Klummearkiv

Hvad virker og hvad virker ikke?


Af Dorte Dalkjær, Projektchef i CoLab Recovery & Rehab, Psykiatri- og Socialområdet, Region Syddanmark

”Jeg besluttede tidligt i forløbet, at jeg som udgangspunkt ville stille op til alt, hvad der måtte komme. Skal der rykkes ved opfattelser og afstigmatiseres nytter det ikke noget at gemme sig og holde mund!”

Sådan siger 36-årige Claus, der selv har haft en psykisk sygdom. Med samme engagement stillede Claus op til at teste og vurdere bl.a. en app, der skal hjælpe psykisk sårbare med at skabe overblik i hverdagen. App’en er blot én af de konkrete løsninger, som Claus og andre brugere og deres pårørende er med til at afprøve i det landsdækkende testpanel, Psykiatriens hverdagstestere.

Som hverdagstester kan Claus deltage i forskellige aktiviteter, f.eks. spørgeundersøgelser, workshops og test af produkter. Der testes dog aldrig medicin, og der er ikke tale om reklame eller salg af nye produkter. I stedet får sindslidende og psykiske sårbare ved at teste mulighed for at være medudviklere på løsninger, som de selv efterspørger i deres hverdag. Det kan være nye digitale løsninger og services, der kan styrke psykisk sårbares evne til at mestre hverdagen og komme sig. Eller lamper, som kan anvendes som lysterapi i eget hjem.

Hverdagstesterne har alle haft psykisk sygdom tæt inde på livet, som brugere eller som pårørende.  Netop den erfaring gør, at Claus og andre brugere kan pege på, hvad der virker – og ikke virker. Dermed har de en vigtig funktion i forhold til at sikre kvalitet i de nye løsninger, målrettet psykiatrien.

For en ufiltreret feedback fra de personer, som reelt skal bruge værktøjerne i hverdagen, er guld værd, for at private og offentlige virksomheder kan udvikle præcis de løsninger, der er behov for. Vi har allerede nu flere eksempler på, at hvis ikke brugerne involveres i udviklingen, så producerer offentlige og private virksomheder mere af det samme.

Derimod sker der et hop i innovationshøjden, når brugerne tages med tidligt i produktudviklingen. Et eksempel er bl.a. udviklingen af en ny seng til psykiatrien, der forventes at være klar til brug senere på året.

For mange af os er det ikke altid let at stå frem og dele vores erfaringer og tanker. En psykisk sygdom kan for nogle mennesker gøre det endnu vanskeligere. Psykiatriens hverdagstestere gør det muligt for psykisk sårbare at videregive deres viden på en helt ny måde.

For personer, der f.eks. har en angst, der er så stor, at de ikke er i stand til at forlade deres eget hjem, kan testpanelet gøre en verden til forskel. At være hverdagstester er forbundet med stor fleksibilitet, da man selv bestemmer, hvor meget man ønsker at deltage. Og det er samtidig muligt udelukkende at medvirke i aktiviteter hjemmefra over nettet.

Psykiatriens hverdagstestere gør det nemmere for virksomheder til at udvikle løsninger, der reelt efterspørges i hverdagen. De kan rådføre sig hos psykisk sårbare og sindslidende – dem, som ved, hvor skoen trykker. De kan også pege på, hvor der er behov for nye løsninger, som måske slet ikke er opfundet endnu. Vi har plads til flere hverdagstestere, så skynd dig at melde dig til.

Læs mere om Psykiatriens hverdagstestere her

Følg Psykiatriens hverdagstestere på Facebook her 

Læs mere om ny seng til psykiatrien, der er i udvikling, her