Klummearkiv

Bliver sindslidende diskrimineret?

Af Tom Jul Pedersen, bruger

For tiden kører der en kampagne ved navn EN AF OS. Meningen med det hele er, at sindslidende skal få gavn af den. Det, som kampagnen siger, er at sindslidende bliver diskrimineret og holdt uden for arbejdsmarkedet, uddannelse og boligmarkedet. Så meningen er, at sindslidende skal få flere af de goder, som raske har. Raske skal holde op med at diskriminere dem.

Men sindslidende bliver IKKE diskrimineret. Der er en rigtig god grund til, at de ikke har uddannelse osv. Grunden er, at de ikke kan leve op til de krav, der skal til for fx. at læse til præst eller folkeskolelærer eller for at man kan passe et arbejde - såsom at møde til tiden, være engageret, have energi. Grunden til at en del ikke kan købe en lejlighed til 1 million, er at de ikke har pengene. Så der er en rigtig god begrundelse. Der er ikke tale om diskrimination, altså at det er begrundet i hudfarve, alder eller seksuel observans. De begrundelser er usaglige.

Til med marginaliserer sindslidende sig selv ved at have egne skoler, løb hvor det kun er sindslidende, der kan vinde præmier (de raske må løbe med, men selvom de bliver nr. 1, tæller det ikke) arbejdspladser kun for sindslidende - "det er en form for diskrimination", har en leder af et sådant sted udtalt – og foreninger kun for sindslidende. En rask person måtte ikke engang tage på et kursus, som en sindslidende forening arrangerede, for at uddanne sig som bisidder (altså en der skulle støtte de sindslidende, når de fx skulle have møde med en fra det offentlige). Jeg fik X forening overtalt til, at han godt måtte komme med alligevel, men som lederen af kurset sagde: "Så kan vi altid lade være med at bruge ham, når han er færdiguddannet". Den sikkerhed ville han altså have. Til med elsker sindslidende at nedgøre raske og se enormt kritisk på dem. I artikler bliver raske betegnet som kedelige. Raske, der en ansat i Z psykiatribruger forening, siger at de er blevet overraskede over, at det er de sindslidende, der nedgør de raske. De har jo før hørt det modsatte.

I stedet for at lægge fokus på, at de raske skal ændre holdning, burde man lægge fokus på de sindslidende, psykisk sårbare, eller som det nyeste hedder: folk med et psykosocialt handicap. Målgruppen har et for negativt billede af sig selv.

Til med skal man slå på, at målgruppen igen selv skal blande sig med raske, holde op med at sætte sig selv i bås ved kun at være sammen med ligesindede og ved hele tiden at tale om sygdom og diagnoser. Folk siger hele tiden, hvilken diagnose de har, og det virker totalt malplaceret. Grunden er, at den og sygdommen fylder så meget i deres hoveder. Dem de er sammen med taler også om det hele tiden, og på den baggrund er det åbenbart umuligt ikke at tale om det, når man er sammen med raske. Man definerer sig selv ud fra en sygdom. Det gør de selv, omgivelserne gør det ikke.

Navnet EN AF OS hentyder til, at sindslidende er en af os raske. Men jeg havde nær sagt, at for at forstå det, så hjælper det meget at tilhøre målgruppen. Fordi sindslidende ikke selv betragter sig som en del af samfundet/de raske.

Sådan tænker raske overhovedet ikke. De tænker på sindslidende som medmennesker. De er da ligeglade med diagnoser og sygdomsbilleder, og de er for øvrigt også ligeglade med kampagnen, der ikke siger dem noget.

Så mit gode råd er at flytte fokus fra de raske til de syge. Til sindslidende vil jeg sige: Begynd at opføre dig "raskt", kontakt raske mennesker og tal om raske emner. Til sidst begynder man at få en rask tankegang, ens eget selvbillede bliver ændret, så man ikke ser sig selv som syg. Man bliver fastholdt i en sygdomsrolle, når man hele tiden er sammen med folk, der selv er syge.

Tom Jul Pedersen

Læs flere klummer:
Besøg vores klummearkiv