Klummearkiv

Sygdomsindsigt - for hvis skyld?

 

Af Agnes Ringer, psykolog i socialpsykiatrien i Ringsted og ekstern lektor, ph.d. ved Roskilde Universitet 

 

Noget jeg har været optaget af længe er begreberne ”sygdomsindsigt” og” sygdomserkendelse”. Jeg har hørt følgende sagt så mange gange i mit virke som psykolog og forsker i psykiatrien: ”det er svært at arbejde med hende, når hun i den grad mangler sygdomsindsigt” eller ”han har heldigvis god sygdomserkendelse”. Men hvad er det egentlig man mener med disse ord?

I sin kerne betegner begrebet ”sygdomsindsigt” en forventning om, at patienterne skal acceptere, tilegne sig og aktivt gøre brug af en psykiatrisk sygdomsdefinition af deres vanskeligheder. Hvis vi dissekerer begrebet ligger der heri en implicit forståelse af, at der findes én, og kun én, korrekt måde at forstå psykiske vanskeligheder, som f.eks. stemmehøring eller forfølgelsesoplevelser på – nemlig psykiatriens forståelse. Dette betyder, at hvis patienten mener, at det er dæmoner der taler til hende, og den professionelle tværtimod mener, at der er tale om skizofreni, så installeres uenigheden imellem dem i patienten i form af ”manglende sygdomsindsigt”, hvad enten dette defineres som et symptom, en neurologisk forstyrrelse eller som en forsvarsmekanisme.

I mit forskningsfeltarbejde i distriktspsykiatrien og på en lukket afdeling blev jeg flere gange vidne til uproduktive kampe mellem behandlere og patienter, om hvordan deres problemer skulle forstås, og hvem der havde ret til at definere dem. Udfaldet af disse kampe for patienterne blev ofte, at de langsomt blev gjort mere tavse. De lærte, at det var bedst ikke at insistere for meget på egne forståelser og ikke fortælle for meget om deres oplevelser af frygt for at få disse afvist som ”manglende sygdomsindsigt”. Men de gik ofte derfra med en knude i maven over ikke at være blevet troet på, og med en følelse af at have fået deres egen identitet afvist.

Men hvorfor anses det for at være så vigtigt, at patienterne skal ”erkende” at de er syge og påtage sig de professionelles definitioner? Ideen om ”sygdomserkendelse” bygger på et ensporet og rigidt sandhedsbegreb, som karakteriserer den traditionelle psykiatri, men som er langt fra den måde, vi ellers forstår og tolker andre menneskelige oplevelser og erfaringer på. I vores daglige omgang med andre mennesker anerkender vi, at deres oplevelser og følelsesliv er mangfoldigt, komplekst, meningsfuldt og forskelligartet. Der er vi åbne for mange tolkninger, og vi er bevidste om, at man vanskeligt kan tale om én korrekt tolkning eller én sandhed om et andet menneskes handlinger eller erfaringer. Anerkender vi dermed i psykiatrien, at der altid er mange måder at forstå menneskelige oplevelser på, herunder psykiske problemer, bliver selve ideen om sygdomserkendelse problematisk.

Forestil jer i stedet hvad der ville ske, hvis psykiatrien åbnede op for mere mangfoldige forståelser af psykiske vanskeligheder. Hvad hvis den besluttede sig for at opgive sit traditionelle monopol på sandhed og sygdomsbegreber? Jeg tror, at vi ville opleve en mere inkluderende psykiatri med styrkede terapeutiske alliancer mellem patienter og behandlere. En psykiatri hvor mennesker ville føle sig mere set, respekteret og forstået, og dermed mindre ensomme.