DR og EN AF OS vil udfordre grænsen mellem gal og normal

I to tv-programmer blæser DR og landskampagnen EN AF OS sammen til kamp mod den uvidenhed og de fordomme, som mennesker med en psykisk sygdom dagligt må kæmpe med – oveni de udfordringer deres sygdom giver.

I to programmer, ”Gal eller normal”, møder vi ti mennesker, hvoraf fem af dem har en psykisk sygdom. Men kan programmets tre eksperter – og ikke mindst tv-seerne – gætte hvem, der har hvilken diagnose?

Alle 10 deltagere bliver udsat for udfordringer, som er specielt designede til at være særligt udfordrende for mennesker med psykiske lidelser. Men hvornår er deltagernes opførsel tegn på psykisk sygdom, og hvornår er der blot tale om karaktertræk?

”Hvis det ikke er muligt for eksperterne at gætte hvem, der er hvem, hvordan skulle alle vi andre så kunne gætte, hvem der har en psykiatrisk diagnose, når vi vurderer mennesker på arbejdet, til familiefester eller går på gaden?,” siger Peter Qvortrup Geisling, som er kendt som DR’s tv-læge og står bag programmerne.

Ved ikke at afsløre hvem af de ti mennesker, der lider af en psykisk sygdom, lægger programmerne op til, at både seerne og eksperterne får udfordret deres fordomme. For skiller en person med en psykisk sygdom sig så meget ud, som fordommene siger?

Massiv indsats

I forlængelse af landskampagnen EN AF OS, som varer fem år, øjnede DR’s tv-læge Peter Qvortrup en oplagt mulighed for, at DR kunne sætte positivt fokus på det psykiatriske område og udbrede større viden og forståelse på området. Og ifølge EN AF OS-kampagnens formand, Martin Lund, som til daglig er psykiatridirektør i Region Hovedstaden, er det præcis, hvad der er brug for.

”Ved at gøre os alle sammen klogere, skal det blive lettere at leve med en psykisk sygdom. Det kan være svært nok at have en psykiatrisk diagnose. Men ekstra svært, hvis man også skal mødes med fordomme og uvidenhed,” siger Martin Lund, formand for EN AF OS kampagnen.

Samarbejdet har indtil videre båret så meget frugt, at den oprindelige plan om to udsendelser af hver en halv times varighed nu er blevet til to programmer, som hver kommer til at vare en time i bedste sendetid.

”Med de to programmer får kampagnen og dens budskab en enestående eksponering. Ikke alene fordi programmerne bliver sendt i primetime, men også fordi optagelserne virkelig viser deltagerne med deres individuelle personlighed i en social sammenhæng, hvor sygdom og symptomer ikke er de dominerende kendetegn,” siger Martin Lund.

”Gal eller normal” bliver sendt på DR1 mandag den 14. maj og mandag den 21. maj begge dage klokken 20.00. Foruden de to programmer, vil DR og landskampagnen EN AF OS i de to uger sætte massivt fokus på behovet for at udfordre fordomme omkring mennesker med psykisk sygdom på både tv, radio og nettet.

Bag landskampagnen EN AF OS står Det Sociale Netværk af 2009, PsykiatriFonden, TrygFonden, regionerne, Danske Regioner, KL, Socialministeriet og Sundhedsstyrelsen.

 

For yderligere information kontakt:

  • Martin Lund, formand for Landskampagnen EN AF OS, tlf. 45 11 20 02 eller mail: martin.lund@regionh.dk
  • Johanne Bratbo, projektleder for EN AF OS-kampagnen, tlf. 35 47 57 47 og mobil 40 89 27 29 eller mail: jb@en-af-os.dk
  • Peter Qvortrup Geisling, DR’s tv-læge, tlf. 21 48 86 05 eller mail: pqr@dr.dk