Jeg har jo ikke selv valgt at lide af en psykisk sygdom

Paranoid skizofreni - borderline
Som 12-årig lagde Pernille sin første selvmordsplan – hun ville hoppe ud foran et tog, fordi hun følte, det var den nemmeste udvej. Efter flere selvmordsforsøg og indlæggelser kunne lægerne konstatere, at Pernille led af paranoid skizofreni og borderline. I dag er Pernille 25 år og førtidspensionist, og når hun tænker tilbage på de sidste otte år af sit liv, er hun skuffet over folks manglende støtte og tro på, at man faktisk godt kan blive rask.

”Jeg har egentlig altid vidst, at jeg var anderledes. Da jeg var lille, var jeg meget usikker på mig selv, og jeg trak mig helst tilbage, når der var mange mennesker, eller når det hele blev for meget for mig. Jeg følte mig faktisk i bund og grund forkert, fordi jeg ikke var som alle andre,” fortæller Pernille.

I de små klasser fik Pernille nogen gange angstanfald, men det var dog først, da hun var omkring 12 år gammel, at sygdommen kom snigende for alvor. Pernille begyndte at lægge selvmordsplaner og gjorde skade på sig selv. Pernille havde fire selvmordsforsøg på efterskolen og gymnasiet inden hun som 16-årig tog en overdosis sovepiller og blev akut indlagt på psykiatrisk afdeling. Her kunne lægerne konstatere, at Pernille led af en psykisk sygdom.

”I virkeligheden var mine selvmordsforsøg nok et råb om hjælp – og det fik jeg endelig,” siger Pernille. Da Pernille begyndte at få medicin, fik hun det langsomt bedre.  Hun prøvede at følge med i gymnasiet ved at gå på en skole på hospitalet. Pernille måtte dog opgive efter nogle måneder, da medicinens bivirkninger gjorde hende sløv, og hun havde det for dårligt.

Pernille blev udskrevet efter 10 måneder uden en specifik diagnose, men forsøgte at begå selvmord igen otte måneder efter. Hun blev indlagt på den lukkede afdeling, og herefter begyndte 20 indlæggelser på forskellige psykiatriske afdelinger. Som 20-årig fik Pernille diagnosen paranoid skizofreni og borderline.

Behov for nærhed og omsorg

Det tog et stykke tid for Pernilles familie at forstå, at hun var syg. I begyndelsen følte Pernille, at hendes omgivelser generelt havde svært ved at håndtere situationen, men efter lidt tid forsvandt deres usikkerhed i første omgang.

”Jeg røg ind og ud af psykiatrisk afdeling hele tiden, fordi mit helbred svingede så meget. I den periode blev jeg nærmest afhængig af omsorg og støtte fra mine nærmeste. Jeg kunne slet ikke klare det uden dem.”

Når Pernille tænker tilbage på sine mange indlæggelser, er det bedste råd, hun kan give pårørende til en psykisk syg, at de skal blive ved med at støtte og hjælpe den syge. ”Efter mange indlæggelser var det som om, folk trak sig tilbage – måske fordi de tænkte, at jeg efterhånden var vant til det og sagtens kunne klare det alene. Men selvom man til sidst har prøvet at blive indlagt mange gange, bliver det aldrig en vane eller en del af ens hverdag. Det er lige slemt at blive indlagt den tiende gang, som det er første gang. Det sidste, man har brug for, er at være alene med sygdommen.” Pernille tænkte til sidst, at hun og indlæggelserne kun var til besvær for omgivelserne, og hun følte sig meget ensom.

Troværdigheden forsvandt

Pernille flyttede ind på et bosted sammen med en masse andre unge, og hun begyndte at få det bedre efter noget tid. Pernille fik meget støtte fra de to første bosteder, hun boede på, og tror ikke, at hun ville have klaret det uden de mennesker, som arbejdede der.

Oplevelsen ændrede sig dog lidt, da Pernille flyttede ind på et tredje bosted. Her oplevede hun, at det var svært at komme ud af båsen som psykisk syg. På et tidspunkt da Pernille og andre unge brokkede sig over forhold på bostedet, oplevede Pernille, at personalet brugte sygdommen imod hende og de andre. ”Personalet i bofællesskabet så os ikke som mennesker, men som syge. En dag, hvor vi brokkede os over noget, der ikke var gjort ordentligt, fik vi at vide, at vi skulle huske på, at det var os beboere, der var syge, og ikke personalet, så det måtte være os, der tog fejl,” fortæller Pernille.

”Jeg følte, at jeg mistede min troværdighed fuldstændig, da mine omgivelser begyndte at tvivle på, at det, jeg fortalte, var sandt. Det betød nemlig, at jeg også selv begyndte at tvivle på det." Selvom jeg har det meget bedre i dag, har jeg stadig meget svært ved at gå til lægen, fordi jeg er usikker på, om det, jeg fejler, bare er noget, jeg bilder mig ind.”

25 år og førtidspensionist

I dag er Pernille medicinfri og lever som førtidspensionist. Selvom hun har det meget bedre, lever hun stadig en tilværelse, der skal være præget af faste rutiner og uden stress – ellers får hun tilbagefald. For eksempel er det vigtigt, at hun kommer ned at træne i det lokale fitnesscenter 4-5 gange om ugen.

Pernille kan komme i tanke om mange ting, der kunne have været anderledes, og som måske ville have gjort hende rask hurtigere. Hun ville ønske, at folk så på en psykisk syg på samme måde som på en, der har brækket et ben eller har et handicap. ”Jeg har ofte følt mig set ned på og følt mig mindre værd, fordi jeg er psykisk syg. Men jeg har jo ikke selv valgt at være psykisk syg. Det er jo fuldstændig ligesom en fysisk skade eller sygdom. Man kan ikke selv gøre for det.”

Pernilles råd

Som pårørende er det rigtig vigtigt, at man konstant støtter den syge, lige meget hvor mange indlæggelser, personen har været igennem, bliver støtten aldrig ligegyldig.

Det er også virkelig vigtigt, at man tror på, at den psykiske syge kan blive rask. Når man er syg, har man brug for håb – og det værste, der kan ske, er, hvis folk tvivler på, at det kan ske. Så opgiver man nemlig.

”Da jeg stoppede på medicin og fik det bedre, tvivlede folk på det og troede, at det bare var en god periode. Men jeg havde det virkelig bedre. Jeg fik tatoveret HOPE på mine fingre for halvandet år siden, da jeg var meget dårlig, for så kunne jeg hele tiden huske mig selv på, at jeg skulle blive ved med at tro på, at jeg blev rask. Og indtil videre har det hjulpet mig.”

 

Læs mere om paranoid skizofreni hos: PsykiatriFonden | PsykInfo | Psyknet.dk

Læs mere om Borderline hos: PsykInfo | Borderlineforeningen |  Psyknet.dk