Nyheder

19.04.2018

PUST UD: tilbud til familier og børn, der er ramt af en spiseforstyrrelse

Pust Ud er et tilbud i LMS, hvor børn og unge, som er ramt af spiseforstyrrelser, kan komme og være nogle timer i vores aktivitetshus Stuen48 i København.

I aktivitetshuset vil man blive mødt af fagpersoner og frivillige, som vil være nærværende og til stede for deltagerne. Det er også dem, der står for at organisere aktiviteter i og uden for huset. Hensigten med aktiviteterne er at lave et fællesskab, der er trygt for alle, og som også gerne må være sjovt.

Pause fra hverdag

Livet med en spiseforstyrrelse i familien kan være meget belastende. En spiseforstyrrelse kan slide hårdt på hele familien og gøre det svært for forældrene at passe både parforhold, arbejde, venner og fritidsinteresser – og søskende. Det kan være vanskeligt at få den hjælp, som man har brug for som forældre, da der sjældent tilbydes aflastning og hjælp fra den kommune, man bor i.

Pust Ud er således en pause fra en hverdag, hvor spiseforstyrrelsen kan fylde meget.

Det er gratis, og man kan bruge tilbuddet, så meget man har lyst til. Nogle familier har måske brug for Pust ud én gang, mens andre har brug for at bruge tilbuddet flere gange.

Pust Ud foregår i LMS Stuen48 på Dronningens Tværgade 48, 1302 København K.

Læs mere på Pust Ud