Klummearkiv

Hvilken rolle kan religiøsitet spille i recoveryprocessen?

Af Stefan Tofte, Cand.mag i religionsvidenskab

Spørgsmål omkring psykisk sygdom, og hvordan en sådan håndteres, er hyppige og vigtige, ikke kun på et personligt plan eller i en behandlingssituation, men også på et samfundsniveau. Nysgerrighed, overfor om og hvordan tro og religiøsitet for nogle mennesker kan spille en stor rolle i den personlige recoveryproces, er sjældent synlig eller udogmatisk til debat i behandlingen af psykiatriske lidelser. Men er trosbaserede mestringsstrategier (coping) overhovedet noget, som (tidligere) patienter gør brug af i Danmark?

Dette tema satte jeg mig for at undersøge i mit speciale som studerende på Aarhus Universitets afdeling for Religionsvidenskab, og som jeg afsluttede i dette forår. Arbejdet har været givende på mange punkter og har åbnet mine samt en række fagprofessionelles øjne for dette emne, der ellers ikke får meget omtale.

Et af de første elementer, som jeg ønskede at belyse, var især knyttet til patienterne med skizofreni, da de ofte bliver forbundet med en særlig form for symptomer – nemlig dem af en religiøs karakter. Vi har vel alle hørt om ’skizofrenipatienten, det tror han er Gud’, eller ’ham der taler med ærkeenglen Gabriel’. Det er da heller ikke ubegrundet, at denne type af fordomme er dominerende, eftersom at symptomerne rent historisk har været fokuseret omkring religion. Grunden til dette er formentlig at symptomerne er betingede af den kultur, som  vi lever i, og der var derfor for bare 20 år siden en større andel af denne type af symptomer. 

For at få mere konkret viden valgte jeg at udarbejde et spørgeskema på basis af en række teorier fra blandt andet USA – og fik via et samarbejde med EN AF OS afprøvet dette i EN AF OS-panelet. I alt valgte cirka 800 personer der har egne erfaringer med psykiske lidelser at indgå i undersøgelsen, som har givet en række bemærkelsesværdige resultater, der tidligere ikke har været afdækket i Danmark.

Først og fremmest har resultaterne givet mulighed for at afdække hvor vigtig religion/religiøsitet er for (tidligere) patienter og dermed sammenligne det med status for den danske befolkning som helhed, hvilket i sig selv er med til at styrke vores viden om de forskellige samfundsgrupper i Danmark.

Et af de andre bemærkelsesværdige resultater er de konkrete vurderinger af religiøsitet hos personerne fordelt på de forskellige grupper af diagnoser, som eksempelvis skizofreni, personlighedsforstyrrelser eller depression.

For på trods af en hypotese om, at der ikke ville være markante forskelle imellem de forskellige diagnosegrupper, viste der sig en generelt højere vurderinger af religiøs coping hos gruppen af (tidligere) skizofrenipatienter.

Dette konkrete resultat, men også undersøgelsen i sin helhed, er meget interessant ud fra en række perspektiver, da den kan være med til at belyse en række problematikker indenfor coping og opfattelsen heraf. Det var dog ikke kun gruppen af personer med diagnosen skizofreni, der gav anledning til forundring, men også tilbagemeldingerne fra personer fordelt på de øvrige diagnosegrupper, bør give anledning til at tænke sig om og reflektere mere over brugen af trosbaseret coping. Analysen bør derfor bestemt vække til øget opmærksomhed i behandlerkredse om at forholde sig til patienters eventuelle religiøsitet.

Det fascinerende, set ud fra mit synspunkt, som ikke bare ’undersøger’ men også foredragsholder og tidligere del af forskellige organisationer, er det faktum, at de personer, der svarede på spørgeskemaet, stort set udelukkende gør brug af, hvad der vil kunne kaldes ’positiv coping’. Når jeg bruger udtrykket ’positivt coping’, er det med udgangspunkt i, at coping både kan være positivt og negativt, da det at håndtere problemer kan gøres på mere eller mindre konstruktive måder. Den positive del af coping vil være opfattet som en form for mestring, der giver noget positivt, og som ikke skader personen på kort eller lang sigt. Dette betyder også, at ’negativ coping’ kan betegnes som mestring, der giver personen ro, men som potentielt skader på enten kort eller lang sigt. Det skal dog også siges, at mange copingmønstre både kan være positive og negative, alt efter hvordan de udføres.

Men hvad gør mig til dommer, om det er positiv eller negativ coping? Dybest set udelukkende min teori og intet andet, da det i sidste ende er op til personen selv at vurdere, om han/hun har godt af den form for coping, der benyttes. Nogle har godt af at gå i kirke hver søndag, og andre vil se det som en stressfaktor, der udelukkende forværrer den situation personen er i.