Klummearkiv

Hvo intet vover - intet vinder - Om TV-programmerne "På ubestemt tid"

 
Af ledende overlæge Peter Fristed og oversygeplejerske Isabel Gindeberg, Psykiatrisk Afdeling Middelfart


Hvordan det hele startede, kan vi næsten ikke huske, men en dag i 2014 fik vi på Psykiatrisk Afdeling Middelfart besøg af projektleder Johanne Bratbo fra Landsindsatsen EN AF OS samt TV-folk fra DR. DR ønskede optagelser til et dokumentarprogram om retspsykiatri. Noget om patienter - hvad er det for nogle mennesker, hvordan er det at være retspsykiatrisk patient, hvordan bliver de hjulpet. Noget om de ansatte - hvilken slags mennesker er de, hvordan er arbejdet i retspsykiatrien osv. Fremfor alt ønskede DR at give befolkningen et billede af, hvad der foregår i en ellers så lukket verden, som retspsykiatrien til tider er.

Vi følte os på en måde meget beærede, men på den anden side var det ikke nemt at sige ja. Dels havde vi straks paraderne oppe. Alle fordomme mod journalisterne og deres evige jagt på skandaler kom frem. Dels kunne vi to ikke medvirke ved noget som helst, hvis ikke patienterne, deres pårørende og afdelingens ansatte ønskede at medvirke. Der lå et stykke arbejde foran os.

Vi gjorde alt det, som man nu bør og skal i sådan en situation. Det gjaldt om at mødes, at stille spørgsmål, at høre svar, at have en klar kontrakt i forhold til medvirkende og aftaler for journalistens og fotografens færden i afdelingen. Men vigtigst af alt blev det for os at få en indre tryghed ved DR-medarbejderne, tillid til at de ville give et retvisende billede af vores afdeling.

Det fik vi, og trygheden blev blot større med tiden, fordi Maria Lyhne, som journalisten hedder, ikke alene er en dygtig og sympatisk kvinde. Maria er reel. Hun stiller spørgsmål og vil gerne have svar, men hun udviser hele tiden respekt for det menneske, der giver svarene, der fortæller sin historie eller netop ikke ønsker at gøre det.

Det blev til otte måneders tæt samarbejde. Maria og fotograferne fik udleveret nøgle og alarm, de fik et kontor til opbevaring af deres ting. Efter få uger færdedes de sikkert på afdelingen, som om de havde kendt den i lang tid. De blev en del af dagligdagen.

Resultatet blev to udsendelser under titlen "På ubestemt tid", som blev sendt i slutningen af august 2015. Har du set udsendelserne? Hvis du har, så har du ret sikkert også en mening om noget af det, der blev vist.

Vi synes, at det blev nogle fantastiske udsendelser, som fortalte seerne hvem, hvad og hvordan - og ikke mindst hvorfor. De gav anledning til debat, både i hjemmene og i det offentlige rum. Reaktionerne var vidt forskellige - på godt og ondt - men alle fik øjnene op for, at også de retspsykiatriske patienter er forskellige ligesom alle andre mennesker. Mange blev dybt berørte - mest på grund af de pårørendes ærlighed. Kristians døtre rørte ved manges hjerter ved at kalde ham "den gamle tosse".

Nogle gav udtryk for, at de ikke kunne forstå, at de ansatte ønsker at arbejde med de "gale og farlige". Det var dem ubegribeligt, at den ene læge kunne sidde så roligt, mens patienten råbte og truede. Men de kunne godt se svaret på deres undren. Det fremgik nemlig også. Vi, der arbejder i retspsykiatrien, kan godt lide de mennesker, der både er ramt af psykisk sygdom, og som, som følge heraf, begik kriminalitet. Vi er ikke naive, men vi ser først og fremmest mennesket, der har brug for hjælp og behandling - for at få et godt liv uden kriminalitet.

Vi vovede - og alle vandt!