Klummearkiv

Samfundet skal lære at acceptere alle, som de er – og ikke se dem som de diagnoser, de har

Japansk succes med at give skizofreni nyt navn, kan ikke umiddelbart overføres til Europa, vurderer Norman Satorius.

I Japan har man haft stor succes med at fjerne stigma fra sygdommen skizofreni – simpelthen ved at give den et nyt navn. Men psykiatriens grand old mand, den tidligere WHO-direktør Norman Satorius, der deltog på konferencen Together Against Stigma 2017 i København, tvivler på, at vi kan få samme effekt ved at gøre noget tilsvarende i Europa.

”I det japanske sprog havde de deres egne oversatte ord for skizofreni. Og den beskrivelse var så led, så selv lægerne havde svært ved at få den over deres læber, når de skulle overbringe den til deres patienter. Så i den kontekst var det helt rigtigt at gøre”, siger Norman Satorius.

Den nye japanske oversættelse betyder - frit oversat – Forstyrrelse af koordinering af tankerne, hvilket jo er en ret rammende beskrivelse af den tilstand, mennesker med skizofreni befinder sig i.

”Den har vakt stor glæde hos patienterne, der samstemmende mener, at det er blevet meget lettere for dem at være åbne om deres sygdom end tidligere, fordi det omkringliggende samfund reagerer meget mere neutralt på den nye beskrivelse”.

”Man kan selvfølgelig sige, at det ville være fint, hvis vi havde samme beskrivelse af, hvad sygdommen er her i Europa. For der er en stor negativ bias omkring navnet skizofreni. Problemet her er bare, at vi alle sammen bruger det græske begreb, som ingen dybest set ved hvad betyder. Så i modsætning til japanerne, så er ”vores” reaktion i højere grad på alle de fordomme, vi forbinder med skizofreni. Derfor skal vi i højere grad fokusere på at arbejde med den generelle befolknings holdninger og attituder. Vi skal lære, at mennesker med diagnoser og ikke blot skizofreni, skal accepteres som individer, og som dem de er. Ikke som den diagnose de har. Det gør vi ikke ved at ændre navnet. Det gør vi ved at bearbejde samfundet lige fra de starter i skolen. Det gør vi ved at bearbejde de faggrupper, der er beskæftiget i psykiatrien, og det gør vi ved at påvirke samfundet, der omgiver de mennesker, der bærer rundt på diagnoserne. Det bliver ikke let. Men det er den eneste måde at komme stigma til livs på”, siger Norman Satorius.

Se interviewet med Norman Satorius her