Klummearkiv

Det startede med en kop kaffe...

Af Henriette Pedersen, sogne- og sygehuspræst ved Aalborg Domkirke og Aalborg Psykiatriske Hospital


Det begyndte egentlig over en kop kaffe og lidt løs snak tilbage i efteråret 2011. Nordjylland var ramt af endnu en offentlig familietragedie samtidig med, at undersøgelser viste, at hver 4. ung i regionen oplevede/oplever mistrivsel....

Snakken blev hurtigt mere konkret og tre am­bassadører, en medarbejder med brugererfaring i psykiatri og jeg fik stablet et pilotprojekt på benene, som blev afprøvet og justeret på tre konfirmandhold i foråret 2012.

Målet var at komme ud til så mange unge som muligt i alderen 13-14 og fortælle dem om psykisk sårbarhed. Lade dem høre en personlig beretning om livet før, under og med sygdom og ikke mindst høre og se, hvordan det er muligt at få et godt liv sygdommen til trods. Dels var opgaven altså at formidle håb og dels at få sparket til den bunke af fordomme og misfor­ståelser, som omgiver ethvert tabu. Endelig ville vi gerne med konfirmanderne drøfte forhol­det mellem gode og dårlige hemmeligheder. Snakken skulle sluttes med, at vi bad de unge overveje, for sig selv, om der i deres liv er en voksen, de tør betro sig til.

Konkret kunne vi efter pilotprojektet udbyde en konfirmandpakke, der så sådan ud:

8-8.15: Morgensang i kirken

8.15-8.20: Præsentation af program samt introduktion v/ sygehuspræst

8.20-8.50: Fortælling af livshistorie v/ ambassadør

8.50-9: Pause

9-9.10: Kort opsamling på oplæg. Hvad fik I ud af historien? Tanker og spørgsmål til oplæg­get?

9.10-9.25: En snak om hemmeligheder: På en tavle laves to kolonner: Gode hemmeligheder – Svære hemmeligheder. Vi kommer med eksempler til begge og lader så konfirmanderne byde ind. Hvordan håndterer vi de to slags hemmeligheder forskelligt, og hvorfor? Hvorfor kan det være vigtigt at dele sine hemmeligheder med nogen?

9.25-9.30: Afrunding og spørgsmål. Hvad synes I om oplæggene?

I januar, februar og marts 2013 tog vi så på ”tour” med pakken. Hurtigt var alle 18 gange booket i Aalborg og omegn. Overalt blev vi vel modtaget omend forskelligt, da konfirman­derne jo også kommer med forskellige erfaringer. På trods af det tidlige tidspunkt på døgnet, så var der generelt stor opmærksomhed og ambassadørernes historier gik rent ind. Livshistorier fortalt ”live” kan noget, som hverken film eller anden form for anskue­lighedsundervisning kan, de får gennem øjenkontakt og den tilstedeværende puls opmærksomheden til at stige. Det var helt klart, hvad vi fornemmede. Måske også fordi ambassadøren undervejs kunne justere og vægte deres ord i forhold til konfir­mandernes attitude.

Det var vigtigt for os, at ingen gik derfra efterladt i fortvivlelse og ensomhed. Derfor havde vi på forhånd sendt et brev til konfirmandernes forældre, hvor vi kort orienterede dem om dagens program og hvor vi bl.a. skrev: ”Vores erfaring er, at mødet med os kan åbne op for tanker og spørgsmål. Alle spørgsmålene kommer måske ikke til udtryk, mens vi er sammen. Derfor håber vi, at I forældre vil følge op på eventuelle overvejel­ser, jeres barn skulle have fået.”

Rundt regnet fik vi mødt omkring 400 konfirmander. Overalt har vi fået god feedback, og jeg tror bestemt, at vi har været med til at nedbryde tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom.