Jeg vil så gerne bare være det samme sted som de andre

Anoreksi

Lena Iversen regner med, at hun sikkert altid vil skulle huske sig selv på, at man ikke springer et måltid over. Hun vil nok også altid have en tendens til at være lidt for opmærksom på, hvordan hun selv og andre ser ud. Hendes anorektiske lidelse brød ikke ud med et sæt, men udviklede sig langsomt fra midt i gymnasiet. Afsættet var en dårlig eksamen. 

Lena Iversen regner med, at hun sikkert altid vil skulle huske sig selv på, at man ikke springer et måltid over. Hun vil nok også altid have en tendens til at være lidt for opmærksom på, hvordan hun selv og andre ser ud. Hendes anorektiske lidelse brød ikke ud med et sæt, men udviklede sig langsomt fra midt i gymnasiet. Afsættet var en dårlig eksamen. 

”Den smule faglige modgang tog hårdt på mig, og jeg tænkte, at så kunne jeg da i det mindste blive flot ved at tabe mig. Jeg synes bare ikke, at jeg kunne se, at jeg tabte mig. Tværtimod. Og pludselig gjaldt det bare om at blive tyndere og tyndere. Jeg kom igennem gymnasiet og var ude og arbejde et par måneder, men så blev jeg sygemeldt,” fortæller Lena.

Perfektionisme var for Lena Iversen ikke kun noget, der angik kroppen. Hun brugte lang, lang tid på enhver opgave og lektier, og hun kunne aldrig blive tilfreds med hverken sig selv eller det, hun lavede. Efter gymnasiet havde hun mange sociale relationer, men i takt med at sygdommen tog til, kunne hun mærke, at hun ikke var ordentlig tilstede. Hun var tit et helt andet sted i tankerne.

Et lille år efter sin studentereksamen blev hun indlagt i 16 måneder. Helbredt blev hun ikke, men dog lidt klarere i hovedet, fordi vægten steg lidt, og hun begyndte at fungere normalt igen. Det store vendepunkt kom for Lena Iversen, da hun blev kørt ned og brækkede lænden. Mens hun lå bundet til sengen med den skade, kom livsgejsten lige så stille tilbage. Hun indså, at hun gerne ville noget andet med sit liv end bare tænke på mad og motion.

Meget tæt på

Lena Iversen bor i et lille samfund, hvor det er svært at skjule sig selv og sin sygdom. Hun har sågar været ude for, at gamle bekendte fra skole og byliv pludselig optrådte som plejepersonale, da hun var indlagt. 

”Den slags gør mig ekstra ked af det. Jeg ville så gerne være samme sted, som mine jævnalderen er – være i gang med en uddannelse, have et rigtigt arbejde. Jeg føler mig mindreværdig, fordi jeg har været syg. Føler det er tabubelagt og anstrengende. Der er alt for mange, der ikke rigtig ved noget om psykiske sygdomme.”

Lena føler, at hun bruger meget energi på at snige sig uden om spørgsmålet om, hvorfor hun har det hul i sit liv, som hun har, fordi hun har været syg. Hun oplever, at folk bliver ved at spørge ind til det, og hun kan mærke, at de bliver ubehageligt til mode over, at have spurgt hende, og det bliver hun forlegen over på deres vegne.

”Noget af det værste er, når folk tror, man er mærkelig og selvmordstruet, fordi man har en psykisk lidelse. Man går jo ikke rundt og tænker, at folk med sukkersyge nok er lidt utilregnelige. Det er altså helt vildt forfærdeligt nærmest at blive kategoriseret som en hel anden menneskerace, som omverdenen bør holde sig fra.”

Lenas tre gode råd til omgivelserne

  1. Det rareste er egentlig bare, når folk lader være med at gøre noget, også selvom man godt ved, at de ved, at der er noget i vejen. Jeg vil så gerne være andet end min sygdom.
  2. Prøv at parkere fordommene.
  3. Lad være med at sige, at man godt forstår, hvad lidelsen handler om, for det gør man som oftest ikke.