Psykisk sygdom i medierne

Analyserne i rapporten har taget udgangspunkt i, at tidligere forskning har vist, at den negative vinkel fylder relativt meget i mediers omtale af psykisk sygdom. I KORA’s analyse er stillet spørgsmålet om, hvorvidt samme billede findes i danske medier, og om der er sket ændringer i medieomtalen i de seneste år. Hvilke temaer dominerer, og hvilken vinkel har historierne relateret til psykiske sygdomme?

KORA’s medieanalyse, hvor man har sammenlignet mediebilledet i 2011 og 2015, har vist følgende hovedtendenser:

  • Historier om kriminalitet og psykiatrien (det psykiatriske behandlingssystem) udgør en lige stor andel af omtalerne i 2011 og 2015. Disse to temaer udgør tilsammen henholdsvis 65 og 70 % af medieomtalerne i de to år og er altså de helt dominerende temaer i medierne.
  • Samlet set er andelen af negative omtaler af psykisk sygdom mindre i 2015 end i 2011, men omtalernes vinkling af psykisk sygdom er både i 2011 og 2015 oftere negativ end positiv eller neutral.
  • Negative omtaler handler især om kriminalitet og psykiatrien; i begge tilfælde er der dog lidt færre negative omtaler i 2015 end 2011.
  • Unikke historier om kriminalitet udgør en større andel af mediehistorierne i 2015 end i 2011. I begge år har unikke historier om kriminalitet ført til flere omtaler end unikke historier inden for de øvrige tre temaer.
  • Webkilder/onlinemedier har bragt flest omtaler om psykiske sygdomme både i 2011 og 2015, men andelen er steget markant i den fireårige periode: fra 34 % i 2011 til 54 % i 2015. Samtidig ses der en bredere fordeling mellem forskellige udgivere i 2015 sammenlignet med 2011. Begge kan tænkes at afspejle en generel udvikling i mediebilledet og medievaner snarere end en specifik tendens for mediebilledet af psykisk sygdom.

Ud over en sammenligning mellem 2011 og 2015 viste en optælling af det samlede antal omtaler af psykisk sygdom i årene 2011-2015, at antallet af omtaler var stigende fra år til år i den treårige periode fra 2011 til 2014, men at der er sket et markant fald i 2015.

Personer med psykisk sygdom og pårørende som har deltaget i fokusgruppe oplever, at psykisk sygdom i medierne ofte – men ikke kun – knyttes til negative og stereotype karakteristika, og at de ofte har svært ved at identificere sig med disse. Fokusgruppedeltagerne oplever ligeledes, at stigmatiseringsgraden af psykisk sygdom er diagnoseafhængig, og at særlig skizofreni fremstilles stigmatiserende, hvilket i øvrigt understøttes af tidligere forskning. Det er generelt for fokusgruppedeltagerne, at de efterlyser en mere positiv og nuanceret fremstilling af psykisk sygdom i medierne – gerne fortalt af mennesker, som kender til området som fx mennesker med psykisk sygdom, pårørende eller fagpersoner.


 

Læs mere om undersøgelsen og download udgivelsen her: 

http://www.kora.dk/udgivelser/udgivelse/i13734/Psykisk-sygdom-i-medierne

Kontaktoplysninger:

  • Anja Kare Vedelsby, projektkoordinator, tlf. 30 45 01 04, mobil 24 83 66 33, email: akv@en-as-os.dk 
  • Nichlas Permin Berger, forsker i KORA i afdelingen for Evaluering og Innovation, email: nibe@kora.dk, mobil 26712382
  • Tobias Enné, Digital chef i Primetime, email: te@primetime.dk, mobil 28620977