Klummearkiv

Alt det vi ikke taler om

Af Anne Thorup, overlæge i Region Hovedstadens Psykiatri som professor i børne- og ungdomspsykiatri med særlig fokus på forebyggelse og tidlig intervention.

Anne T.Jonathans mor er ramt af skizofreni og har det i perioder så dårligt, at hun har brug for at være på et hospital. Jonathan er kun 10 år gammel, så forældrene har besluttet at de bare siger til ham, at mor har influenza, når hun er indlagt. Men da influenzaepidemien rasede i vinter, blev Jonathan rigtig bange for selv at få influenza, for så vidste han at man skulle være væk hjemmefra i mange uger og at man ikke fik besøg af sin familie…

Ovenstående lille fortælling er fra det virkelige liv, hvor velmenende og kærlige forældre forsøger at gøre det bedste for deres børn, nemlig at beskytte dem mod en til tider barsk virkelighed. Skizofreni er en meget kompleks sygdom, som kan vise sig på mange forskellige måder. Den er derfor svær at beskrive, svær at forstå og endnu sværere at tale med et barn om. Tilmed eksisterer der mange fordomme og negative forestillinger i vores samfund om sygdommen skizofreni, som medvirker til at man slet ikke har lyst til at involvere sine børn i at mor eller far har den.

Men det er meget svært at lyve for børn. Børn er som regel supergode til at opfatte signaler, non-verbal kommunikation og følelser fra de voksne, selv når de voksne mener at skjule ’hemmeligheden’ rigtig godt. Børn mærker og fornemmer hurtigt, når forældrene fortæller ’hvide løgne’ eller helst ikke vil tale om et givent emne, og så prøver de ofte selv at skabe mening og sammenhæng i det, de har opfanget. Disse tanker kan fylde meget, både i skolen, i fritiden og hjemme, og mange børn beskriver at de tit tænker på om problemerne derhjemme er deres skyld – eller om det er deres ansvar at løse dem?

For at undgå at børn går rundt alene med selvopfundne forestillinger og forklaringer om hvad er er galt med mor eller far, er det vigtigt at vi som forældre også taler med vores børn om de svære emner, som fx sorg, psykisk sygdom, misbrug eller stress. Men vi skal gøre det på en måde, som passer til børnenes sproglige og sociale udviklingsniveau og så børnene føler sig informerede, men ikke ansvarlige for problemet. Det kan være svært for mange forældre at finde de rette ord og det rette tidspunkt. Min anbefaling er derfor at man som familie får hjælp til det, hvis opgaven føles uoverskuelig eller svær at tage hul på. En god ven i familien, en behandler i psykiatrien eller en kommunal medarbejder kan hjælpe med at sætte en tryg ramme for samtalerne, forberede dem med forældrene og hjælpe med at regulere følelser, hvis samtalerne bliver svære. Det er bedst, hvis der kan aftales mere end én samtale, da der næsten altid dukker spørgsmål og refleksioner op, som behøver opfølgning.

Der forskes i dag i hvilken betydning, det har for en familie, hvis behandlingssystemet tilbyder strukturerede familiesamtaler for hele familien i familier, hvor den ene forælder har en psykisk sygdom. Forskning fra udlandet giver os grund til at tro at et manualbaseret forløb på 6-8 gange som fx Beardslee’s Family Talk Intervention kan gøre en stor forskel for både børn, forældre og den samlede familie, herunder nedsætte risikoen for at børnene selv bliver syge, når de bliver voksne. Det tyder altså på at åbenhed og dermed afstigmatisering har en gavnlig effekt både på kort og på langt sigt – selvom det kan være meget svært som forælder at fortælle barnet, at man har en psykisk sygdom.

Bogen ”Viggo og Walthers verden” – når mor får depression

EN AF OS har udgivet bogen “Viggo og Walthers verden”, som tager udgangspunkt i, at mange børn oplever at stå alene med tanker og bekymringer, og den sætter fokus på vigtigheden af at tale med børn om psykisk sygdom i familien. Bogen henvender sig både til børn i alderen 6-10 år, forældre og andre pårørende, skolelærere og øvrige fagfolk, som er i kontakt med børn og familier, hvor psykiske lidelser spiller en væsentlig rolle for trivslen. Hent og læs bogen som PDF her