Anmeldelse af børnebogen "Mor/far bipolar" af Ann-Dorthe Ellegaard Petersen og Mads Trier-Blom

”Mor/Far Bipolar” er skrevet af Ann-Dorthe Ellegaard Petersen og Mads Trier-Blom med illustrationer af Lotte Trier-Blom, Peter Maltha og Natalia Krasnianska.

Anmeldelsen er skrevet af ambassadør Michael. Michael har selv diagnosen bipolar type 2, og er far til to drenge på 11 og 13 år.

Jeg har to drenge, der ikke har en udpræget koncentrationsevne, og derfor kunne vi ikke gennemgå bogen slavisk. Derfor brugte jeg den som opslagsværk og inspiration til videre snakke om sygdommen. Der er så meget nyttig information, at man hurtigt glemmer noget. Derfor tænker jeg også, at jeg sagtens vil kunne gøre brug af bogen flere gange. Når vi snakker med vores børn om vores sygdom, vil vi her kunne få rigtigt mange ting med, som man ellers kunne glemme.

Den egner sig ikke som godnatlæsning, da der skal være rigelig tid for børnene til at tænke over, hvad der er snakket om. Der skal derefter være tid til en god snak. Så sæt god tid af. Emnet er hårdt, og derfor er der brug for refleksion og opfølgning - også dagene efter.

Osteklokken er en god metafor for voksne, men det er de færreste børn, der efterhånden ved, hvad en osteklokke er. Metaforen med skildpadden er til gengæld noget, der kan bruges herhjemme. Mine børn fik en større forståelse for, hvad en depression kunne gøre.

Det er en meget visuelt flot bog med flotte tegninger. Det er en velskrevet bog, måske tangerende til for velskrevet, men hvis man bruger den som opslagsværk og inspiration, så er der ingen ko på isen.

Jeg mangler, at der bliver kommet mere ind på, at man også kan være normalfungerende, selvom man er bipolar. Skylddelen kommes der lidt ind i, men jeg savner noget mere om netop det emne. Det fylder rigtigt meget - i hvert fald for mine børn.

Når alt kommer til alt, er det en bog, som jeg klart vil anbefale, og hvem ved, måske vores egne øjne også bliver åbnet.

Sekretariatet i EN AF OS giver også de varmeste anbefalinger til denne bog. En bog som er med til at skabe større åbenhed og fokus på at tale med børn om psykisk sygdom.


Bogen er udgivet af SIND Pårørenderådgivning med støtte fra Jascha Fonden. Du kan læse mere om bogen her.