Det er min kamp - det betyder, at jeg skal kæmpe

 

Camilla Mille, snart 23 år og er sygemeldt med depression – velkommen til min personlige historie! 


Min depression startede i vinteren 2013. Jeg tog til lægen og fik at vide, at det var en depression, jeg havde – og jeg havde haft det sådan et par gange før i mine tidlige teenageår. I mine tidlige teenageår var det dog lidt anderledes, fordi jeg altid var ret trist, og jeg brugte enormt meget tid på computeren. Jeg husker lidt tiden som, at jeg sidder ved computeren i total mørke, bortset fra lyset fra computerskærmen. Jeg har aldrig – de tidligere gange – været ved lægen og få det diagnosticeret – i vinteren 2013 var første gang. Jeg gik dengang på HF, og jeg talte med min lærer om det også, så de vidste hvad der foregik. Jeg var 1½ år inde i mit HF-forløb. Jeg har holdt godt fast i min skole, selvom jeg havde et par dage, hvor jeg virkelig havde det skidt i hovedet – det var grunden til, at jeg fortalte min lærer det. Jeg havde haft talt med min læge om psykolog, og jeg fik en henvisning, men jeg var ikke klar, og havde egentlig heller ikke råd, da jeg på det tidspunkt boede for mig selv, og havde en ret stram økonomi i forhold til at skulle betale så mange penge hver gang for at snakke med en psykolog. Jeg fik det derfor ikke bearbejdet.

Jeg fik efterfølgende job, som jeg holdt rigtig meget fast i. Det var mit holdepunkt. Et job, jeg var enormt glad for, fordi jeg kendte dem i forvejen, og jeg begyndte at blive ret tæt med min chef, som havde prøvet det samme med sin mor – som jeg har med min.

Min mor drikker for meget, og har gjort det igennem nogle år efterhånden. Jeg har ingen tidsfornemmelse af, hvor lang tid, men det har – mindst – stået på i 4-5 år, gætter jeg på. Jeg har haft et enormt godt forhold til min mor, fordi vi lavede rigtig mange ting sammen, og jeg fortalte hende alt – stort set. Vi havde dog stadig punkter, hvorpå vi virkelig kunne blive enormt irriteret på hinanden, men vi var alligevel tætte, følte jeg.

Da jeg blev sagt op fra mit gode job startede ræset. Jeg havde søgt ind på pædagogseminariet i Slagelse, og jeg boede i Odense. Jeg havde store planer om at skulle flytte derover, fordi jeg havde brug for at komme væk fra det hele. Min mor og jeg havde et enormt stramt forhold – eller det begyndte det i hvert fald at blive, og jeg havde bare brug for at komme over til Sjælland og bo, og være hos mine venner og veninder. Jeg tog derover dagen før jeg skulle starte i skole, og jeg havde aftalt, at jeg kunne bo hos min veninde indtil jeg fandt mit eget. Vi tog ned for at træne, og da vi var færdig, tog vi hjem i bad. Herefter sad vi bare med hver sin computer, og jeg begyndte bare at tude. Tankerne kørte for fuld skrue, og jeg havde det ret svært med, hvad jeg lige havde gang i. Jeg plejede at være nervøs, når jeg skulle starte skole, men absolut ikke sådan her. Det var helt anderledes, og det kan ikke beskrives, men det føltes forkert. Jeg havde svært ved at skulle fortælle min veninde det, fordi jeg selv tænkte ”Argh, come on! Giv det dog lige en chance”, men jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle give det en chance – det var helt forkert. Jeg fik det sagt til hende, og hun sagde det samme til mig som jeg havde sagt til mig selv i hovedet, men jeg holdte fast. Samme dag som jeg kom, tog jeg så hjem igen.

Herefter stod jeg og havde absolut ingen planer for mit liv. Jeg havde en depression, som jeg ikke havde fået bearbejdet, og nu væltede alting. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg skulle med mit liv, og det ligner overhovedet ikke mig. Jeg har det bedst med, at jeg har nogle planer for, hvad jeg gerne vil, og nu stod jeg tilbage – alle mine planer var faldet fuldstændig til jorden. Jeg havde en måned, hvor jeg havde det værre end nogensinde før, og jeg havde bare lyst til at dø – jeg havde jo ikke noget, jeg ville med mit liv – eller jeg vidste ikke hvad jeg ville med mit liv. Jeg søgte job samtidig med jeg gik og havde det enormt skidt, fordi jeg jo gerne ville i gang med noget nyt – finde ud af, hvad jeg egentlig gerne ville, og her var et opslag fra mit fitnesscenter, og jeg kom til samtale som gik okay. I første omgang fik jeg det ikke, men efter en uges tid fik jeg så tilbudt job, og jeg var enormt skræmt. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige ”ja” eller ”nej”, hvilket absolut ikke ligner mig. Jeg elsker at arbejde, og nu havde jeg fået lov at kunne arbejde det sted, hvor jeg bruger min fritid. Jeg sagde ”ja tak”, men jeg måtte hurtigt indse, at jeg ikke kunne klare det i mit hoved. Jeg nåede – igen – ikke at starte, fordi min krop og mit hoved gik helt i selvsving. Herefter tænkte jeg lidt ”jamen det er jo også bare rengøringsjob, mon det er derfor”, og sådan. Jeg fandt undskyldninger for, at jeg gik i selvsving. Jeg holdte en pause med at søge job, men begyndte herefter igen, og kom til to jobsamtaler. Den ene jobsamtale gik rædsomt. Jeg brød selvfølgelig sammen til jobsamtalen, og den anden samtale gik enormt godt, og jeg tænkte ”dér skal jeg være ansat”. Da dagen kom, og jeg skulle have svar på jobsamtalen, som jeg synes gik godt, så kom følelsen og uroen igen. Jeg synes absolut ikke, det kunne passe, at det nu skulle ske igen – samtalen gik jo forrygende, og de var så søde, så hvorfor skulle jeg reagere sådan? Jobbet blev ikke mit, hvilket jeg jo var lettet over.

Herefter stoppede jeg jobsøgningen endnu en gang, og jeg havde det enormt svært med, at jeg nu måtte erkende, at jeg havde et problem, der var større end nogensinde før, og jeg nu var nødt til at finde en plan for, hvordan jeg skulle kunne komme videre med mit liv. Planen blev hurtigt lagt. Jeg havde to idéer. Enten plan A som gik ud på, at jeg skulle give det en sidste chance, og gå imod mine tanker og krop, og forsøge endnu en gang med bare at sparke mig afsted til det job eller studie, jeg nu måtte begynde på. Enten ville det gå okay, ellers ville jeg falde endnu mere i sort hul. Jeg beskriver det som at tage chancen og gå et skridt frem, og risikere at falde to skridt tilbage. Derudover var der plan B som gik ud på, at jeg skulle tage det roligt, sluge min stolthed, søge kontanthjælp (ja, jeg havde levet af mine opsparede penge hidtil), blive sygemeldt, få gang i noget psykolog og så satse på at kunne starte studie til sommer. Denne plan beskriver jeg som at tage ét skridt tilbage, og gå to skridt frem med tiden. Jeg valgte plan B, fordi jeg ikke kunne overskue flere nederlag, og jeg er mest til det mere ”safe choice”. Jeg er nu nået hertil, hvor jeg er sygemeldt, og jeg skal snart snakke med min læge omkring psykolog eller psykiater, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg har haft det rigtig stramt med at skulle igennem alt det med kontanthjælp og den slags, men jeg har heldigvis haft en rigtig god støtte i min moster, fordi jeg har nogle forældre som nok ruller lidt på øjnene af det, de ikke kan forstå, så derfor ville jeg have en med som vidste, hvad jeg ønskede, og hvad målet var for mig, og som kunne hjælpe mig, hvis jeg pludselig gik helt i ged. Jeg lyver, hvis jeg siger, at jeg ikke fik tårer i øjnene igennem mit mareridt med kommunen. Jeg havde det enormt svært med det.

Jeg har fået at vide af min studievejleder – og min moster, at jeg ikke skal stresse med at komme i gang igen, men at jeg bare skal koncentrere mig om at blive ”rask”, og det har jeg nok brug for, at nogen banker mig i hovedet, og beder mig at slappe lidt af – for jeg vil jo så enormt gerne videre med mit liv, og ud af det her, og i gang med uddannelse. Jeg har – i de seneste måneder – fundet ud af, at min plads er i en butik. Jeg blev total glad for at stå i butik, da jeg havde mit gode arbejde, og det er dét, jeg skal – heldigvis er målet ikke så langt væk, så det hjælper på det. Nu ved jeg hvad målet er med uddannelse. Jeg drømmer om at få min egen butik eller være butikschef indenfor noget bolig/isenkram eller tøj. Jeg ved nu, hvad målet er med min sygdom, og jeg ved, hvilke skridt, jeg skal tage. Jeg ved, at det sværeste nu – bliver at skulle tage skridtet til psykolog/psykiater, men jeg ved også, at det bliver noget, jeg virkelig har brug for – så jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg bliver enormt glad for det.

Herudover har jeg store planer om at skulle flytte for mig selv igen, da det kan hjælpe mig et rigtig godt skridt hen imod mit mål om at blive rask. Jeg har brug for at komme tilbage i mine trygge rammer igen som jeg havde, da jeg boede for mig selv før. Jeg har mit eget ”helle”, hvor ingen kan komme og skabe rod. Når jeg flytter kan jeg også få fred til at komme i gang med at male malerier igen som også er rigtig terapeutisk for mig. Jeg elsker at kunne sidde på gulvet, få ondt i ryggen efter at have malet malerier i fire timer. Det bliver rigtig godt, og jeg glæder mig! Jeg har enormt meget inspiration i hovedet som bare skal ned på et lærred. Derudover kan jeg bare få mit kreative ”jeg” mere frem, og have mine ”Mille-dage” som jeg kalder dem, hvor jeg bare tøsehygger med mig selv, og bare har fokus på mig selv og alt, hvad jeg elsker og godt kan lide. Det bliver enormt godt!

Det hele lyder nok meget positivt og lyserødt som jeg skriver det, men jeg har mine dårlige dage. Mine dårlige dage fylder, men det er ikke sådan, at jeg ser sort hver evig eneste dag. Men når jeg ser sort, så er det også kulsort. Min verden vælter af ingenting. Et skænderi med mine forældre eller lillebror. Kærlighed vælter min verden, og jeg har derfor – bevidst – valgt det fra for en stund. Jeg har ændret mig enormt meget siden sommeren 2014. Jeg er blevet ekstremt følsom, kan ikke styre mine følelser, bliver meget nervøs over ingenting, er blevet jaloux og jeg har det generelt ret svært med at håndtere mine følelser. Derfor er alt, der kan vælte min verden – og som jeg har haft mulighed for at fjerne – fjernet! Jeg har hverdage nu, som hverken er gode eller dårlige, men det er stabilt, og det er hvad jeg har brug for lige nu. Jeg har fx også rigtig svært ved at finde overskud til at ses med mine venner og veninder. Ja, jeg har ikke overskud til det, selvom jeg egentlig kun bruger min hverdag på træning, og det er alt. Bare dét, at jeg i næste uge skal til lægen OG ind og tale med min sagsbehandler – det gør, at hjertet banker, jeg føler mig stresset og ekstremt nervøs. Men de to ting er noget, der skal gøres, og sådan er det!

Jeg vil lige komme med nogle gode råd til dig, der har depression:
-    Tal om det
-    Det er ikke svagt at spørge om hjælp (fx som mig, da jeg skulle ind på kommunen og søge om kontanthjælp; her havde jeg min moster med)
-    Mærk efter i dig selv, hvad der er vigtigt for dig, og hvad der kan bringe dig ud af balance
-    Find dit mål, lav en plan og gå efter den (også selvom det bliver enormt grænseoverskridende og svært for dig)
-    Hvis du har nogle venner, der forstår dig, så tal med dem så ofte som du føler. Hvis du har nogle venner som du føler ikke rigtig forstår dig, så lad være med at tale med dem om emnet i dybden, men bare fortæl, hvad der sker.
-    OG HUSK: Støtte er afsindig vigtigt, for det er en pisse hård kamp – brug din støtte så meget som muligt, men husk – det er dig, der skal kæmpe, og det er dig, der skal arbejde for at nå i mål. Ingen kan gøre det for dig!


Det skal nok gå! Bare tro på det – og tillad dig selv at have dårlige dage, men forsøg at finde ud af, hvad der gør, at du kan have balance i dit humør, så det ikke sejler, og så skal det absolut nok gå! Jeg tror på dig.