Nyheder

05.03.2014

Mange unge på nordjyske ungdomsuddannelser har fået viden om psykisk sygdom

Gennem det seneste år har Psykiatriens informationscenter, Psyk-Info, fortalt over 1300 unge fra nordjyske ungdomsuddannelser om psykisk sygdom. Det er sket som led i EN AF OS kampagnen, der skal være med til at øge åbenheden om psykisk sygdom.

Frederikshavn Handelsskole

Stor interesse fra de unge

Undersøgelser viser, at mere end hver anden af de nordjyske unge oplever, at de har psykiske problemer eller psykisk sygdom tæt inde på livet. Men hvordan tackler de det - snakker de om det?

Det har Psyk-Info været med til at få dem til ved at komme ud på de nordjyske ungdomsuddannelser med den såkaldte Ungepakke, der består af oplæg fra Psyk-Infos EN AF OS ambassadører, som er tidligere patienter. Tilbuddet til ungdomsuddannelserne gælder stadig i 2014.

Oplæggene handler om hverdagen og livet med psykisk sygdom, men også om fordomme om indlæggelse i Psykiatrien. Som en ambassadør udtrykker det ”jeg troede, at jeg skulle ind et sted, hvor alle gik i spændetrøjer, men min indlæggelse er det bedste, der er sket for mig”.

Det seneste år har Psyk-Infos EN AF OS ambassadører besøgt 15 skoler og har haft over 1300 elever og lærere i tale. Det foregår ved, at skolerne selv booker et arrangement.

- På nogle skoler har vi mødt 500 unge, og andre steder har det drejet sig om en klasse på 30 elever. Men uanset hvor stort eller lille forum, vi har været i, har det været kendetegnende, at der har været stor lydhørhed og ægte interesse, siger Dorthe Haslund Pape, konsulent i Psyk-Info.

Som en elev fra Brønderslev Produktionsskole siger: ” Det var spændende, og vi kunne holde opmærksomheden i lang tid, fordi det berørte os”.

- Vores ambassadører formår i den grad at skabe kontakt og tillid til eleverne. De taler det samme sprog som eleverne, og de har vist, at ”jeg er en af jer, men jeg har nogle udfordringer at tumle med”, siger Dorthe Haslund Pape.

De unge stiller spørgsmål via sms
Efter ambassadørernes oplæg har eleverne fra ungdomsuddannelserne mulighed for at sms´e deres spørgsmål. Sms-formen blev valgt, da det giver eleverne mulighed for at åbne op og få et personligt svar, uden at de ”skal stå til ansvar” overfor deres klassekammerater.

- Ofte vælger eleven at komme hen til os bagefter, så vi på den måde også får den direkte kontakt. Det typiske spørgsmål har været ”hvad skal jeg gøre – hvem kan jeg snakke med?”. Til det er ambassadørernes rolle at fortælle, hvad der har virket for dem. Psyk-infos rolle er at navigere hen til et relevant tilbud, fx til psykiatrisk skadestue. Hver gang uddeler vi informationsmateriale om psykisk sygdom, psykiatriens tilbud, tilbud i foreningsregi, rådgivninger o.lign. fortæller Dorthe Haslund Pape.

Yderligere informationer
Læs hvad nogle af skolerne skriver om Ungepakken og se foto her.
Læs mere om ambassadørerne her.

Fotooplysninger: Frederikshavn Handelsskole med EN AF OS ambassadørerne, Frederikke Vejby.