Klummearkiv

Er en diagnose den bedste måde at tale om lidelse på?

Af Rasmus Johnsen, adjunkt ved Institut for ledelse, politik og filosofi ved Copenhagen Business School.

De psykiatriske diagnoser giver os et sprog at tale om lidelser i. Det er et usædvanligt effektivt sprog, der dygtigt kategoriserer og beskriver noget, som det er umådeligt svært at sætte ord på.

Det er blandt andet derfor det i dag er kommet til at repræsentere den primære måde at tale om lidelse på, når vi vil høres i de sociale fællesskaber. Diagnosernes enkelthed gør det nemmere at vælge en behandling, når alt er kaotisk og virker håbløst, og for nogle gør en diagnose det også lettere at klare sig igennem livet.

Men en diagnose er ikke den eneste måde at tale om lidelse på og det diagnostiske sprog fungerer ikke lige godt i alle sammenhænge. Der er ikke nødvendigvis noget galt med recepten, når en læge udskriver psykofarmaka til et menneske, der fortæller at han netop har forladt fængslet efter at have afsonet en voldsdom, og at han er ulykkelig, fordi hans bror har begået selvmord. Men den eventuelle diagnose er ikke gearet til at tale om andet end det, der kan behandles medicinsk. Når vi bruger den forkert, reduceres samtalen til et fait accompli og kommer til at handle om noget som er bestemt på forhånd. I bedste fald behandler vi så måske det rigtige – men vi ender med at høre det forkerte. I værste fald behandler vi det forkerte, og skubber desuden den lidendes forståelse af usikkerhed og tab i en retning, der giver ham et falskt indtryk af den verden han befinder sig i. Når diagnosernes sprog ikke bruges efter hensigten, eller ligefrem står i vejen for andre måder at tale om lidelse på, bliver resultatet et krav om at man, før man bliver hørt, skal lære sig et sprog, der nærmere end at rumme det hele, er skabt til at skære det meste bort.

Vi besidder idag, med manualer som DCM-5 og ICD-10, utvivlsomt det mest omfattende sprog for psykiske lidelser, der nogensinde har eksisteret. Måske er det dette, som forleder os til at tro at det diagnoserne repræsenterer, handler om noget objektivt. Men ”depression” findes lige så lidt som ”post-traumatisk forlænget bitterhed” (PTED), i hvertfald hvis vi med ”findes” her mener den måde, som en sten eller et benbrud gør det på. Diagnoser taler, lige meget hvor gerne vi vil det, ikke om objektive størrelser. De er pladsholdere, som samler mennesker med psykiske lidelser i henhold til en række specifikke symptomer med det formål bedre at kunne behandle dem, og de fungerer bedst, når de bliver brugt således.

Det diagnostiske sprog er et fantastisk redskab, når det handler om præcist at bruge viden til at lindre lidelse og viden er vigtig, når det gælder om at fjerne den tvivl og usikkerhed, som ofte stigmatiserer mennesker med psykiske lidelser. Men afstigmatisering handler lige så meget om forståelse – ikke mindst af at der er mange dele af menneskelivet, som vi ikke får adgang til, hvis vi ikke tør blive i tvivl og spørge ind til dem én gang til.