Nyheder

11.10.2016

EN AF OS er vært for den næste internationale stigmakonference

EN AF OS kan med glæde synliggøre, at vi sammen med World Psychiatric Association's Stigma Section er vært for den næste internationale stigmakonference, som afholdes i DGI-byen i København den 20.-22. september 2017. Der er nu åbent for tilmeldinger og indsendelse af abstracts via konferencens hjemmeside www.againststigma2017.com. Vær opmærksom på, at deltagelse er billigere, hvis man tilmelder sig inden den 28. februar 2017.

På hjemmesiden findes også en flyer, som kan downloades og sendes ud i netværket.

Vi håber meget, I vil være med til at bidrage og udbrede kendskabet til konferencen!

Formål med konferencen

Der er behov for at udbrede kendskab til forskning og praksisorienteret viden om stigmatisering og afstigmatisering, og hvilke metoder der er virksomme – samt hvilke der ligefrem kan have den modsatte effekt – i en afstigmatiseringsindsats. Konferencen, som er den 8. i rækken på initiativ af World Psychiatric Association’s Stigma Section, vil bidrage til dette og inspirere til nye aktiviteter og projekter på området såvel som fremme netværksdannelse på tværs af nationer og professioner blandt interessenter på området.

Der vil være tre niveauer af formidling på konferencen:

1.     Anvendelse af praksisorienteret viden

2.     Stimulering af forskning i uløste problemstillinger

3.     Præsentation af praksiseksempler på afstigmatiseringsindsatser til motivation og inspiration, så deltagere vil reflektere over egne muligheder for at yde en afstigmatiseringsindsats

Målgruppe

Konferencen er relevant for fagpersoner, forskere, afstigmatiseringsindsatser, politikere, mennesker med egen erfaring med psykisk sygdom, pårørende til mennesker med psykisk sygdom samt andre med interesse for området.