Nyheder

28.06.2013

Diskriminationsundersøgelse

Mens vi venter på den færdige rapport fra diskriminationsundersøgelsen i foråret 2013, kan vi nu præsentere de foreløbige resultater.

Det første udkast til rapporten om diskriminationsundersøgelsen er kommet fra KORA og vil blive bearbejdet henover sommeren. Et af de klare signaler er, at det har meget stor betydning, hvor meget psykisk sygdom fylder i den enkeltes oplevelse af sig selv for graden af oplevelse af diskrimination og (selv)stigmatisering.

Den endelige rapport foreligger i september, hvor den bl.a. vil blive lagt på hjemmesiden og brugt som grundlag for pressehistorier henover efteråret. Sekretariatet har indbudt bruger- og pårørendeorganisationerne i PsykiatriNetværket (det tidligere Det Sociale Netværk af 2009) til at være med i processen om den strategiske brug af rapportens resultater. Næste møde i denne gruppe holdes den 3. september.

Derudover har sekretariatet gennemført fem fokusgrupper fordelt på Århus, Odense og København med både brugere og pårørende. Resultaterne herfra vil blive brugt som citater, der kan levendegøre rapporten med de kvantitative undersøgelsesresultater. Informanterne i fokusgrupperne har været meget engagerede og glade for at deltage.

Der vil komme yderligere analyser af undersøgelsen, som senere vil blive opdateret her på hjemmesiden. Se præsentation af de foreløbige resultater her.