Om håb

Håbet kom i mørket

Skrevet af EN AF OS-ambassadør Marianne Graversen

Jeg var 19 år gammel, da jeg fik min første diagnose – Udifferentieret skizofreni. Det var en voldsom melding lige pludselig at få smidt i hovedet. Og derefter begyndte der at ske rigtig meget. Jeg havde en indre ensomhed med selvskade, fordi jeg havde det svært, og det taklede jeg alene. Nu skulle jeg forholde mig til så meget ukendt og skræmmende. Jeg var kommet ind i psykiatrien. Det eneste jeg havde hørt om psykiatrien dengang, var da vi med min HF-klasse besøgte Ovartaci museet et par år før. Så det var en helt ny verden med medicin, lægesamtaler, indlæggelser, bosteder, bivirkninger og alt det der hører med. Det som skete inde i mig, var egentlig, at det jeg havde i forvejen, blev ved med at være der. Bortset fra, at nu havde jeg informationen om, at jeg var syg oveni. Det var åbenbart derfor, at jeg havde det svært, tænkte jeg dengang. Men det var ikke derfor, fandt jeg ud af 8 år senere. Det var pga. min barndom. Det var traumerne i min barndom, som gjorde, at jeg blev syg. Det var min reaktion, fordi det, jeg gik igennem, var alt for meget at håndtere. Det var årsagen til min selvskade, min skizofreni, min angst og min PTSD. Så alle mine tanker om at jeg var “syg i hovedet”, passede ikke. Jeg var bare et menneske, som ikke kunne være i det, som jeg var blevet udsat for.

På et tidspunkt var jeg rigtig dårlig, og det gik kun ned ad bakke for mig. Jeg blev indlagt en nat, efter halvanden måned alene i en lejlighed, med ren elendighed og intet andet. Lyset var gået ud for mig på det tidspunkt. Jeg havde intet tilbage. Det var slut for mig. Alt var så sort, som sort kan blive. Og der var ingen tegn på bedring overhovedet, og det havde der ikke været længe. Jeg lå nu i en seng på psyk. Der havde jeg ligget i 3 måneder. Jeg havde brugt alt i mig. Intet var tilbage. Jeg sov med mit tøj på om natten, for jeg havde ikke overskud til at tage det af om aftenen og på igen næste morgen. Jeg var begyndt at hviske, for jeg havde ikke overskud til at bruge min stemme til at sige noget. Mit liv eller “mit liv” var kommet dertil, hvor jeg ledte efter grunde til at holde ved, men dem var jeg for længst løbet tør for. Det liv jeg havde haft indtil da, var alt modsat end at være noget værd. Et af minderne om hvor lidt “mit liv” havde mening, var f.eks. da jeg var 21 år, hvor jeg ikke havde noget sted at bo i 3 uger. Så jeg sov på en madras i min mors stue. Når hun tog på arbejde om morgen kl. 7.30, var jeg ikke vågen endnu. Da hun kom hjem fra arbejde kl. 15.30 lå jeg stadig og sov i samme stilling. Derfor sætter jeg anførelsestegn, når jeg kalder det for “mit liv”. Et andet minde er alle de gange, hvor jeg har stået ved en vej og tænkt “Ved næste bil hopper jeg ud”. Og hvor frustrerende det var for mig, at jeg ikke havde det i mig at tage det sidste spring ud. Ud over kanten og væk fra det hele.

Jeg var 23 år, og der sagde jeg til mig selv: ”Jeg kan ikke mere. Det slutter nu.” Jeg følte ikke, at der var andre udveje for mig. Men der mødte jeg også håbet for første gang i mit liv. Håbet dukkede op og havde en udvej for mig. Håbet kom frem til mig lige i det øjeblik, hvor det var allerværst. Det kom med en lille stemme, som sagde til mig “Vent lige 5 min og se”. Jeg anede ikke, hvor den kom fra. Og jeg anede slet ikke hvorfor jeg skulle vente 5 min. Hvorfor skulle jeg blive i det helvede, jeg var i, bare 5 min mere? Det gav jo ingen mening overhovedet. Men jeg blev alligevel lidt nysgerrig, for hvad det var for en stemme, og for hvad der ville ske om 5 min? Så jeg valgte at vente. Og da de 5 min var gået, kom den lille stemme tilbage og sagde “Vent lige 5 min mere”. Og det blev den ved med. Og efter nogle gange kunne jeg godt se, at hvis jeg brugte alle mine kræfter, så kunne jeg godt overskue 5 min ad gangen. Specielt i forhold til at komme igennem en hel dag. Jeg havde inderst inde ikke lyst til at forlade det her liv. Jeg havde bare mistet alt, og så ingen grund til at blive. Og jeg så stadig ingen grund til at blive, selvom jeg tog livet 5 min ad gangen. Men det gjorde mig lidt nysgerrig og det gjorde det mere overskueligt for mig at holde ud. Og selvom jeg følte mig alene, var der alligevel noget omkring mig. Det føltes godt og måske lidt trygt. Og når jeg ser tilbage ved jeg tydeligt at det var håbet som jeg mærkede ved min side. Den blev hos mig og sørgede for at jeg blev ved med at holde fast.

Dengang vidste jeg ikke, hvad det var, som kom frem, og hvad grunden til det var. Jeg tænkte bare, at jeg måske en dag ville finde ud af det. Måske ikke. Jeg fandt grunden, og nu er det 16 år siden. Meget er sket siden jeg tog livet 5 min ad gangen. Der har været mange rigtig svære år. Jeg havde jo fået at vide at jeg havde en kronisk sygdom, og jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg gik ned af gangen på det bosted, jeg boede på. Kigger ud ad vinduet og tænker: “Det er sådan her mit liv er. Jeg må acceptere, at jeg er syg og det skal jeg være resten af livet”. Det var en svær ting for mig at acceptere. Men jeg fik jo hele tiden af vide, at jeg aldrig kunne blive rask. Det var simpelthen ikke muligt, så jeg følte nok, at det var bedst for mig at acceptere det, når jeg ikke kunne ændre det.
Når jeg sidder her i dag, 7 år efter den dag på gangen, og tænker tilbage, bliver jeg så rørt, at tårerne løber ned. Og det bliver jeg, fordi jeg lige nu sidder og kigger ud ad vinduet. Vinduet i min egen lejlighed og kan tænke på “Dengang jeg var syg”. Jeg havde alle odds imod mig og jeg trodsede de odds. For jeg er rask i dag. Så meget er sket på de 7 år. Men jeg er rask. Og for 5 år siden åbnede dørene til livet sig for mig og bød mig velkommen. Jeg tog imod det med den største skræk. Jeg har aldrig været så bange, og jeg har aldrig været så spændt.

I dag har jeg stadig angst og PTSD. Det angsten gjorde, da jeg var syg, var at holde mig hjemme og lod mig leve i frygt. Og det har været et langt og hårdt arbejde at nå hertil, hvor jeg tager ud til alt det, jeg har lyst til. Og jeg tager min angst med mig i hånden. Jeg har mærket, hvordan angsten har holdt mig inde. Jeg har engang været indendørs i 5 måneder uden at komme udenfor. Så jeg føler, at jeg tydeligt kender forskellen på mørke og på lys. I dag er det lysten og behovet, der styrer. Jeg siger ja til oplevelser, før min angst overhovedet når at komme med sine ”hvad nu hvis’er”. Og det er det, som gør, at jeg mærker, at jeg lever. Nu lever jeg livet alt det, jeg kan. Udover angsten så genoplever jeg hver dag noget svært, jeg har været igennem i mit liv. Og jeg har mareridt næsten hver nat. Jeg har jo stadig min bagage med mig. Og alligevel nyder jeg det her liv, som jeg har fået lov til at være en del af. Det har jeg valgt at gøre, for det svære jeg har nu, er intet i forhold til hvad jeg har haft. Og så løfter det mig bl.a. også, at jeg bruger noget af min historie med humor. Det har jeg brug for, fordi det letter for mig, og det letter for andre at høre om det. Så det betyder meget for mig. Håbet kom frem igen, da jeg trådte ind i den her verden. Den støttede mig og sagde til mig “You can do this”. Og håbet kommer frem ofte. Det kommer frem i alle de dejlige mennesker, jeg har været så heldig at få lov til at møde og dele livet med. Det kommer frem i humoren. Og i smilene. I varme. I kærlighed. I omsorgen. I musik. I naturen. Ja selv på gaden. Det kommer frem i sejrsfølelsen, jeg får ved, at jeg lever og oplever. Ja jeg observerer alt i den her verden. Jeg har brug for at se det hele, tage det ind og tænke over det.
Jeg har stadig dage, hvor jeg føler, at jeg er intet værd. På de dage, holder jeg fast i håbet. Jeg åbner øjnene op for at se det, og mit behov for mærke det er større end ellers. Jeg har også dage, hvor jeg føler jeg kan klare hele verden. De dage ser jeg håbet og hilser på det med et smil.

Håbet kom og gjorde forskellen for mig, så jeg kunne kæmpe mig ud på den anden side og blive rask. Og det er ikke altid at jeg helt forstår at det lykkedes. Mindst én gang om dagen siger jeg til mig selv “Det her liv er simpelthen for vildt!” - Og det er både med en glæde og stadig en lille frygt. En rørende følelse, og en forvirrende følelse. Og en sejr. Jeg kigger op i skyerne og ud i verden og siger højt “I did it!”