Varmt samvær i en kold tid

Når kulden bider og mørket falder på tilbyder Café Blom en varm, lys og venlig stue og en kop god kaffe. Onsdag den 30. november 2011 kl. 14-17 rykker vi vores stue ind på Rådhuspladsen for at gøre opmærksom på cafeen, som er den eneste af sin slags i Danmark: En social café for mennesker med angst, depression, OCD eller bipolar lidelse.

Lys og nærvær midt i hverdagens fortravlede juleforberedelse.
Den 30. november 2011 fra kl. 14-17 står Café Bloms stue på Rådhuspladsen, midt i København. Her vil cafeens gæster og frivillige møde københavnere på juleindkøb, og byde dem en kop gratis kaffe - og forståelse.

I en tid hvor travlhed, juleindkøb og hygge glimter i øjnene på danskerne er det let at overse de mange mennesker, som kæmper med en psykisk sårbarhed. Café Blom er et sted, hvor der er plads til at dele de ellers ofte tabubelagte erfaringer med angst, depression, OCD eller bipolar lidelse. Pårørende er også meget velkomne i cafeen, hvor der tages imod alle med åbne arme.

En helt unik mulighed i København - og Danmark !
"Café Blom er det eneste sted i Danmark, som retter sig specifikt mod mennesker, som har haft angst, depression, OECD eller bipolar lidelse på livet" siger Tine E. Gottschau, projektleder i cafeen. Op mod 400.000 danskere er i dag personligt berørt af én af disse lidelser, men det er ikke altid let at snakke om. "Mange oplever cafeen som et fristed, hvor der er plads til at være som man er, hvor der er plads til psykisk sårbarhed, og hvor man kan dele sine erfaringer på tværs af alder og baggrund".

Hér kan du stoppe op midt i juleræset, tage en pause og tage dig tid til at fordybe dig i en eksistentiel samtale. Men der er også mulighed for at blive inspireret, lære af hinanden og få nye ideer. Cafeen giver mulighed for at skabe og udleve projekter, som cafeens gæster selv står for. Cafeens frivillige kræfter står til rådighed i åbningstiden, men den gode stemning og hyggen breder sig også uden for cafeens lokaler og åbningstider.