Klummearkiv

Lukkede netværk på sociale medier - Afstigmatisering af psykisk sygdom

 

Af Katrine Brandt, Saredo Hirad, Mona Pedersen & Mathilde Elmquist-Clausen, bachelorstuderende fra Roskilde Universitet.

Vi er fire bachelor studerende fra Roskilde Universitet, som har arbejdet med lukkede netværk på sociale medier som eksempelvis PRIV- netværket. Vores projekt omhandler især unge piger, som mødes på sociale medier for at dele deres tanker om psykiske udfordringer, selvskade og selvmordsforsøg. Her handler det om at finde et fællesskab med ligeværdige samtidig med, at det kan fungere som et råb om hjælp. Det er blevet tydeligt, at det især er skam og følelsen af ensomhed, der bringer brugerne til de lukkede netværk, og der bør derfor være et større fokus på afstigmatisering af psykiske lidelser.

Flere unge vælger i dag at bruge sociale medier som talerør i ønsket om at dele de mindre polerede aspekter af livet samt at skabe åbenhed omkring de psykiske lidelser, som de hver især går rundt med. Dog vælger andre at danne fællesskaber gennem lukkede netværk, hvor de deler deres hverdag med selvskade og selvmordstanker. Her kan de se sig fri fra de fordomme, der eksisterer i resten af vores samfund selvom disse netværk ofte bidrager til mere skade end gavn.

Der er både fordele og ulemper ved de lukkede netværk. En fordel er, at brugerne ikke føler sig alene med deres sygdom, og at andre kan gøres opmærksomme på brugerens nødråb. En ulempe er, at mange fastholdes i deres sygdom både grundet behovet for anerkendelse, men også den store mængde inspiration der er at finde ift. selvskade og selvmord.

Vi blev under vores undersøgelse opmærksomme på, at brugen af sociale medier har en stor indvirkning i de unges behandling i psykiatrien. Dette mener vi, at der skal tages højde for i behandlingen, da konkurrencen og imitationen som foregår på de lukkede netværk, kan fastholde de unge i selvskadende adfærd.

Vi mener ligeledes, at flere hænder i psykiatrien kunne give en større fortrolighed i den forstand, at der ville være tid til at opbygge en bedre relation til patienten og dermed forbedre behandlingsforløbet. Dertil ser vi vigtigheden i en større og mere generel viden om psykiske lidelser, da det er medvirkende til mere åbenhed og afstigmatisering. Vi mener, at en større viden kan skabes ved at sætte mental sundhed på skemaet i uddannelsesinstitutionerne og samle kommunale og regionale tilbud, så de er let tilgængelige for de, som har brug for dem eller er nysgerrige. Derudover efterspørger de unge en platform, hvor de kan føle sig forstået samt spørge professionelle ind mht. deres diagnoser.

Derfor foreslår vi således en platform med information på et letforståeligt sprog om psykiske lidelser. Dette samtidig med, at der er mulighed for at henvende sig anonymt til en fagperson. Dette kunne med fordel gøres i forbindelse med Bedre Psykiatri’s forslag om at alle kommuner skal have et ‘Psykiatriens hus’, hvor alle regionale og kommunale tilbud samles under et tag. Derudover skal det rumme kommunale akuttilbud, pårørendestøtte, misbrugsbehandling og et antal akutsengepladser. Dette ville skabe en bedre dialog mellem kommunerne og regionerne, da de forskellige tilbud samles og på den måde giver et fælles sprog. Derudover ville dette hus være med til at skabe et overblik over de forskellige tilbud, hvilket kan betyde at folk kan få den rette hjælp hurtigere. Endvidere kan det formodes at et online mødested vil skabe en større åbenhed omkring samt et kendskab til psykiske lidelser, hvilket også kan være et led i afstigmatiseringen af psykiske lidelser. Derudover kan et sådan mødested forhåbentligt være med til at hjælpe unge der ikke har mod på at søge hjælp andetsteds, da det er langt mere uforpligtende at skrive i et chatforum end at opsøge en læge.

Mulighederne er således mange, og der er behov for, at vi som samfund tager ansvar - Hvad gør du for at mindske stigmatisering af psykiske lidelser, og tænker du selv over, hvordan taler du om mennesker med psykiske lidelser?