Kære medmenneske

Angst

Jeg er i dag rask og uden medicin, men lever selvfølgelig med mine ar fra sygdomstiden. Det værste er dog stadig de ar, jeg har givet de mennesker, der stod mig bi. Jeg kan se, at især min familie har svært ved at slippe det igen... derfor brevet. Det er dog ikke rettet imod nogen bestemt. Måske kan det give andre inspiration, så derfor sender jeg det.

Kære medmenneske.

Du tror måske ikke på det, men det værste, da jeg var syg, var dig.

Når jeg lå dér på gulvet, sammenkrøbet i krampende angstanfald, fuldstændig overbevist om, at jeg levede mine sidste sekunder netop dér, var den psykiske smerte næsten ubærlig. Angst i en sådan grad, at et menneske udefra nok aldrig kommer til at forstå det. Når jeg ikke havde et anfald var min verden fyldt af angst for angsten. En konstant smerte som livsgrundlag. En udefinerbar smerte. Den sad ikke et bestemt sted eller føltes på en bestemt måde. Bare smerte overalt i hver en fiber i kroppen – altid. Den var ikke synlig for andre, det var ikke et brækket ben eller en flænge i hovedet. Der var ingen glæde at finde ved livet, når evnen til at gå i skole eller fungere socialt fra det ene øjeblik til det andet forsvandt. At gå fra en dygtig elev og god veninde, kusine, datter og søster til ikke længere at kunne udfylde nogle af rollerne. Der var ingen glæde, bortset fra dig, kære medmenneske, dig der stod lige ved min side og tørrede tårerne væk gang på gang. Ikke fordi jeg bad dig om det, men fordi du ville, fordi du nægtede at gå.

Smerte er det eneste ord, der kan beskrive det, der fyldte mig i den tid. Ekstrem smerte. Alligevel var den smerte vand i forhold til det, der ramte mig, når jeg så ind i dine øjne. Et blik fuld af magtesløshed og tårer, et spejl ind til et ødelagt og slidt sind. Alt sammen forårsaget af mig. En ting er at skulle leve med sin egen smerte, men at påføre den på andre, og især nogle der står en så nær, som man elsker så højt, der går smerten fra næsten ubærlig til komplet ubærlig.

Jeg prøvede at skåne både dig og mig, når jeg forsøgte at trække mig væk. Du blev sur og syntes, det var uforskammet af mig, måske. Når du nu gjorde så meget for mig, var min belønning at trække mig væk? Jeg forsøgte at begrænse din smerte, men uvisheden gjorde dig imidlertid blot endnu mere frustreret og magtesløs, og jeg måtte indse, at inddragelse af dig var nødvendigt. Jeg var for syg til at holde dig udenfor. Det var ikke til at skjule. Det var ikke til at kontrollere eller lægge låg på. Dermed blev du en væsentlig del af min behandling, ufrivilligt for begge parter at stå i denne situation, men på det tidspunkt uundgåeligt, for du ville ikke gå.

Det er ret vildt, men nu er jeg rask. Uden medicin i tre måneder og så lidt plaget af angst, at jeg ikke engang kan huske, hvornår det sidst har været så godt. Det er i hvert fald mange år siden! Her kommer det mest paradoksale: Det værste ved at blive rask igen er dig. Den smerte jeg forvoldte dig, sidder nemlig dybere end den sad i mig selv.

Jeg var syg, jeg var rigtig syg, det ved jeg. Som så meget andet smertefuldt her i livet giver det mén og ar. Processen fra syg til ”arret” betragter jeg som processen fra syg til psykisk sårbar. For jeg er psykisk sårbar, og jeg er, har altid været og vil altid være, et ekstra sensitivt menneske, noget jeg har valgt at betragte som en evne. En evne der gør mig i stand til at anskue situationer fra nogle helt andre vinkler end så mange andre kan. Ville ikke være sygdomsperioden foruden, den har givet mig så meget råstyrke og en selvindsigt langt ud over det sædvanlige.

Jeg ved, at du så det hele – jeg ved, det gjorde ondt på dig, du har også fået ar, tydelige ar. Giv dig selv lov til at hele. For min skyld. For din skyld. Vi har alle brug for at komme videre nu.

Jeg er så taknemmelig for, at du stod mig bi under sygdommen. Du er grunden til, at jeg stadig er her i dag! Da jeg blev syg var det egentligt ikke vigtigt for mig hvorfor, hvordan og hvornår, men at jeg kunne gå i skole, at jeg kunne være sammen med mine venner, at jeg kunne føle mig bare en smule som mig selv igen. Det er svært at kigge tilbage, hvis man alligevel ligger med snuden i støvet – det er faktisk svært at kigge nogen steder. Og lige dér, hvor diagnosen bliver trukket over hovedet på en, er det at kunne se en fremtid vigtigere end nogensinde før. Det forstod du, og du var den største hjælp. Du fik mig til at se mine fremskridt, og fik en fremtid til at være opnåelig. Du fik mig til at se lyset i mørket!

Men du, der rejste mig op igen, kunne ligeså vel også være den, der holder mig vaklende. Det er ikke din skyld. Du har set mig nærmest drukne i egne tårer uden at vide hvorfor. Set mig være i så stor smerte uden at kunne stille noget op. Jeg forstår dig godt. Jeg forstår godt, at du er bange – du har overtaget min angst for angsten. Men, kære medmenneske, det er tid til at give slip på mig igen. Mine vinger er vokset ud, de kan holde mig. Det er tid til, at du bliver dig selv igen. Jeg vil aldrig tilgive mig selv for sygdommen, hvis jeg ikke kan se, at du heler. Og ikke at kunne tilgive sig selv for noget jeg ikke selv var herre over skulle ske, ja, så ved jeg godt, hvor jeg ender henne igen; på gulvet i krampende angstanfald. Vi bliver nødt til at bryde den onde cirkel. Jeg kan ikke bryde den uden dig, og du uden mig. Så nu giver jeg dig tilbuddet, som så mange gange før, tag min hånd og vi bryder ud af det her.

Med psykisk sårbarhed som livsvilkår er det at leve et valg, man træffer. Man har valget mellem at lade en sårbarhed eller en styrke styre dit liv. Jeg har truffet mit valg, et valg du gjorde mulig for mig at tage. Tak er kun et fattigt ord.

Styrken og sårbarheden kan snildt være én og samme ting, men det tager lang tid at opbygge og dyrke styrken efter at have været så sårbar – måske endda slet ingen styrke have haft. Du vil nok altid kunne se mine ar, men de er blot ar. For hver dag der går er risikoen for, at de sprækker op igen formindsket. Frygt dem ikke.

EN AF OS-kampagnen har mottoet: ”Ta’ fat i hinanden”. Et motto jeg selvfølgelig må erklære mig enig i – gid nogen havde grebet fat i mig noget tidligere. Gid nogen havde haft viden nok til at kende tegnene på, at jeg var ved at bryde sammen. Gid nogen havde turde at ”bryde tavshed, tvivl og tabu”, som endnu et af slagordene fra kampagnen lyder. Vigtigst af alt: Gid jeg selv havde haft viden og mod til at tage fat i mig selv!

Efter at være kommet over på den anden side af den brusende flod af sygdom, sorg, forhindringer og den mange gange nævnte smerte, kan jeg dog pludselig se en anden side af sagen, der er mindst lige så vigtig; at give slip igen. For jeg kan se, at du stadig leder efter mig i floden, er på vagt, står med fødderne i vandkanten klar til at springe, og kaster dig endda en gang imellem i den for at redde mig ved falsk alarm – en falsk alarm, du selv digter oppe i dit hoved - men jeg står lige her, i sikkerhed på bredden. Jeg kalder på dig, og du har set mig, jeg ved det, for vi har haft øjenkontakt, men du tror ikke på det, gør du vel? Du tør ikke tro på det? Det er slut, jeg lover det. Det er tid til at tørre igen.

Du er så sej, at du blev. Du er så fantastisk, at du blev ved med at tro på mig. Du er en gave i mit liv. Kære medmenneske, du er grunden til, at mit hjerte stadig banker. Du reddede mig fra at drukne i mit eget liv. Du gav mig styrken til selv at kontrollere min skæbne. Kom op på bredden til mig, her er lige så fuld af fordomme som nede i floden, og her er stadig barskt, men jeg kan stå imod denne gang, jeg falder ikke i igen. Der er ikke nogen grund til at være bange.

Kom op på bredden til mig, så giver jeg et håndklæde og en kop kaffe, for det bedste ved at blive rask, er dig.