Digitale medier baner vej for ny åbenhed om psykiske sygdomme

For mere end halvdelen, der lider af en psykisk sygdom, gør de sociale medier det lettere at søge råd og spørge om hjælp. Og 37 pct. af den danske befolkning bruger internettet som primær kilde til information om psykiske lidelser. Det viser nye tal fra landskampagnen EN AF OS, som har til formål at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark.

En ny befolkningsundersøgelse, foretaget af EN AF OS, viser, at 37 procent af danskerne har deres primære viden om psykiske sygdomme fra internettet. Og den tendens bekræftes i en rundspørge, som EN AF OS har foretaget blandt 1500 personer, der enten har eller har haft en psykisk lidelse. Panelundersøgelsen viser, at digitale medier såsom Facebook og online chatrådgivning spiller en vigtig rolle i at skabe mere åbenhed omkring psykisk sygdom. Således tilkendegiver 51 procent af de adspurgte, at de sociale medier gør det lettere for dem at søge råd og hjælp i forhold til deres lidelse. Og samtidig oplever to ud af tre personer med en psykisk sygdom en positiv følelse af at være i kontakt med andre, når de er på sociale medier såsom Facebook.

”Vi kan se, at en åben dialog og information på de digitale medier kan være med til at gøre op med tavshed, tvivl og tabu om psykiske lidelser. Det handler bl.a. om sociale medier som Facebook. På vores EN AF OS-side på Facebook har vi sammen med brugerne formået at skabe en åben og varm tone, der fremmer en respektfuld dialog – også hvis man er kritisk - og hvor man deler oplevelser og reagerer støttende, når nogen har det svært eller har haft succesoplevelser,” siger Johanne Bratbo, som er projektleder for EN AF OS-kampagnen.  

Anonym chatrådgivning populær blandt unge

Ifølge EN AF OS’ rundspørge mener hver anden person med en psykisk sygdom desuden, at anonym chatrådgivning vil gøre det lettere at tale om sin lidelse. Hos Livslinien, der dagligt rådgiver og hjælper mennesker, som har selvmordstanker eller oplever en personlig krise, lancerede man før sommerferien en anonym chatrådgivning, der har åbent tre dage ugen.  Indtil videre har resultatet været helt overvældende, og bestyrelsesformand for Livslinien, Morten Thomsen, fortæller, at de fremover vil sætte endnu flere ressourcer ind på chatrådgivningen.

”Vi er meget overraskede over, hvor mange, der efterspørger chatten. Når vi har haft den åben, har der været booket fuldt op, og folk har stået i kø for at chatte med vores rådgivere. Det, der overraskede os mest, var dog, at mange af dem, der bruger chatten, aldrig har søgt hjælp før – selv om de ofte havde meget alvorlige og akutte problemer. Det viser, at folk går alene og længe uden hjælp,” siger Morten Thomsen og fortsætter:

”Det er især de unge, der benytter chatrådgivningen, og vi tror, at erfaringen om nogle år vil være, at vi får fat i nogle grupper med chatrådgivningen, som vi ellers ikke ville kunne nå. Eftersom omkring 75 procent af alle psykiske sygdomme diagnosticeres hos folk, der er 30 år eller derunder, er det især her, man skal sætte ind, hvis man vil lave en forebyggende indsats. Derfor er vi også sikre på, at vi skal have meget mere chatrådgivning fremover – gerne i en grad, så vi kan have åbent hver dag.”

EN AF OS-kampagnen vil frem til 2016 sætte fokus på afstigmatiseringen af psykisk sygdom. Kampagnen er iværksat af en række partnere, der omfatter Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, regionerne, TrygFonden, Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold, Psykiatrifonden, PsykiatriNetværket og KL.

For yderligere information kontakt:

  • Johanne Bratbo, projektleder for EN AF OS-kampagnen, telefon 35 47 57 4735 47 57 47 og 40 89 27 2940 89 27 29 eller mail: jb@en-af-os.dk
  • Lena Møller, kommunikationskonsulent, ansvarlig for administration af sociale medier for EN AF OS, telefon 22 58 97 1822 58 97 18 eller mail: lena@lmcom.dk
  • Morten Thomsen, bestyrelsesformand for Livslinien, telefon 29 91 51 7829 91 51 78 eller mail: mt.livslinien@gmail.com