Psykiatriske diagnosers berettigelse i et delvist diagnoseforskrækket samfund

Psykiatriske diagnosers berettigelse i et delvist diagnoseforskrækket samfund

Der synes i forskellige medier at herske et relativt stort fokus på det potentielt uhensigtsmæssige ved at stille psykiatriske diagnoser. Der findes mange relevante overvejelser i den forbindelse: Bekymring for fejldiagnosticering og overmedicinering. For at patienten tilskriver diagnosen sine vanskeligheder og fraskriver sig ejerskabet og ansvaret. At forældre ønsker at få deres børn medicineret, for at kunne fraskrive sig ansvar for mangler i opdragelse eller omsorg. At patienter kun ønsker medicinsk behandling, der kan følge med en diagnose, uden at engagere sig i anden relevant behandling, som psykoterapi eller socialpædagogiske støttetiltag. Dertil kommer det grundlæggende medmenneskelige ønske, om at kunne rumme hinandens vanskeligheder og normalisere psykologiske reaktioner. På baggrund af dette ønske, kan det opleves som en stigmatiserende og sygeliggørende handling, at stille psykiatriske diagnoser. Patienten selv kan føle sig stigmatiseret og uhensigtsmæssigt særbehandlet på grund af en diagnose. Det kan ligeledes være problematisk, at man som borger eller patient mødes med et krav om en diagnose ved henvendelse til henholdsvis kommunen eller psykiatrien for at få hjælp.

Konkrete problemer med diagnoser i praksis

I mit arbejde på en psykiatrisk klinik beskæftiger jeg mig med psykologisk og psykiatrisk udredning og diagnosticering af børn, unge og voksne. Jeg oplever i mit arbejde også bagsiden af diagnosticering. Eksempelvis i mødet med forældre, der på deres børns vegne ikke ønsker andre behandlingsmuligheder end medicin, til trods for at andre behandlingsmetoder bliver anbefalet. Jeg møder også patienter, der ønsker at få diagnoser og blive anerkendte som psykiatriske patienter, til trods for at der udelukkende er tale om almenpsykologiske livsvilkår eller reaktioner som eksempelvis familiemæssige problemer eller en sorgproces hos et menneske uden egentlig psykisk lidelse i en grad der kvalificerer til en diagnose.

Diagnoseforskrækkelse giver modvillige patienter

Omvendt oplever jeg desværre også i tiltagende grad, at den diagnoseforskrækkelse, der vinder frem i flere medier afstedkommer negative konsekvenser. Jeg oplever eksempelvis i tiltagende grad patienter og pårørende, som forholder sig kritisk og afstandtagende i relation til anbefaling om medicinsk behandling efter diagnosticering. Jeg har ikke kompetence til at udtale mig om indikation for medicinsk behandling, men jeg har som kliniker i psykiatrien igennem årene oplevet mange patienter få stor gavn af netop den medicinske behandling ved eksempelvis affektive lidelser, angst, opmærksomhedsforstyrrelser og psykotiske lidelser. For nogle af disse mennesker kan det have negative konsekvenser at afvise medicinsk behandling.

Jeg oplever også, at diagnoseforskrækkelsen i tiltagende grad smitter af på patienterne og deres pårørende, således at de ved opstart af et udredningsforløb kan være nervøse for fejldiagnosticering i en grad, der kan vanskeliggøre udredningsprocessen. Jeg har gentagne gange oplevet, at når jeg fx. stiller spørgsmål som "hører du eller ser du ting, som andre mennesker ikke hører eller ser?", så kan svaret være "nej, jeg er ikke skizofren, hvis det er det du fisker efter."

Jeg oplever også, at man i visse faglige kredse næsten skal træde varsomt, hvis man som psykolog taler positivt for psykiatriske diagnoser og medicin, som i nogles ører har fået en klang af andenrangsbehandling sammenlignet med for eksempel psykoterapi.
Alt sammen ærgerligt for de mennesker, der har brug for at blive diagnosticerede og komme i enten medicinsk behandling eller kombinere medicin med anden behandling på baggrund af en psykiatrisk lidelse.

En mere nuanceret debat om diagnosers berettigelse

I debatten har også meldt sig stemmer fra enkeltpersoner, som har ønsket at gøre opmærksom på deres egne solstrålehistorier. Blandt disse er der både de, der har kæmpet sig fri af en diagnose og har skabt sig et godt liv uden psykiatrisk behandling, og de, der har oplevet sig forstået og velbehandlet i kraft af deres psykiatriske diagnose. Jeg håber, at disse stemmer bliver hørt, og at der også lyttes til, at psykiatrien og de psykiatriske diagnoser er overordentligt vigtige for rigtig mange mennesker.

Jeg møder mange mennesker i min hverdag, for hvem en diagnose er valid og vigtig for deres livsførelse og livskvalitet. Det er det eksempelvis for teenageren med en opmærksomhedsforstyrrelse, som kun evner at bevare fokus på undervisningen og sidde stille i skolen med medicinsk behandling. For drengen med autisme, hvor diagnosen har ændret skolens forståelse for, at når han trækker sig fra det sociale fællesskab og ikke vil se lærerne i øjnene, så skyldes det grundlæggende socialkommunikative vanskeligheder og ikke bevidst kravafvisende adfærd. For kvinden som med en depressionsdiagnose fik forståelse for, at den ulidelige tristhed og de presserende selvmordstanker er symptomer der kan behandles og ikke en permanent tilstand. For manden med skizofreni, som med medicin kan holde stemmerne ud og føler sig mindre forfulgt af andre mennesker. For moderen til barnet med en sprogforstyrrelse, som på baggrund af diagnosen med talepædagogisk vejledning kan støtte sit barns udvikling på bedste vis. For manden med somatiseringstilstand, som på grund af sin diagnose kan hjælpes på anden vis end med gentagne nytteløse somatiske undersøgelser. For kvinden med en personlighedsforstyrrelse, som efter langvarig specialiseret terapeutisk behandling kan få relationer til familie, venner og kolleger til at fungere. For pigen med mental retardering, som med diagnosen får åbnet omverdens øjne for, hvorledes hun er i intellektuelle overkrav og har behov for socialpædagogisk støtte. For kvinden med en funktionsnedsættende angstlidelse, som på baggrund af medicinsk behandling for første gang i årevis er i stand til at profitere af psykoterapeutisk behandling. For alle disse mennesker med en enten midlertidig eller varig tilstand, der kan og skal beskrives med en psykiatrisk diagnose, og for mange flere.

Mon man kunne finde en balance, således at vi på én gang forholder os både kritisk og forstående overfor behovet for psykiatriske diagnoser? Jeg tror, de fleste kan blive enige om, at forebyggelse, inklusion og rummelighed er yderst ønskværdigt, men det må ikke være på bekostning af det enkelte menneske, som reelt kvalificerer sig til og har behov for en psykiatrisk diagnose samt indiceret behandling i relation her til.