Klummearkiv

Kan det klares med bananer?

Af Klavs Serup Rasmussen, redaktør for tidsskriftet Outsideren

Der findes ikke noget helt rigtigt tidspunkt at fortælle om sindslidelser på. Sådan føles det, hver gang jeg fortæller min egen historie. Omvendt er reaktionen altid overraskende udramatisk. De fleste kender allerede til psykiske lidelser - enten på egen krop eller gennem et menneske tæt på dem selv. 

Men en ting er, når jeg står oppe ved tavlen og alting skal handle om psykiatri. Noget andet er frokosten i kantinen eller snakken på cafeen. Psykiske problemer hører på en eller anden måde ikke til i hverdagen. Og det er fascinerende. For hvorfor er det sådan, at vi mennesker ikke taler om noget, vi alle sammen er berørt af.

Lige så fascinerende det er, mindst lige så mange grå hår giver det mig i hovedet. Jeg er redaktør for et tidsskrift, der for de fleste danskere er lige så ukendt som alt andet, der har med psykiatri at gøre. For at ændre på det allierede vi os i foråret med studerende fra Københavns og Lunds Universitet. Spørgsmålet var, hvordan folk reagerer, når de får et blad om psykiatri i hånden.

De studerende var forrygende dygtige. Især var det lidt af en øjenåbner, at når de interviewede folk på tomandshånd, svarede alle, at de havde psykiske lidelser mere eller mindre tæt inde på livet. Men under gruppeinterviews, kendte ikke en eneste til de der psykiske sygdomme. Folk var endda lidt fornærmede over, at emnet kom op.

Jeg gætter derfor på, at tabu, fordomme og tavshed i forbindelse med sindslidelser, er noget, der opstår i fællesskabet mellem mennesker. Måske er det banal abe-psykologi. At vi mennesker instinktivt skjuler vores svagheder, og at flokken automatisk forsøger at udstøde de individer, der truer dens overlevelse.

Hvor hårde, vi mennesker egentlig er mod hinanden, ses tydeligst i det afgørende øjeblik, hvor stand-up komikeren går ind på scenen. Griber mikrofonen og misser ud mod publikum. Den første vittighed skal leveres, og det er knald eller fald. Komikeren kan forløse øjeblikket i et hav af latter. Eller fejle, og så er der ingen nåde.

Men det, der er dejligt ved mennesket, er, at vi alle sammen håber på, at komikeren lægger salen ned af grin. Vi vil gerne overgive os til fællesskabet. Og mon ikke det også bliver lidt sjovt, når det går op for os, at det er den samme hemmelighed alle gemmer på: At ens livshistorie næsten med sikkerhed involverer psykiatrisk behandling af en art. Hos en selv, et familiemedlem, en ven… eller i den Morten Korchske version; en gal mormor, der blev låst inde i kammeret, til hun var skikkelig igen.

For to generationer siden, da mormor var barn, var alle bundet til et fællesskab – på godt og ondt. Udfordringen i vores tid er, at individet er blevet frit, uden at sproget helt er fulgt med udviklingen. Så jeg har ikke ord for, hvad fællesskabet kan gøre - eller hvad man kan gøre ved fællesskabet. Min afstigmatiseringsindsats er derfor blot et løfte om, at åbenhed i sidste ende betyder masser af bananer til alle. Masser.

Klavs Serup Rasmussen, redaktør for tidsskriftet Outsideren

Find mere information om Outsideren:
Besøg Outsideren

Læs flere klummer:
Besøg vores klummearkiv