Nyheder

16.10.2012

Kronik: De uslebne diamanter kan hjælpe Danmark ud af krisen

Mange opfatter de 500.000 danskere, der lige nu lider af en psykisk lidelse, som ukrudt. Jeg synes, vi er ’de uslebne diamanter’, en uudnyttet ressource, som jeg tror kunne være en del af løsningen på den økonomiske krise. Men det kræver en mentalitetsændring.

Af Mads Trier-Blom, Fysioterapeut, bipolar og ambassadør for EN AF OS-kampagnen

(Åben kronikken, som den blev bragt i Politiken den 15/10 2012, som PDF her)

I min have vokser mange smukke blomster. Min nabo kalder det ukrudt, når de spreder sig til hans græsplæne, men jeg vander dem og synes, de er smukke.

Mange opfatter de 500.000 danskere, der lige nu lider af en psykisk lidelse, som ukrudt. Jeg synes, vi er ”de uslebne diamanter”, en uudnyttet ressource som jeg tror kunne være en del af løsningen på den økonomiske krise. Men det kræver en mentalitetsændring.

Jeg har siden 2004 haft diagnosen bipolar affektiv lidelse, bedre kendt som maniodepressiv sygdom. Jeg er uddannet fysioterapeut, men pga. min sygdom har jeg oplevet, at jeg er blevet fyret. Men jeg har også oplevet at blive ansat, selvom jeg til jobsamtalen var åben omkring min psykiske lidelse. I dag arbejder jeg som fysioterapeut 15 timer om ugen i en virksomhedsrevalideringsordning på Betaniahjemmet et plejehjem på Frederiksberg.

Hver dag for mig er en linedans. Hvis jeg mister kontrollen falder jeg i en afgrundsdyb depression eller en altfortærende mani. Begge mine forældre har haft samme sygdom, som var indirekte årsag til at min mor døde i 2009 og min far i år. Ikke desto mindre synes jeg, at jeg har et godt liv.

Den stjerneformede klods

På min vej for at nå dertil, har jeg mødt modstand og hjælp. I mange år kæmpede jeg med kommunen for at få et fleksjob. Det var hyppigt, at jeg blev mødt af nye sagsbehandlere, som ikke kendte til min sag. Jeg husker særligt én. Jeg forestillede mig at der på hendes skrivebord lå en sav, og i hånden havde hun en klodskasse - sådan én børn leger med. Hun så mig som en stjerneformet klods, der ikke passede ned i kassens – samfundets - huller. Hendes mål var at save i klodsen til den passede ind i kassen.

Jeg fik  afslag på min ansøgning og blev i stedet tilbudt en to-årig virksomhedsrevalidering. Med hjælp fra mentorordninger, støtte og kreativ tænkning er målet at gøre mig selvforsørgende inden sommeren 2013.

Jeg føler, jeg helst skal blive så ”normal” som muligt. Men det er en gammeldags kasse-tænkning, der ikke hører hjemme i et moderne samfund. Ja, psykisk syge er anderledes – men vi er det på berigende vis. De psykiske lidelser er ikke så uforståelige, som mange tror. Alle kender følelsen af tristhed eller eufori. Min sygdom er karakteriseret ved, at jeg har disse følelser i kraftig grad. Alle kender følelsen af at være forfulgt, den kraftige variant er paranoia. Det er normalt, at føle sig lidt beskidt og have lyst til at vaske hænde, at rod forvirrer og gør utilpas, den ekstreme variant er OCD. Psykisk sygdom er ekstreme varianter af sindet hos normale mennesker.

Vi er ikke defekte

Jeg snakkede engang med en ung mand, som fandt det mærkeligt, at når han spildte maling på sit tøj sagde folk, at det var blevet ødelagt. Han synes bare, det var blevet anderledes. Hvem har bestemt, at vi anderledes mennesker er defekte og blot skal kureres og normaliseres? Jeg synes, det anderledes er interessant, smukt, spændende. Ja, mit liv har udviklet sig anderledes, end jeg forventede, da jeg læste og kom ud at arbejde som fysioterapeut, hvor jeg gav den fuld skrue. Mit liv er ikke ”i stykker”. Jeg har en dejlig familie, venner og spændende udfordringer. Derudover har jeg overskud til at lægge en ret stor indsats i frivilligt arbejde – bl.a. ved at forsøge at nedbryde tabuer ved at fortælle virksomhedsledere og andre min historie.

Min foredragsvirksomhed er en ressource, derfor er målet nu, at jeg skal arbejde deltids som fysioterapeut og deltids som informationsmedarbejder. Derved udnytter jeg mine evner på flere måder, hvilket er mindre trættende og gør mig mindre sårbar. Det er en løsning, som viser mig, at min nuværende arbejdsmarkedskonsulent rummer mig som stjerneformet klods. Sammen er vi i gang med at save et stjerneformet hul i klodskassen.

Det er nødvendigt, at flere psykisk syge hjælpes til at udnytte de ressourcer, vi har. Psykiske lidelser koster i dag samfundet 55 milliarder kroner om året, hvoraf 90 procent ifølge det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø skyldes tabt arbejdsfortjeneste, sygedagpenge og overførselsindkomster.

Psykisk lidende kan styrke innovationen

Man har erkendt, at Danmark ikke kan overleve på sin nuværende arbejdskraft. Den er meget billigere andre steder i verden. Man taler om, at innovation og evnen til at nytænke ting skal redde os. Måske kan ”de uslebne diamanter” og vores anderledes tilgang til det normale hjælpe.

Jeg er klar over, at det vil være en udfordring eksempelvis at lede en innovationsafdeling af psykisk lidende. Men jeg opfordrer virksomhedsledere til at huske, at vi ikke er så anderledes end andre medarbejdere og at normale ledelsesværktøjer også virker på os. Mange virksomheder har allerede uslebne diamanter i staben. Men tabu og berøringsangst forhindrer lederne i at udnytte disse ressourcer til fulde. Når folk er blevet ansat i et fleksjob med de lavest tænkelige arbejdsopgave som et skånehensyn, tænker virksomhederne – og de psykisk sårbare selv - at det nok er det, de kan bruges til. Det, synes jeg, er at kaste diamanter for svin.

Jeg opfordrer til, at du på førstkommende arbejdsdag spørger din kollega i fleks- eller skånejob, hvordan han eller hun har det med sit job? Er der noget, han eller hun undrer sig over? Har han eller hun idéer til forbedringer? Støt dem, anerkend dem, få dem til at vokse, og vær forberedt på, at de måske vokser på andre måder, end du forventer.

Psykisk syge er anderledes mennesker med anderledes forudsætninger, som får anderledes idéer. Måske er det ikke alle uslebne diamanter, der kan yde mere. Men jeg tror, mange kan og vil, hvis deres kolleger og ledere fokuserer på deres evner og ressourcer – frem for deres handikap. Det er spild af liv, hvis klodskassen ikke kan rumme 500.000 danskere. Men det kræver en mentalitetsændring.

Det starter med børnene

Som med mange andre ting, starter det med vores børn. Børn med psykisk sårbarhed skal hjælpes til at finde deres specielle ressourcer, fx på sommerskoler, hvor deres udvikling kan stimuleres, som vi kender det fra Team Danmark i sportsverdenen. Så kan børnene lære at udleve deres ”galskab” og anderledes syn på verden og finde støtte i at kunne spejle sig i hinanden.

Alt dette kræver, at vi taler åbent om psykisk sårbarhed. Den femårige ”En af os” kampagne er et forsøg på at bekæmpe tabuerne om psykisk lidelse. Virksomheder og foreninger kan bidrage ved at invitere en ambassadør, som mig, ud at fortælle om sine erfaringer med arbejdsmarkedet.

Følg trenden fra den nordiske gastronomi: se ukrudtet som en nødvendig ingrediens, når du skal lave menuer i verdensklasse.