Om håb

Når håb bliver en byrde

Skrevet af EN AF OS-ambassadør Tore Christophersen

Håb er et ambivalent begreb for mig. På den ene side kan jeg sagtens se, at der er fordele i at håbe, men på den anden side er der langt dybere at falde, hvis jeg først tillader mig det; og min erfaring er, at jeg falder for ofte til, at det er hensigtsmæssigt for mig, at nære håbet.

Jeg er ikke den eneste, som viger fra håbet. Jeg har kendt en del mennesker, som har været ret pessimistiske, og dem er jeg selv iblandt. Jeg har ligefrem haft katastrofetanker, dvs. at jeg har forestillet mig de værst tænkelige udfald, jeg kunne forestille mig, og aktivt forventet dem. Og det giver mening til en vis udstrækning; jeg kan langt bedre håndtere en lussing, hvis jeg er forberedt på den, og hvis den ikke kommer, er det kun en positiv overraskelse. Omvendt er det et chok at få en lussing ud af det blå, og jeg har svært ved at håndtere chokket oven i smerten.

Men katastrofetanker er ikke vejen frem; i hvert fald ikke for mig. Det er for stressende at forvente de helt store mareridtsscenarier, så jeg erkendte for mange år siden, at jeg var nødt til at ændre min indstilling. Ironisk nok har jeg stædigt holdt fast i katastrofetankerne, bl.a. fordi så mange i det psykiatriske system har forsøgt at mase det naive håb ned i halsen på mig, for når jeg føler mig presset i en retning, jeg ikke kan identificere med, reagerer jeg typisk modsat og bliver stædig som et lille barn. ”De skal i hvert fald ikke bestemme over mig!”

Jeg synes selv, at jeg er ganske realistisk i dag. Jeg oplever i stærk grad, at ”pessimist” er noget visse optimister kalder én, når man ikke er villig til at svæve rundt på deres lyserøde skyer sammen med dem. Måske er jeg pessimist; men det kan jeg godt leve med, for det fungerer for mig. Det skaber stabilitet i mit liv at holde mig opmærksom og grundigt forberedt på potentielle nederlag. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skal skammes for det.

Jeg har haft en del psykiatriske diagnoser i mit liv. I øjeblikket har jeg tre: Aspergers syndrom (autismespektret), periodisk depression og generaliseret angst, og dertil oplever jeg socialangst og angstanfald. Jeg lever i en konstant balancegang, og realistisk pessimisme hjælper mig til at holde denne balance. Jeg siger selv, at jeg håber på det bedste og forbereder mig på det værste, men det er mest en talemåde. Jeg håber på det bedste på samme måde, som jeg håber på verdensfred, dvs. det er dét, jeg vil foretrække; det er dét, jeg godt kunne tænke mig. Men jeg nærer ikke håbet, for så bliver jeg slået for meget ud af balance af de skuffelser og nederlag, som nu engang hører livet til. Og det nytter ikke meget, at have alle de ”rigtige” positive tanker, hvis de forårsager depressive dyk og angstanfald.

Men selvom jeg oftest er blevet kaldt pessimist, er jeg også af og til blevet kaldt optimist, formodentlig netop fordi jeg holder mig opmærksom på både og; på fordele såvel som ulemper. Og det ved jeg ikke rigtig hvordan jeg skal forholde mig til, for det kan jeg ikke identificere med. Men det giver mig det indtryk, at hvor vidt man er optimist eller pessimist, afhænger mere af dem, man sammenligner sig med end af den attitude man har. Så måske lægger jeg for meget i begreberne. Og måske gør resten af samfundet det også.

Gennem hele mit sygdomsforløb er ”håb”, sammen med andre buzzwords som ”glæde”, ”lykke” og ”taknemmelighed” blevet smidt rundt på lykke og fromme, som om ordene i sig selv skulle have én eller anden form for magisk effekt på mit helbred. Og det har ikke kun været af velmenende venner og afmægtige familiemedlemmer, som brændende ønskede at støtte mig, men ikke vidste hvordan. Det har lige så ofte været af psykiatrisk personale; professionelle behandlere; mennesker, som havde til opgave at støtte mig og hjælpe mig til bedring. Og måske hjælper det andre. Måske er det bare mig, som er for tykpandet til at have hovedet i skyerne. Men når jeg sidder midt i min depression, og én eller anden sygeplejerske, som har skimmet de første linjer af min encyklopædi af en journal, fortæller mig at jeg ”fortjener at være lykkelig”, lyder det altså en anelse nedladende. For hvad hjælper det mig, at jeg fortjener at være lykkelig, når jeg er dybt fortvivlet? Når jeg dårligt nok kan huske, hvordan glæde føles? Og hvordan kan denne ene person egenrådigt tillade sig at beslutte, hvad jeg fortjener? Men hvis jeg formaster mig til at sige det højt, bliver jeg irettesat; for jeg skal jo huske at bevare håbet!

Det er ikke min hensigt at hakke på sygeplejersker. Langt, langt de fleste sygeplejersker jeg har mødt, har været dygtige, sympatiske, hårdtarbejdende og gennemgående kompetente mennesker, og det er altså ikke deres skyld, at de ikke har tid til at tage en ordentlig snak med en patient, som mangler nogen at tale ud til. Det er blevet sparet væk, for det er svært at måle og veje effektiviteten at social bekræftelse. Man kan i stedet få noget beroligende medicin, som man så senere kan blive kritiseret for at bede om, for det er jo vanedannende!

Jeg vil også tilføje, at det ikke kun har været sygeplejersker, som har formanet mig, når jeg har givet udtryk for en ”forkert” attitude. Det har også været psykologer, pædagoger og sagsbehandlere; og ca. samme andel på tværs af professioner. Min personlige hypotese er, at det er et kulturelt fænomen, som ikke har ret meget med ens uddannelse at gøre. Men måske burde det være en del af uddannelsen at holde sig varsom med formaningerne, når man arbejder med psykisk sårbare mennesker. Der er ingen, der får det bedre af at blive talt ned til, og om man er klar over det eller ej, har man som behandler en voldsom magt over sine patienter og ”brugere”. Hvis vi bliver uenige, er det Jer, der bliver lyttet til, for hvad ved sådan én som mig om mig selv? Jeg er jo psykisk syg, og I er professionelle fagfolk, så naturligvis ved I bedre, hvordan jeg har det, end jeg selv gør; det er klart.

Resultatet af at blive irettesat for min attitude har været rådvildhed. Vi lever i et samfund, som opfordrer til at bede om hjælp, når man har det svært, men når jeg har bedt om hjælp, har det været med formaninger, gruppepres og kritik af den måde, jeg oplever verden på; og i forlængelse deraf har jeg oplevet det som kritik af mig og min identitet. Der kan vi roligt snakke om at miste håbet, for det har været en ret desillusionerende oplevelse.

Hvis man som læser nu tænker, ”Han har nok bare været uheldig,” kan jeg supplere med, at jeg har været indlagt på psykiatriske afdelinger over tre omgange, tilsammen omkring 12 måneder, snakket med fagpersonale i fire forskellige afdelinger af distriktspsykiatrien i tre forskellige kommuner, været tilknyttet tre forskellige botilbud over lige så mange kommuner, været i tre beskæftigelsestilbud over to kommuner, samt været i kontakt med et væld af sagsbehandlere i samtlige disse kommuner. Hele systemet har været gennemsyret af ”at tænke positive tanker”, og jeg holdt til sidst op med at opponere imod det, for det hjalp jo ikke. Men jeg nægtede, og nægter stadig, at trille om på ryggen som en god lille vovse, for det kan simpelthen ikke passe, at jeg skal lade som om og spille positiv, og gå på kompromis med min ustabile identitetsfornemmelse, så de mennesker, som har til opgave at hjælpe og støtte mig, ikke er nødt til at bryde med deres ønsketænkning.

Det var først, da jeg mødte en behandler, som var villig til at tale til mig i øjenhøjde, at jeg kunne begynde at kravle ud af det hul, jeg følte mig tvunget til at gemme mig i. Hun kiggede mig i øjnene og sagde, ”Du har ret. Det er noget lort. Lad os finde ud af, hvad vi kan gøre ved det!” Dette er ikke et ordret citat, men det er den besked, jeg hørte, og en kolossal byrde faldt fra mine skuldre. For første gang blev jeg bekræftet i min egen oplevelse af mit liv. Jeg blev ikke bebrejdet min egen dårligdom.

Stille og roligt fra den dag er jeg gået fra manglende håb til accept. Jeg accepterer, at tingene er, som de er, og jeg arbejder mig stille og roligt i en retning, jeg kan forholde mig til, og så må vi se, hvor jeg når hen. Der er visse udfald, jeg hellere vil have end andre, og det hænder, at jeg bruger ordet ”håb”, men jeg nærer ikke håbet. Jeg anerkender, at håb hjælper rigtig mange mennesker, og det er rigtig godt; for dem. Men man kan ikke tvinge et menneske til at opleve den værdi, man selv ser i livet. Hvis jeg sidder i bunden af en brønd, nytter det ikke noget at kritisere mig for ikke at værdsætte den udsigt, man selv kan se fra overfladen. Uanset hensigten lyder det i mine ører som hån; og til tider tyranni.

På samme måde ønsker jeg ikke at bryde andre menneskers håb. Vi er for forskellige til en one size fits all attitude til livet. Der skal være plads til os alle; ikke mindst i det psykiatriske system, for hvis man ikke bliver mødt med anerkendelse, kan det være svært at tro på sin behandling. Det gælder om at finde dét, der virker for den enkelte og give plads til hinanden. Og det er ikke nok at sige, at der er plads til alle; vi skal huske også at give plads. Og så vil jeg slutte af med at sige, at jeg håber, jeg har vakt stof til eftertanke.