Klummearkiv

Psykisk sygdom må ikke stå i vejen for en uddannelse

 

Af undervisningsminister Christine Antorini

Det kan være svært som ung at åbne sig over for sin lærer eller sine klassekammerater og fortælle, at man ikke har det godt, er stresset eller ked af det. Men paradoksalt nok er åbenhed netop første skridt til at få det bedre igen, og derfor er det godt, at EN AF OS sætter fokus på betydningen af trivsel i skolen og på ungdomsuddannelserne.  

Hvis en elev ikke trives, uanset om man går i folkeskolen, gymnasiet eller en erhvervsuddannelse, kan det være svært at holde fokus på matematik, involvere sig i debatten med andre elever eller lære nyt i praktik hos en virksomhed eller fag i skolen. Derfor er det en rød tråd igennem alle uddannelser, at trivslen blandt eleverne skal stige.

Trivsel har stor betydning for, hvad den enkelte elev lærer og tager med sig fra sin skolegang. På ungdomsuddannelserne handler det også om at undgå, at mistrivslen fører til det nederlag, at man risikerer helt at droppe ud af sin uddannelse.

For at følge udviklingen indfører vi nu årlige trivselsmålinger i folkeskolen og erhvervsuddannelserne. Det foreslår vi også for gymnasierne i fremtiden. Målingerne skal give os mere systematisk viden om, hvordan eleverne har det, og hvor og hvordan skolerne kan sætte ind for at styrke trivslen.

De årlige målinger skal dog ikke afløse den daglige dialog eller hjælp, hvis en elev eller en klassekamme-rat virker mere træt, tilbageholdende eller trist. Det kan gøre en stor forskel at tale med en lærer eller en god ven om, hvad der går én på.

På folkeskoleområdet har vi i år sat fem millioner kroner af til en pulje, der støtter projekter, der giver elever større viden om, hvad det betyder at have et fysisk eller psykisk handicap. Projekterne skal også give lærere, pædagoger og forældre viden og redskaber til at snakke med eleverne både i og uden for skolen.

Med reformen af erhvervsuddannelserne giver vi underviserne flere pædagogiske kompetencer, så de bliver bedre til at møde den enkelte elev både fagligt og personligt, så alle elever får mulighed for at blive så dygtige som de kan.

Men for nogle vil en uformel snak ikke være nok. Mistrivsel kan have mange ansigter og årsager og kan også skyldes en psykisk lidelse. Uanset årsagen skal alle børn og unge tilbydes den nødvendige støtte for at kunne trives, udvikles og lære.

Både i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne er der mulighed for rådgivning, hvis der er behov for det. Det er vigtigt for at sikre, at børn og unge med psykiske problemer også har mulighed for at gennemføre en uddannelse. Ikke kun fordi uddannelse øger muligheder for et job, men også fordi uddannelse giver nyt mod, styrke til at handle og stå på egne ben.