Klummearkiv

Opråb: Tal om seksualitet i psykiatrien

Af Anne-Mette Glud Hjerrild, færdiguddannet læge fra Københavns Universitet juni 2021, rådgiver hos Sex & Samfund, medstifter af gruppen Normkritiske Læger.

“Sex er godt, sex er sundt”, sagde Søren Brostrøm i forbindelse med genåbningen af det danske samfund i sommeren 2020 - og intet tyder på, at sex skulle være mindre vigtigt for folk med psykiske lidelser end for nogen som helst anden.

I dagens samfund er der øget fokus på krop, seksualitet, seksuel orientering og kønsidentitet. Et velfungerende sexliv anses i stigende grad som en vigtig del af fysisk og mental sundhed. Men seksuallivet påvirkes ofte af både fysisk og psykisk sygdom samt af en række behandlingstilbud. Og omvendt kan problemer i det seksuelle liv påvirke den mentale sundhed. Derfor er seksualitet noget, som sundhedsfaglige bør kunne tale med deres patienter om - også i psykiatrien.
Jeg har de seneste 3 år arbejdet som rådgiver hos Sex & Samfund, og som ung læge med interesse for psykiatri, seksualitet samt seksuelle- og kønsminoriteters rettigheder mener jeg, at emnet seksualitet er noget, vi som faggruppe bør have mere fokus på og dygtiggøre os i.

Beder man danske psykiatere vurdere på en skala fra 0-100, hvor vigtigt de tror det er for deres patienter at snakke med dem om seksualitet, ligger det gennemsnitlige svar på 65. Dette kunne tolkes som om, at psykiaterne tænker, at det er et relativt vigtigt emne for patienterne at få vendt med deres behandler.
Men hvor meget psykiaterne faktisk spørger ind til seksualitet hos deres patienter svinger og variationen diagnoserne i mellem er stor. Majoriteten af danske psykiatere taler om seksualitet med deres patienter, som lider af en depression, mens 64% taler med over halvdelen af deres patienter med bipolar lidelse om seksualitet og 45% af patienter med psykose-sygdom. Derimod mener 15% af psykiaterne, at det slet ikke er relevant at snakke om seksualitet med patienter med spiseforstyrrelse, og en fjerdedel mener det samme, når det kommer til patienter med intellektuelle handicaps.

Ovenstående data kommer fra spørgeskemaundersøgelsen “At Tale Om Seksualitet Med Patienter i Psykiatrien”, der var målrettet psykiatere, og som blev iværksat i forbindelse med min specialeopgave på medicin under et forskningsophold på Sexologisk Klinik, Psykiatrisk Center København.
Udover at forsøge at blive klogere på, hvor meget samtalen om seksualitet generelt får lov at fylde psykiater og patient imellem, ønskede vi også viden om, hvor meget psykiatere specifikt spørger ind til seksuelle bivirkninger ved psykofarmaka, oplevelser med seksuelle krænkelser og overgreb hos deres patienter, om de orienterer sig i deres patienters seksuelle orientering og patienternes kønsidentitet, samt hvilke barrierer psykiaterne har mod at tage emnet seksualitet op i deres kliniske praksis.

Det viste sig at være sværere at få danske psykiatere til at svare på spørgeskemaet, end vi havde regnet med, og vi er derfor endt med en relativt lav svarprocent. Vi mener dog stadig, at resultaterne kan give et bud på den generelle holdning til samtaler om seksualitet i psykiatrien samt lægge op til diskussion og yderligere studier.

Henholdvis 75% og 71% af psykiaterne spørger ind til seksuelle bivirkninger hos over halvdelen af patienter, som de har udskrevet antidepressiva eller antipsykotika til, mens samtalen er mere sjælden efter udskrivelse af andre præparater, som for eksempel stemningsstabiliserende og anxiolytika.

Når det kommer til at spørge ind til patienternes eventuelle oplevelser med seksuelle krænkelser og/eller overgreb er den patientgruppe, som psykiaterne vender dette emne oftest med, folk som lider af PTSD. Henholdvis 48%, 43% og 39% af psykiaterne spørger ind til oplevelser med seksuelle krænkelser hos mere end halvdelen af de patienter, som lider af personlighedsforstyrrelse, selvmordstanker eller spiseforstyrrelse, mens kun 10% adspørger mere end halvdelen af deres patienter med intellektuelle handikaps, om de har været udsat for seksuelle krænkelser.
Halvdelen af de adspurgte psykiatere orienterer sig i over halvdelen af patienternes seksuelle orientering, og 32% af psykiaterne gør det samme med patienternes kønsidentitet.

At 75% spørger mere end halvdelen af deres patienter på antidepressiva om seksuelle bivirkninger og at 64% spørger ind til seksualitet hos patienter med bipolar lidelse kan måske virke som meget - men når forskellige grader af seksuel dysfunktion er en almindelig bivirkning til antidepressiva, og når øget sexdrift er en del af diagnosekriterierne for bipolar lidelse, kan man omvendt også overveje, om det overhovedet er nok?

Og når oplevelser med seksuelle overgreb leder til øget incidens af angst, depression og selvskade, og når det i studier fremgår som en del af ætiologien for både spiseforstyrrelse og personlighedsforstyrrelser, melder det samme spørgsmål sig - er det nok?
Er det nok, at 10% spørger ind til oplevelser med seksuelle krænkelser ved over halvdelen af patienter med intellektuelle handicaps, når mange studier viser, at lige netop denne gruppe af en af de mest udsatte, når det kommer til seksuelle overgreb?

Angst, depression, selvskade og selvmordsforsøg ses, som følge af diskrimination og minoritetsstress, desværre oftere hos LGBT+ personer end hos cis/hetero-delen af befolkningen. Af denne grund kan en patients position som LGBT+ person være en ganske relevant information, når man ønsker at vide mere om vedkommenes mentale trivsel.

At spørge ind til seksualitet, oplevelser med seksuelle overgreb, seksuel orientering og kønsidentitet kræver selvsagt takt, viden og det rette sprog. Derfor er det ikke overraskende, at 32% af psykiaterne angav, at de var bange for at støde patienten, som en grund til ikke at have samtalen om seksualitet. Dette kan give anledningen til fænomenet “to-vejs-tabu”, hvor patienten venter på, at lægen tager emnet seksualitet op i en klinisk sammenhæng, mens lægen venter på, at patienten gør det.

At føle sig tryg ved at snakke med sin patient om seksualitet kræver den rette viden og et sprog, hvormed man kan snakke om emnet. En fjerdedel af psykiaterne føler dog, at de mangler viden om seksualitet, og 13% er i tvivl om, hvilke ord de skal bruge. Lignende resultater ses i udenlandske undersøgelser omhandlende snakken om seksualitet sundhedsfaglige og patienter imellem. I flere studier viser det sig imidlertid også, at sundhedsfaglige, som modtager uddannelse specifikt i seksualitet og LGBT+ problematikker, føler sig mere sikre i emnerne og derfor spørger mere ind hos deres patienter. Desuden viser studier, at især yngre patienter gerne vil snakke om seksualitetsrelaterede emner med deres behandlere.
Hermed vil jeg gerne slå et slag for, at undervisning i sexologi og normkritik bliver en fast del af alle sundhedsfaglige uddannelser! Så længe det dog ikke er tilfældet, har vi som fagpersoner et ansvar for at uddanne og oplyse os selv, samt øve os i at turde tage samtalen med vores patienter på en åben og respektfuld måde.