Ta' fat i stedet for at give slip!

Spiseforstyrrelse

Der skulle en meget vedholdende mor til, før 23-årige Kristina Nielsen erkendte, at hun havde alvorlige psykiske problemer og fik hjælp og behandling.

Kristina Nielsen er en helt almindelig pige, som de fleste. Sådan har det ikke altid været.

”Udadtil var jeg en glad pige, men indeni voksede følelsen af at være ked af det. Mine forældre var skilt, min lillebror syg med astma og de andre piger i klassen, drillede mig, fordi jeg var buttet. Mit selvværd var helt i bund.”

Det blev starten på en længere sygdomsperiode med spiseforstyrrelse og selvskade. For Kristinas mor, Dorte Nielsen, var det svært at finde den rigtige måde at hjælpe sin datter på.

”Jeg kunne se, at Kristina var trist og havde det svært. Hun forandrede sig. Fra at være den udadvendte pige med mange venner, isolerede hun sig og lukkede sig mere og mere inde på sit værelse. Jeg forsøgte flere gange at spørge ind, men fik svaret, at alt var fint. Til sidst tog jeg over, og sagde: Jeg er bekymret for dig. Jeg kan se, du har det skidt og har brug for hjælp. Det er vi nødt til at snakke med din læge om.”

Kristina fik diagnosen spise forstyrrelse og kom i behandling. Det blev et længere behandlingsforløb med både op- og nedture, indtil Kristina til sidst fik en psykolog, som hun følte forstod hende og kunne hjælpe hende videre for alvor. Undervejs fulgte skyldfølelsen over datterens psykiske sygdom. Og derefter skammen over for omverdenens reaktion.


”Det var ikke noget, vi talte åbent om blandt familie og venner, og det gjorde det hele sværere. Og så følte jeg mig ansvarlig for Kristinas sygdom,” husker Dorte Nielsen tilbage.

”Det hele blev meget lettere, da jeg valgte at være åben om Kristinas psykiske problemer. Jeg er stolt af min datter. Stolt af alt det hun er og indeholder. Vi er gode til at anerkende det, vores børn gør. Men vi glemmer nogle gange at anerkende dem, for hvem de er.”

I dag ser livet anderledes ud for Kristina Nielsen. Hun arbejder fuldtid som butiksassistent i Kop & Kande, bor i egen lejlighed, spiser normalt og har et godt liv. 

”Jeg kæmper stadig med gode og dårlige dage, men jeg ved, at min mor altid er lige bag ved mig, klar til at hjælpe, hvis jeg har brug for det.”


Kristinas og Dortes seks gode råd til forældre og pårørende:

  • Tag fat i hinanden, og være ikke bange for at give udtryk for din bekymring.
  • Hold fast i din bekymring, og giv ikke op, selv om du bliver mødt med en afvisning.
  • Søg hjælp og viden. Stå ikke alene med det i familien.
  • Vær åben og tal også om de svære tanker og situationer.
  • Glem ikke at være familie, og lad ikke sygdommen tage over.
  • Husk, at du er forælder først – ikke behandler.