Depression: Sygdommen eller gaven?

Som dementorer, der suger alle minder, godt humør, håb og grundlæggende glæde ud af én. Sådan beskriver Camilla Jespersen følelsen af depressionen, som familien og omgivelserne ikke kunne forstå eller acceptere. Camilla fik hjælp, og hun kan i dag vende den hårde nedtur til en styrke, så hun kan hjælpe andre i samme situation - blandt andet ved at fortælle sin inspirerende historie.

”Du skal altså til lægen skat…” – Det var de gentagende ord fra min kæreste. Vi var lige flyttet sammen i en lejlighed på 3. sal i centrum af Odense. Jeg skulle starte på HF og han på universitetet. Det var min drøm, som var gået i opfyldelse, da jeg siden 9. klasse havde villet flytte hjemmefra og fandt nu ud af, at jeg sagtens var i stand til at klare mig selv. Samtidig var mine forældre og jeg for tit uenige, så jeg så det som den bedste løsning. Så da dagen kom, var jeg nærmest lykkelig. Men lykken varede kort; min kæreste mindede mig om det løfte, som jeg havde givet ham, inden vi flyttede sammen. Jeg skulle til lægen, fordi han mente, jeg var syg.

Han fik ret. Efter utallige tudeture og lange snakke om mine følelser på godt og ondt fik han sparket mig af sted med løftet om at være bundærlig og virkelig fortælle min læge, hvordan jeg havde det. Noget jeg normalt aldrig var. Jeg gik altid med en maske på, fortalte altid, at alting gik fint, fordi jeg var bange for at blive mødt af ufølsomhed og uforståelse. Jeg vidste jo nok inderst inde, at der var noget galt, men det havde stået på så længe nu, at det næsten var blevet hverdag.

Men jeg gjorde det! Jeg holdt mit løfte og tog til lægen og var bundærlig. Min læge spurgte, hvad hun kunne hjælpe mig med, og jeg svarede ærligt og kort: ”Jeg vil gerne være glad igen”.

Jeg var på daværende tidspunkt landet i et stort sort hul, og jeg kunne ikke finde ud af at komme op igen. Jeg følte mig nytteløs, ked af det, trist, magtesløs, fejltolket, og jeg følte til tider, at livet ikke var værd at leve. Jeg gik rundt med en konstant negativ følelse i maven, og der skulle ingenting til at slå mig ud eller gøre mig ked af det. Det værste af det hele var: Jeg vidste ikke hvorfor, jeg havde det sådan, jeg kunne aldrig forklare mig – jeg var bare ked af det. Der var ingen grund. Det var små ting som et bestemt ord, et skænderi eller et blik fra en fremmed, som kunne udløse en gråd, der kunne blive ved i flere timer, hvor min kæreste som oftest magtesløs måtte holde om mig og prøve at trøste mig, indtil jeg var færdig – lige indtil den næste bombe ville sprænge.

Som et "Dementor"-angreb

Jeg har stadig utrolig svært ved at forklare folk, som ikke selv har prøvet det, hvordan det egentlig føles. Men jeg tror den bedste måde at give et billede på det er, hvis man forestiller sig at have været ude for et ”Demontorer”-angreb, som man ser det i Harry Potter-filmene, hvor disse ”Dementorer” suger alle minder, godt humør, håb og grundlæggende glæde ud af den, de angriber, og offeret bliver efterladt bange, magtesløs, trist og uden håb tilbage. Det er det bedste billede, jeg kan give af denne mentale sygdom, som hedder depression. 

Det var den sygdom, som jeg fik konstateret ved lægen sommeren sidste år. Depression.
Jeg husker, at da jeg kommer ud fra lægen, falder en kæmpe sten fra mine skuldre: Der var et ord for denne tristhed, der var noget galt, og jeg kunne få hjælp – det var ren lettelse. Den blev desværre hurtigt afløst af tanken om at skulle fortælle min familie det. 

Min familie er meget striks, konservativ og i min familie kan man fx ikke være stresset. Det er et ord, svage folk har fundet på, og man kan i den grad ikke være mentalt syg. Det er efter deres mening alt sammen et spørgsmål om at tage sig sammen og lade være med at pive. Deres holdning til psykiske sygdomme er, at det praktisk talt er noget vrøvl og selvforskyldt. Jeg har aldrig været opdraget til at man fortæller om sine følelser eller hvordan, man egentlig rigtigt har det. ”Fint”, var alt hvad de ville høre, så det var, hvad jeg fortalte.

Sandheden bag "fint"

Jeg var ofte skuffet over, at mine forældre ikke engang kunne læse mig og se det, der gemte sig bag ordet ”fint” – de har jo kendt mig hele deres liv? Hvis min kæreste kan læse mig som en åben bog – hvorfor kan de så ikke? Det var en frustration i mit hoved, og jeg tænkte længe over, hvad der skulle til for, at de så rigtigt på mig og bag det falske smil, men fandt aldrig på noget.

Så jeg ventede med at fortælle min familie det, og jeg fortalte det og i stedet kun til min kæreste og nogle enkelte veninder. Jeg håbede inderligt, at de piller, jeg fik udskrevet ved lægen, ville nå at rette op på hele situationen, og jeg kunne undgå at sige, hvordan tingene stod til.

Det skete desværre ikke. Faktisk fik jeg det kun dårligere, jeg kom hverken i skole, på arbejde eller fik lavet noget af det huslige arbejde, som følger med, når man bor selv. Jeg lå for det meste hele dagen i sengen. Enten inde i soveværelset eller på sofaen inde i stuen. Jeg blev angst for at være i blandt mange mennesker, jeg havde svært ved at sove, min søvn blev afbrudt af mareridt, og jeg vågnede nemt fem gange på én nat og de ting, som jeg havde drømt, satte sig fast i mig, så jeg var bange for at lægge mig til at sove igen og vende tilbage til mareridtet. 

Jeg fik vendt rundt på nat og dag og kunne kun lige overskue de mest nødvendige ting, som bare skulle gøres, og ellers sov jeg. 

Ingen forståelse

Mit fravær steg til over 50 %. Heldigvis var jeg i tæt kontakt med min studievejleder, som vidste, hvordan jeg havde det, og jeg blev derfor ikke smidt ud. Men jeg var godt klar over, at der snart skulle ske noget drastisk, for jeg kunne ikke længere følge med. Jeg prøvede at komme af sted, og det lykkedes nogle gange, men jeg måtte tage hjem igen, fordi der var alt for mange mennesker, og jeg følte mig rigtig utilpas i min klasse, som var begyndt at snakke om mig, hvorfor jeg var så meget væk, og om jeg ikke snart skulle smides ud. Der var ingen i min klasse, som syntes at forstå mig.

Min studievejleder havde forklaret dem alle situationen, men de var alle så uoplyste, at de ingenting vidste om sygdommen, og de så det som om, jeg var svag. Den eneste opbakning jeg fik, var fra en pige, jeg havde snakket med siden den første dag. Hun var sød og hjalp mig med opgaver, sendte mig lektier og status på, hvordan dagene gik i skolen.

Men jeg kunne godt se, at det absolut ikke gik den rigtige vej, så jeg besluttede at takke ja til tilbuddet om psykologhjælp ved lægen, men det krævede, at jeg fortalte min familie om min sygdom, da jeg ikke selv økonomisk havde råd til at betale de 318 kr., som det vil koste for en time.

Familiens reaktion

Da jeg skulle fortælle det til min familie, var jeg utrolig bange for deres reaktion, fordi jeg allerede godt vidste, at de syntes, det var noget pjat. Jeg fik den forventede reaktion, og de troede ikke rigtigt på det. Jeg forstod dem til dels godt, for jeg havde, i alt den tid jeg havde været syg, skjult det og gået med et stort smil. Men indeni græd jeg og ønskede bare forståelse og medfølelse – at de faktisk ville spørge mig om, hvordan det virkeligt gik med mig i stedet for at acceptere det forventede svar om, at alt gik fint.

Selvom de ikke kunne sætte sig ind i min sygdom og mente, at jeg bare skulle tage mig sammen, tilbød de at betale mine psykologtimer. 

Desværre kom jeg ikke i gang lige med det samme med mine timer, og jeg fik det stadig værre. Jeg valgte at droppe de piller, min læge havde udskrevet til mig, fordi jeg ikke kunne mærke nogen forandring. 

Jeg kunne slet ikke se mig ud af situationen længere, og det sled så hårdt på min kæreste, at vi besluttede os for at opsige lejligheden og flytte hjem igen. Vi blev enige om, at det nok ville være det bedste, selvom jeg ikke følte mig særlig velkommen hos mine forældre, men det var i håb om at rede det sidste af det forhold, som var tilbage og samtidig, at min kæreste ikke skulle stå med ansvaret for mig. Han turde ikke længere lade mig være alene.

Hjem igen

Efter jul flyttede vi hjem. Jeg stoppede på HF og havde det utrolig svært i den periode, fordi jeg slet ikke fik nogen forståelse fra min familie, og jeg følte, jeg skulle kæmpede to kampe. Kampen om at holde mig i live og kampen for at få min familie til at forstå, hvordan det er at være depressiv. 

Efter nogen tid begyndte jeg hos psykolog, og det hjalp mig til at forstå, hvad det var jeg gennemgik. Samtidig fandt jeg ud af, at min onkels nye kæreste havde gennemgået præcis det samme som jeg. Hun sagde til mig, at jeg var velkommen, og jeg takkede ja til tilbuddet om en kop kaffe og en snak. Hun sagde noget af det vigtigste, nogen overhovedet havde sagt til mig: ”Jeg ved, at lige nu er det ikke til at forstå, men der kommer en dag, hvor du ser tilbage og er glad for, at du har været syg.” 

Hun var den første i min familie, som viste medfølelse og troede på, at jeg nok skulle blive rask. Det var sådan en dejlig følelse at vide, at så var der i hvert fald én, som vidste, hvordan jeg havde det.

Som tiden gik, fik jeg fortalt alle mine venner og veninder, hvad jeg fejlede, og hvorfor tingene var sket, som de var. Jeg kunne godt mærke, at ikke var nogen, som forstod mig 100 %, men jeg kunne også mærke, at de var der for mig og ville hjælpe. Det var en forløsning. Lige pludselig var det ikke kun min kæreste, men mange flere som, faktisk bakkede mig op. 

Men selv med al den opbakning skete der ikke de store ændringer. Jeg var stadig ked af det. 
Jeg besluttede mig for at besøge min nye læge i Svendborg. Hun havde fået min journal fra Odense, og udskrev en ny recept på nogle andre piller.

Op-turen

Også skete det lige pludselig. Det hele vendte, da jeg havde aftalt med en god veninde at tage toget til Valby og besøge hende. Jeg skulle være der i to dage, og det hele var en kæmpe prøvelse for mig. Jeg var nemlig begyndt at hade offentlig transport, da der altid var så mange mennesker, og jeg havde ikke sovet sammen med andre end min kæreste i rigtig lang tid. Men jeg tog udfordringen op, og alt gik fantastisk godt. Jeg havde den skønneste tur længe. Jeg var stolt af mig selv, fordi jeg klarede det hele, og det var så rart at gennemføre noget. 

Jeg kom hjem til Svendborg igen, og fra den dag fik jeg det langsomt bedre. Pillerne gjorde, at jeg nu kunne sove om natten, og det hjalp på mit humør. Jeg havde lige pludselig hele dage uden at være ked af det, og angsten for store forsamlinger af mennesker forsvandt langsomt. Det gjorde, at jeg nu kunne tage i byen som en hver anden 18-årig pige og faktisk have det sjovt.

Jeg fik en periode på næsten en måned, hvor jeg bare var glad – den grundlæggende følelse indeni mig var glad. Jeg var lykkelig, jeg var så taknemmelig og glad for bare at være glad. Alt gik godt i den periode. Jeg efterlevede mine forældres krav, jeg lærte mig selv bedre at kende ved psykologen, jeg havde de bedste dage med min kæreste, de hyggeligste timer med mine venner og veninder, og alt var fantastisk.

Tilbage til virkeligheden

Nu skriver jeg det i datid, fordi det ikke varede for evigt. Jeg blev trist igen, men denne gang var det ikke på samme måde, og jeg var langt bedre til at tackle det ved at gøre brug af det, jeg havde lært hos psykologen. Jeg valgte at se positivt på det og sige, at jeg, med den optur jeg lige havde gennemgået, vidste, at det kunne lade sig gøre igen – i stedet for at se det negativt, som at jeg aldrig ville komme op fra det sorte hul.

Så her er jeg nu, sidder midt om natten og skriver min historie fordi, hvad jeg manglede allermest under hele denne rutsjebanetur, var nogen, der kunne fortælle mig, at jeg ikke var alene! Nogen, der kunne fortælle mig deres oplevelse. Jeg fandt min onkels kæreste, men der gik alt for lang tid. Jeg håber, at jeg, med denne historie om en så sårbar del af mit liv, kan hjælpe andre, som står i den situation, jeg stod i sidste sommer. Jeg ved, at det lyder helt åndsvagt, men jeg gentager min tante: ” Jeg ved, at lige nu er det ikke til at forstå, men der kommer en dag, hvor du ser tilbage og er glad for, at du har været syg.” For det gør der!

Jeg føler, selvom jeg langt fra er rask endnu, at min depression har givet mig så meget igen. Jeg har lært at sætte pris på de helt små ting. Jeg har lært, at jeg er stærkere, end jeg selv tror, og at jeg godt kan kæmpe mig igennem en sygdom. Jeg har lært at acceptere (med hjælp fra psykologen), at halvdelen af min familie ikke forstår det helvede, det er, og nok aldrig kommer til det. Jeg har lært mig selv at kende, og jeg ved nu, hvor jeg skal sætte mine grænser, så jeg stadig er tilpas. Jeg har lært at læse andre mennesker og kan nu se, hvis de ikke har det godt og hjælpe dem. De ting er der nogle mennesker, der aldrig lærer, men jeg tror på, at de, der gør, får meget mere ud af deres liv, og det er en gave.

Jeg er klar til at kæmpe den sidste del af kampen, og jeg skal nok komme igennem den.

Fordi jeg kan.


Skrevet af:

Camilla Jespersen