Håbet kom med storken

Som 16-årig så jeg min bror dø for øjnene af mig. En skelsættende begivenhed, der kommer til at påvirke mig resten af mit liv. Tabet, og de traumer der fulgte med, ændrede mit liv fra at være en glad teenager til at gå helt i sort.

Som 16-åring havde jeg ikke værktøjer til at tackle det kaos, der opstod i kølvandet på ulykken. Jeg havde på det tidspunkt ikke skyggen af håb for fremtiden og livet, der lå foran mig. Så langt kunne jeg slet ikke tænke. Jeg overlevede fra dag til dag – primært ved at bedøve mine tanker og følelser med alkohol. Jeg blev voldelig og kom tit op at sloges i byen for at få frustrationerne ud. Jeg var ikke god for nogen på det tidspunkt, hverken mig selv eller andre.

En lærer fra efterskolen ringede til mine forældre, da jeg valgte at droppe ud, og sagde til dem, at de skulle indstille sig på, at med den måde jeg opførte mig på, så ville jeg nok ikke blive til noget – ikke få en uddannelse. Det satte en stædighed i mig. Jeg skulle vise dem, de tog fejl. I dag er jeg uddannet frisør og arbejder selvstændigt i et fleksjob, hvilket der er rigtig meget livskvalitet i for mig. Snakken og samværet med andre mennesker er vigtig for mig, det giver struktur og indhold i min hverdag og gør, jeg ikke så let falder tilbage i gamle dårlige mønstre med selvmedicinering mod min PTSD.

Jobbet er helt sikkert vigtigt og godt for mig, men den mest betydningsfulde og håbfyldte oplevelse for mig, er helt klart min datters fødsel. Da jeg første gang så hende på hospitalet, kunne jeg mærke en spirende følelse af noget godt inden i mig. Det var glæden og håbet, der blev vakt til live den dag, og min dejlige datter har været mit vigtigste faste holdepunkt siden.

Omkring det tidspunkt lige inden min datter blev født, havde jeg en samtale med mine forældre. Vi talte om, at det nu var tid til, jeg måtte vælge, om jeg ville fortsætte min udsvævende og halvkriminelle løbebane, eller jeg ville tage kampen op med min traumatiserede psyke og blive far for min datter. For at kunne være far for min datter, krævede det, at jeg fik professionel hjælp til de psykiske traumer, jeg havde efter ulykken. Jeg vidste, det ville blive en kamp, og at den ville blive hård. Jeg valgte kampen og livet med min datter med en stædighed, jeg har haft brug for mange gange siden.

Den første tid i behandling blev alting værre. Der blev ribbet op i alt det svære, og der kom ligesom ikke nogen forløsning. De professionelle gjorde deres bedste, men der var bare ikke helt hul igennem til mig. Først da jeg mødte den fysioterapeut og psykolog, som jeg svingede med, og som forstod, hvad jeg lige præcis havde brug for, gik det fremad. Her mærkede jeg håbet begynde at vokse. Håbet om, at jeg kunne få et liv igen, som jeg kunne holde ud at være i. Håbet om, jeg ikke behøvede alkohol til at dulme mine følelser, fordi terapien gav mig bedre redskaber til at deale med mine traumer. Og der med håbet om, at jeg gennem terapi og hårdt arbejde kunne blive far for min datter.

I dag elsker jeg rollen som far. Terapien har givet mig mange af de redskaber, jeg bruger til at tackle de bump på vejen, min PTSD giver mig. Min datter og redskaberne fra terapien holder mig oppe i denne svære coronatid, som trigger mange af mine gamle mønstre, fordi jeg ikke har mit arbejde at holde fast i.
Mit håb er i øjeblikket, at isolationen snart hører op. Den er rigtig svær at være i og ikke sund for mig.
Men snart kommer foråret igen, og med det håbet om et mere åbent samfund, hvor vi så småt kan begynde at mødes med mennesker igen og få en lidt mere ”normal” hverdag.