Da ikke sådan en som dig!

Posttraumatisk stresssyndrom - PTSD

Maria Bødiker er høj, slank og sund at se på. Hun ser stærk og velfungerende ud. Hendes tre børn ser stærke og velfungerende ud – og er det. De bor i en god lejlighed, der er lækkert indrettet i et af Aarhus' bedste kvarterer. Alt ser fint ud, og er det for så vidt. Der er bare den vigtige detalje, at Maria Bødiker lider af posttraumatisk stresssyndrom.

Posttraumatisk stresssyndrom er en lidelse, der medfører angstanfald, mental træthed, energimangel, søvnbesvær og fysisk uro. Kroppen er i overlevelsesgear, for den er på overarbejde. Lidelsen behandles med terapi og stresshåndtering. I visse tilfælde giver man angstdæmpende medicin. De fleste med lidelsen arbejder på skånevilkår, da tilstanden forværres meget under pres og stressede vilkår.

”Mine første symptomer kom da jeg fik mit andet barn. Jeg fik en efterfødselsreaktion i form af en mild depression, og jeg begyndte i et terapiforløb, der meget handlede om at blive mor for anden gang. Men det handlede jo om mere end det,” fortæller Maria.

Siden er det gået op og ned, som livet nu gør. Efter sin fødselsdepression begyndte Maria Bødiker at tage sin psykiske tilstand alvorligt. I mange år havde hun haft kræfter til at kompensere for den indre uro, som hendes psykiske lidelse giver hende. Hun holdt sig altid i gang for det hjalp på angsten. Eftervirkningerne af de traumer, hun havde fået i barndommen blev holdt i ave af fysisk træning, masser af aftaler, arbejde, børn og i det hele taget meget i gang på én gang.

”Men efter min anden fødsel sad angsten ligesom fast i kroppen. Jeg følte mig urolig, fik hedeture og kunne ikke sove. Jeg kunne pludselig ikke handle mig ud af det mere. Jeg havde simpelthen ikke energi nok til at holde angsten væk.”

Terapien har lært Maria Bødiker at passe på sig selv og sige til og fra. I dag er hun blevet bedre til at have overblik over, hvad hun rent faktisk magter, og hun er omhyggelig med ikke at påtage sig mere end det, for hun fungerer dårligt med stressbelastninger og ydre pres.

Hun læste til sygeplejerske, mens hendes børn var små. Hun har dog været sygemeldt i lange perioder. Lige nu er hun ledig, men tildelt til 20 timers fleksjob.

Mødet med andre

Fordomme fra andre møder Maria Bødiker desværre flere steder i sit liv. Hun er, hvad hun kalder ”nænsom” åben omkring sin lidelse, men har i arbejdssammenhænge følt sig decideret presset til at fortælle mere om sin tilstand, end hun egentlig havde lyst til. Efterfølgende  fjernede folk sig fra hende med en misbilligende attitude, for ”skulle hun ikke bare lige tage sig lidt sammen.”

”Jeg hader, når jeg føler mig presset til at skulle stå til regnskab i forhold til mit liv. Det føles bare så krækende, når det sker, og jeg øver mig i at sige fra over for det, men det er svært, fordi folk simpelthen ikke tror på mig. Jeg har ligesom min overflade og mit udseende imod mig.”

Maria Bødikers store ønske er at blive mødt, som hun er.

”Gid folk ville være mere åbne ved det første møde og uden så mange forventninger og krav, for det er så hårdt at leve op til, og det kræver så meget selvværd at springe op og falde ned på reaktionen.”

 

Maria Bødikers tre gode råd:

1. Øve sig i at huske, at folk med psykiske lidelser stadig er værdifulde, skønt de ikke lever over op til de gængse krav i vores samfund.

2.  Møde andre mennesker med nysgerrighed. Øve sig i ikke at være fordømmende. Huske, at man aldrig kender hele folks historie og huske at spørge sig selv om, hvad grunden mon kan være til, at folk har det, som de har det.

3. Ville ønske medierne tog mere ansvar for at skildre samfundets skæve eksistenser lidt mere nuanceret og realistisk. Folk, der har en psykisk sårbarhed, kan jo sagtens rumme noget utroligt værdifuldt.