Nyheder

25.05.2012

Hver 6. fodboldspiller får en depression - tror du, de taler om det i halvlegen?

Hver 6. dansker bliver i løbet af deres liv ramt af en depression. Det betyder, at du nok også kender en. Ved du hvem det er? Og tør du tale med vedkommende om det?

Selvom hver sjette dansker bliver ramt, og depression dermed viser sit sorte ansigt i de fleste familier, er sygdommen sjældent noget vi taler om. En undersøgelse* fra 2010 om stigmatisering  af psykiske lidelser i Danmark viser, at mange ville holde det skjult, hvis de fik en psykisk lidelse.

Frygten for stigmatisering er den primære årsag. Undersøgelsen viser også, at de fleste ville have noget imod at arbejde sammen med en, der lider af en psykisk sygdom, og at én ud af 30 mener, at en psykisk lidelse er selvforskyldt.

Åbn munden

Oplevelsen af stigmatisering er tæt knyttet til den tavshed og afstandtagen, som i varierende grad omgiver psykiske lidelser - selv i den nærmeste familie.

Fra 24. maj sender DepressionsForeningen smiley go-cards ud til hele Danmark. Kortene viser seks smileys - en af dem har en depression. Kortet skal øge fokus på, at depression rammer hver sjette dansker og være med til at kickstarte en større åbenhed omkring sygdommen. Åbenhed og dialog fører til færre misforståelser og afhjælper stigmatisering. Giv det til en god ven eller et familiemedlem og kom i gang med at tale om det, der gør ondt.

Se go-cards'ene her.

Yderligere information
Kontakt DepressionsForeningens formand Karen Margrete Nielsen på:
E-mail: k.margrete.nielsen@gmail.com
Telefon: 40 34 68 38

*Stigma og psykiske lidelser, Dansk Sundhedsinstitut DSI og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd SFI, oktober 
2010