Klummearkiv

Mettes historie: ”Lægevikar ringede i forvejen og fortalte, at jeg var psykisk syg”

Af Lisette Jakobsen, det nationale sekretariat for EN AF OS

Mette er en 59-årig folkeskolelærer, som er gift og har 2 sønner. Hun har en emotionel personlighedsforstyrrelse og i 1992, da hun blev diagnosticeret, var diagnosen borderline. Mette fortæller dog, at det i de senere år er angst og depression, der har fyldt mest. Hun har i årenes løb været indlagt mange gange på psykiatrisk afdeling og har nu en brugerstyret seng på hospitalet. Det betyder, at Mette kan indlægge sig selv ved behov i op til 5 dage ad gangen, og det kræver, fortæller hun, at man har en god sygdomserkendelse.

Hun har haft flere uheldige oplevelser i hospitalsregi, og her fortæller hun om den seneste. En fredag i august vågner hun op og kan næsten ikke hverken gå eller tale:

Jeg kunne ikke finde ordene og skulle bruge alle mine kræfter, når jeg skulle prøve at forklare noget, som så lød mærkeligt alligevel. Min mand måtte hjælpe mig ud på toilettet. Hvis man skal tro alle de der spots, der har været sendt i fjernsynet med blodpropper (1), så er det en blodprop, jeg har haft.

Mettes mand ringer til deres egen læge, men får fat i en vikar. Han har læst, at Mette har en psykisk lidelse og tror ikke på, at hendes symptomer er neurologiske. Selv da den sygeplejerske, lægen sender ud, vurderer, at Mette skal på hospitalet, er lægen af en anden mening. Hele weekenden er både Mette og hendes mand bange og chokerede.

De lytter ikke
Om mandagen sker det igen, at Mette får symptomer på en blodprop. Denne gang sender lægevikaren Falck-reddere ud, selvom han stadig ikke tror på, at det er noget neurologisk på trods af, at han ikke har set Mette. En person, der har set Mette før, er den ene Falck-redder: Han var ude hos hende nogle uger forinden for at tjekke for corona, og på det tidspunkt var Mette helt anderledes. Redderen kan derfor se, at den er helt gal med hende, mistænker stærkt en blodprop og får hende hurtigt kørt på hospitalet. Mettes mand er blevet hjemme, da det har været nogle yderst stressende dage, og det er derfor Falck-redderen, der diskuterer med personalet på FAM (Fælles Akutmodtagelse), for Mette kan ingenting på det tidspunkt.

Men de lytter ikke til redderen, der forklarer, at jeg er meget anderledes, end da han så mig sidst. For egen læges vikar har åbenbart ringet i forvejen og fortalt, at jeg er psykisk syg. Jeg bliver så visiteret til den medicinske FAM og ikke til den neurologiske FAM, hvor man ellers skal hen, når der er mistanke om en blodprop. Det første jeg hører, er personalet der snakker om, at jeg er psykisk syg. Og dét i sig selv er jo temmelig ubehageligt. Jeg taler jo ret mærkeligt på det tidspunkt, og de tror ikke på mig, når jeg siger, at jeg ikke normalt taler sådan. Så f.eks. gik de bare, selvom jeg var midt i en sætning.

Hun får en CT-scanning, men den er lavet uden kontrast, så den viser ikke blodpropper. Og så bliver der ellers ikke gjort mere for at undersøge det. Ifølge Hjerteforeningen opnås den bedste virkning af behandlingen for en blodprop, inden for 4 ½ time efter de første symptomer indtræffer (2).

En oplevelse af at blive stigmatiseret
Mette, som har diabetes II, bliver indlagt kl. 12 om mandagen, og først om morgenen næste dag får hun mad. Hun må selv midt om natten, hvor hun har fået lidt førlighed tilbage, gå hen til en automat og købe chips og sodavand. Først kl. 4 om morgenen tirsdag får hun en rigtig seng, og der har hun allerede ligget 16 timer på en meget hård briks. Personalet vil gerne have, hun skal sove, men det kan hun ikke, fordi hun ikke får hverken dyne eller pude, kun et tyndt tæppe.

En af Mettes bekendte arbejder på sygehuset, og om tirsdagen ser hun tilfældigvis Mette. Hun siger til lægen, der står ved siden af, at det er slemt at se Mette have det så dårligt og ikke kunne tale ordentligt. Mette fortæller, at det faktisk gør, at stemningen ændrer sig, og personalets adfærd over for hende bliver forbedret, hvor de før troede, at alle symptomerne skyldtes hendes psykiske sygdom. Alligevel bliver hun dog sendt hjem. Og dét på trods af at hendes pupiller er forskellige størrelser og reagerer forskelligt på lys. Mette fortæller, at det er godt det samme, da hun simpelthen ikke kan holde til mere:

Så min mand fik et dybt ulykkeligt menneske hjem. Jeg er heldigvis ved at være over det, men jeg har da ikke lyst til at komme derind igen overhovedet. Jeg følte, at jeg blev meget stigmatiseret på afdelingen der.

Det har taget Mette to måneder at lære at tale normalt igen, og hun må stadig kæmpe for at finde visse ord. Hun kan nu læse tal igen. Mette er meget dygtig til at strikke, men kunne efter indlæggelsen pludselig ikke forstå mønstret sammen med strikkepindene. Heldigvis er det også blevet bedre.

Er jeg bare tosset i hovedet?
Mette var først på neurologisk afdeling 14 dage efter indlæggelsen, og kun fordi hendes kontaktperson fra kommunen var forbi og syntes, at Mette var mærkelig. Kontaktpersonens datter havde haft blodpropper i hjernen, og hun så ligheden mellem datterens og Mettes symptomer. Hun spurgte, om hun måtte ringe til Mettes læge, og egen læge, der var tilbage fra ferie, indlagde Mette på neurologisk afdeling lige på stedet. De startede hende på blodfortyndende medicin og genoptræning, da hun ikke kunne gå lige op og ned men hang til den ene side samt skelede på det ene øje. Det var først her, at Mette begyndte at få den rette behandling:

Så det handler også meget om, hvordan praktiserende læger introducerer os til sygehuset. Fordi hvis de sender os af sted med den besked, at her har vi et psykisk sygt menneske, som er ude af balance, så er det jo dét, sygehuset handler efter, når man kommer ind. Jeg blev decideret fejlbehandlet. Og begyndelsen på det er den vikarlæge, der får sendt mig af sted med en forkert beskrivelse. Og jeg forstår ikke hvorfor, at en Falck-redders ord ikke bliver taget alvorligt, når han har set, hvordan jeg fungerer normalt.

Mette fortæller, at psykiatrisk afdeling hjalp hende med at komme sig over oplevelsen, da hun efter nogle uger tog 5 dage i sin brugerstyrede seng oven på den rystende oplevelse. Her fortalte overlægen hende, at hvis der ikke var noget at se på den CT-scanning, de havde lavet, var det ikke, fordi Mette ikke havde haft blodpropperne, men fordi de var gået lige igennem blodåren og ikke lavet nogen spor:

Jeg var ellers begyndt at acceptere, at det var mig, der var tosset i hovedet. En anden læge, som havde arbejdet på neurologisk i mange år sagde, at min mand og jeg altså er så gamle, at vi sagtens kunne se, om det var noget psykisk eller noget fysisk. Det behøvede vi slet ikke at være usikre på.

At blive mødt som menneske, ikke blot som diagnose
Senere er Mette blevet set på neurologisk afdeling igen. Episoden her stod i stærk kontrast til, hvad hun oplevede som et forfærdeligt døgn, da hun var på FAM. Hun havde en oplevelse af, at hun blev undersøgt ordentligt, taget alvorligt og mødt som menneske, ikke blot som diagnose. Hun følte, at hendes psykiske lidelse blev inddraget men ikke brugt som bortklaring: Lægen fortalte, at hendes psykiske sygdom kunne være med til, at hun følte, at hun havde det endnu værre, men at hendes symptomer var neurologiske.

Mette oplevede, at der var tid til hende: f.eks. blev en 15 minutters konsultation til en halv time. Lægen fortalte, at hun ville finde ud af, hvad der var sket, og hvilken diagnose Mette skulle have. Hun vidste, at det ville have en stor betydning for den måde, Mette ville blive mødt på i systemet en anden gang, hvis der kom en neurologisk diagnose på. Og lægen var slet ikke i tvivl om, at det var neurologisk. Næste skridt er, at Mette får en MR-scanning, så de bedre kan se en skade: Fordi hun ikke blev undersøgt ordentligt ved indlæggelsen, må de starte helt fra bunden.

Det var en helt anden måde at blive behandlet på. De var hurtige og effektive, og de mødte mig dér, hvor jeg var. Lægerne kom endda ud til mig på altanen og talte med mig der. Der var ingen problemer med at skaffe mad, og jeg fik både morgenmad og frokost. Dér blev jeg behandlet respektfuldt og ordentligt, og de havde tid. Det var en præmiemåde at modtage en patient, hvor jeg ellers havde været ked af at skulle ind igen.

I EN AF OS ønsker vi at sætte fokus på den ulige behandling af mennesker med psykisk sygdom i mødet med det somatiske sundhedsvæsen. Budskabet fra EN AF OS er, at manglende viden, usikkerhed og fordomme hos fagpersoner i sundhedsvæsenet ikke må skygge for denne gruppe patienters mulighed for at blive mødt og behandlet som alle andre. For en konsekvens af den ulige behandling er, at mennesker med psykisk sygdom lever væsentligt kortere end mennesker uden psykisk sygdom. Når man ser på, at 6 ud af 10 danskere, der har kontakt til psykiatrien, også har kontakt til det øvrige sundhedsvæsen (3), bliver det derfor bydende nødvendigt at sikre en medmenneskelig, helhedsorienteret og fordomsfri behandling, når disse patienter mødes i somatisk regi.

Mette er stadig ved at komme sig og er nu i gang med at lave en podcast om psykisk sygdom og strikning.

Læs mere om EN AF OS' indsats imod ulighed i sundhed her: www.ulighed-i-sundhed.dk


Kilder:
1: https://hjertevagt.dk/artikler/hvad-er-et-stroke/
2:https://hjerteforeningen.dk/2019/09/straek-snak-smil-hold-oeje-med-tegn-paa-stroke/
3:https://ulighed-i-sundhed.dk/det-hele-menneske/