Nyheder

25.03.2014

EN AF OS samarbejder med DR om satsningen Usynligt syg

Fra uge 14 vil DR med en ny satsning være med til at imødegå fordomme om psykiske lidelser og menneskeliggøre danskere, som har haft psykisk sygdom tæt ind på livet. Satsningen hedder ”Usynligt syg”, og EN AF OS har samarbejdet med DR om flere af programmerne.

EN AF OS har blandt andet assisteret med henvisninger til viden, rekruttering, ressource- og casepersoner og bistået med sparring og vejledning gennem hele forløbet.

DR vil gennem en lang række forskelige programmer undersøge samfundets måde at forholde sig til personer med psykiske sygdomme og tydeliggøre, at en psykiatrisk diagnose ikke nødvendigvis er for livet.

Kanalchef på DR1 Pil Gundelach Brandstrup håber, at programmerne kan være med til at gøre op med tabuet og i stedet skabe en åben debat om emnet: - Desværre er det stadig sådan, at rigtig mange mennesker synes, at det er langt lettere at tale om en brækket arm, end om det at have en psykisk lidelse. Vi håber, at vi med temaet kan skabe grobunden for en åben debat om emnet og give danskerne en større indsigt i, hvad det vil sige for både den syge og de pårørende at leve et liv med psykisk sygdom, siger Pil Gundelach Brandstrup.

DR vil løbende bringe historier om psykisk sygdom på alle kanalens flader, og EN AF OS vil undervejs gøre opmærksom på de forskellige programmer på hjemmesiden samt på Facebook og Instagram. Du kan se små videoer om indsatsen her og en foreløbig sendeplan og læse mere om programmerne nedenfor:

SENDEPLAN


"Gal eller normal - til jobsamtale" - enkeltstående program på DR1: I et DR-eksperiment tester tre danske erhvervsledere otte danskere i et jobsamtale-forløb. Fem af testpersonerne har en psykisk sygdom - de sidste tre er helt raske. Hvilke tre 'ansøgere' vil panelet helst ansætte? Og vælger cheferne de tre raske frem for de psykisk syge? Landskampagnen EN AF OS har ydet direkte økonomisk støtte til produktion af programmet, som led i indsatsområderne Medierne og Offentligheden og Arbejdsmarkedet.

Sendes mandag den 31. marts kl. 20.00


Billede fra "Gal eller normal - til jobsamtale". Foto: Koncern TV.


 

Billede fra "Gal eller normal - til jobsamtale". Foto: Koncern TV.


 

"Sådan er det skøre sind" - en serie på seks afsnit på DR1: Kendte danskere fortæller om deres tidligere og/eller nuværende sindslidelse - eller om deres pårørendes sindslidelse. Blandt de medvirkende er Flemming Enevold, Søren Gericke, Poul Nyrup Rasmussen, Jørgen Leth og Pernille Rosenkrantz-Theil.

Sendes første gang mandag den 31. marts kl. 21.00


  

Søren Gericke i "Sådan er det skøre sind". Foto: Koncern TV. 



Patricia Bull i "Sådan er det skøre sind". Foto: Koncern TV. 


 

"Sindssygehospitalet med Anders Lund Madsen" - en serie på fire afsnit på DR1: Anders Lund Madsen besøger patienter på den lukkede afdeling på Hvidovre Hospital. Vi følger patienterne på afdelingen, og når de bliver udskrevet.

Sendes første gang torsdag den 3. april kl. 21.00




Sindssygehospitalet - med Anders Lund Madsen. Foto: Theis Mortensen. 

 


"Syg i hovedet" - en serie på 8 afsnit på DR3: En række psykisk syge unge filmer sig selv og deres hverdag, og fortæller ærligt om op og nedture.

Sendes første gang mandag den 31.marts kl. 21.30


 

Jakob fra programmet "Syg i hovedet" har diagnosen bipolar. Han er lige blevet udskrevet fra Rigshospitalet, hvor der hele tiden har været professionel hjælp til rådighed. Nu flytter han hjem i sin lejlighed og skal dermed stå på egne ben igen, hvilket ikke er let. Foto: Framegrab.




I udsendelsen '"Syg i hovedet" følger vi blandt andre Joan, der har flere diagnoser. Joan bor på et bosted, men har en drøm om, at hun en dag kan flytte sammen med sin kæreste Nik. De øver sig derfor i at bo sammen, men det går ikke, som Joan regner med. Foto: Framegrab. 


 

"De angste børn" - enkeltstående dokumentar på DR1: I programmet følger vi tre børn med angst og deres forældre igennem et 10 ugers terapiforløb på Århus Universitet, som skal lære børnene at overvinde angsten.

OBS: sendes først i uge 17 onsdag den 23. april kl. 20.40


"Ultra Nyt Special" - sendes på DR Ultra

Sendes onsdag den 2. april kl. 18.10

 

"Unik - Tourette Syndrom" - sendes på DR Ultra

Sendes torsdag den 3. april kl. 18.10