Klummearkiv

DRs ”Usynligt Syg”-kampagne var ikke usynlig

Af DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn


Med temaet ”Usynligt Syg” satte DR, i en række tv-programmer, i radioen og på dr.dk i foråret 2014, fokus på psykiske lidelser.

Formålet med DRs kampagne ”Usynligt Syg” var at bidrage til at skabe debat om et tabu, som har betydning for mange danskere og for vores samfund. Det er nemlig én af DRs væsentlige public service-opgaver at bidrage til at skabe debat i Danmark om vigtige samfundsmæssige problemstillinger. 
 
Som en del af ”Usynligt Syg”-kampagnen viste DR3 dokumentarserien ”Syg i hovedet” om unge med psykiske lidelser og de fordomme, de bliver mødt med. Denne dokumentarserie, som gav stemme til unge med sindslidelser, blev den hidtil mest sete programserie på DR3 i år. Det er jeg stolt af, for jeg er overbevist om, at programserier som denne kan være med til at nedbryde tabuer blandt unge og inddrage dem i en væsentlig debat.
 
Det er en helt essentiel public service-opgave for DR, at både unge og ældre danskere bliver inddraget i debat om væsentlige temaer. Derfor har DRs ”Usynligt Syg”-kampagne taget temaet om psykisk sygdom op på tværs af DRs kanaler og deres målgrupper. For mens de unge har valgt at følge DR3s dagbogs-dokumentar om psykisk syge eller har klikket sig klogere på dr.dk/usynligtsyg, så har andre foretrukket fx ”Sundhed på P1” eller programrækken ”Sådan er det skøre sind”, hvor kendte danskere på DR1 berettede om deres erfaringer med psykisk sygdom. Endelig har DRs nyhedsdækning sat fokus på, hvilke samfundsmæssige omkostninger det har, at så mange borgere med sindslidelser står uden for arbejdsmarkedet, bl.a. ved programmet ”Gal eller normal til jobsamtale”.
 
DR er på den måde med til at sikre, at debatten ikke bliver for de få, men for de mange. En status fra DR Medieforskning viser, at 2,8 millioner danskere indtil videre har set mindst et af tv-programmerne, som DR har sendt om psykisk sygdom. Hertil kommer dækningen af temaet i faste programmer som TV-Avisen, Aftenshowet, i radioen og på dr.dk. Det glæder mig, at så mange har set med og dermed også fået indsigt på et område, som de færreste taler åbent om.
 
DR har ambition om at sætte dagsorden og bringe vigtige emner til debat. Jeg håber, at kampagnen ”Usynligt Syg” sammen med øvrige væsentlige initiativer fra Landskampagnen EN AF OS kan være med til at gøre op med tabuet om psykiske lidelser, og i stedet skabe en åben debat om emnet. Selve kampagnen ”Usynligt Syg” var i hvert fald ikke usynlig.