Nyheder

13.03.2013

Giv dit bidrag til historien om psykiatriske anbringelser

Projektet "Anbragt i historien" under Svendborg Museum søger personer, som mellem 1945 og 1980 har været anbragt uden for hjemmet, og som har lyst til at fortælle om deres oplevelser.

Målgruppen i Anbragt i historien er mennesker, som var under social forsorg i perioden 1945-1980. Det drejer sig overvejende om mennesker anbragt på åndssvageforsorgens institutioner, på psykiatriske hospitaler og på børnehjem, men projektet indbefatter også andre grupper under forsorg, f.eks. blinde, døve og vanføre samt udsatte grupper anbragt på arbejdsanstalter.

Der er tre overordnede spor i undersøgelsen:

  • Indsamling og fortegnelse over litteratur.
  • Indsamling og fortegnelsen over arkivmateriale, herunder også samlinger af billeder og film.
  • Indsamling af øjenvidneberetninger fra tidligere beboere og ansatte. 

Indsamlingen af øjenvidneberetninger sker gennem 70 individuelle livshistorieinterviews med tidligere anbragte og 4 vidneseminarer med tidligere ansatte. På hjemmesiden www.anbragtihistorien.dk kan alle indsende deres øjenvidnebertning som skrift, lyd eller film.

Den indsamlede viden analyseres og formidles i en rapport, som udkommer i slutningen af 2014. Resultaterne formidles efterfølgende bl.a. i form af undervisningsmateriale.

Projektet gennemføres af en forskergruppe på Svendborg Museum bestående af projektleder og historiker Jesper Vaczy Kragh, historiker Jacob Knage Rasmussen og antropolog Stine Grønbæk Jensen. Der er nedsat en faglig referencegruppe med professor og historiker Klaus Petersen som formand. Arkivar Peter Fransen og bibliotekar Susanne Lindow er tilknyttet projektet i en afgrænset periode.