Vi vil gerne tale åbent med vores nære kollegaer om, hvordan vi har det. I en ny undersøgelse foretaget af Epinion for landskampagnen EN AF OS svarer næsten tre ud af fire danskere, at de er uenige eller meget uenige i, at de helst ville undgå at tale med deres nære kollega om vedkommendes psykiske lidelse.
”Åbenhed og et godt forhold til sine nære kollegaer er vigtige elementer for et sundt, psykisk arbejdsmiljø, men selvom de fleste gerne vil tale med deres kollegaer om psykisk sygdom, er for mange i tvivl om, hvordan de gør det. Over halvdelen af danskerne er i tvivl om, hvorvidt det er ydmygende for deres nære kollega at tale om psykiske lidelser, sikkert fordi der stadig eksisterer mange tabuer og fordomme på mange arbejdspladser i Danmark,” siger Johanne Bratbo, projektleder for EN AF OS-kampagnen og fortsætter:
”Vi ser i undersøgelsen, at kvinder i højere grad end mænd gerne vil have åbenhed om psykisk sygdom på arbejdspladsen, og flere mænd undgår at tale med deres kollegaer om, hvordan de har det. Det er mere tabubelagt for mænd at tale om deres psykiske problemer på arbejdsmarkedet, og derfor er det særligt vigtigt have fokus på, hvordan det kan blive lettere for mændene at bryde tavsheden med kollegaerne, for mænd reagerer erfaringsmæssigt ofte alt for sent på deres symptomer,” siger Johanne Bratbo.
Kun 12 % af kvinderne svarer direkte at de er enige i, at de helst vil undgå at tale med deres kollega om vedkommendes psykiske lidelse, medens tallet er 16 % hos mændene.
Hvordan takler man psykisk sygdom på arbejdspladsen? Selvom langt de fleste af os foretrækker åbenhed om psykisk sygdom på arbejdspladsen, er dette dog langt fra tilfældet på mange arbejdspladser. Undersøgelsen viser nemlig, at 38 % er i tvivl, om en af deres nære kollegaer har eller har haft en psykisk sygdom.
”Det høje tal kan skyldes, at det kan være meget svært at tage snakken med sine kollegaer. Selvom langt de fleste foretrækker åbenhed om psykisk sygdom på arbejdspladsen, har mange svært ved at tage det første skridt og få indledt samtalen med kollegaen, som har det svært. Tillid mellem leder og medarbejder er altafgørende for et sundt psykisk arbejdsmiljø. Det handler om at skabe en kultur, hvor man som medarbejder føler sig tryg og accepteret og ved, at der er en vis rummelighed. Det har en forebyggende effekt at italesætte tabuerne, og der er heldigvis flere og flere arbejdspladser, der begynder at tage emnet alvorligt”, siger Johanne Bratbo.
EN AF OS har sammensat en række gode råd til, hvordan man som kollega kan tage det første skridt og bryde tavsheden om psykisk sygdom:
EN AF OS-kampagnen har siden 2011 sat fokus på afstigmatisering af psykisk sygdom i Danmark og vil fortsætte frem til 2016. Bag kampagnen står en række partnere, der omfatter Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, regionerne, TrygFonden, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold, Psykiatrifonden, PsykiatriNetværket og KL
For yderligere information kontakt: