Kære ven

Angst

Dette brev er ikke henvendt til en bestemt person, men er et brev til alle angstramte og deres pårørende. Jeg håber, at brevet kan sætte ord på noget af det der er svært at få sagt  til sine venner og familie, og forhåbentlig kan det give et indblik i, hvordan man som angstramt kan tænke og føle. Jeg er formentlig ikke den eneste, der har mistet venner o.lign. på vejen mod et angstfrit liv. Det kan være en lang proces at blive rask, og det kræver sin mand eller kvinde at holde fast i et menneske, der til tider kun er skyggen af sig selv. Men måske ville flere holde fast, hvis de forstod at det ikke er dem den angstramte forsøger at undgå, men at angsten for angsten kan være så stærk, at det er lettere for den angstramte blot at blive væk fra f.eks. en venindes fødselsdag.

Kære ven

Som du måske fornemmer, er ikke alt som det plejer at være. Jeg er blevet syg. Selv om du ikke kan se det på mig, kan du måske mærke det? Jeg har forsøgt at forklare mig, men du synes måske, at det er svært at sætte dig i mit sted, og det forstår jeg godt. Det er svært at begribe, hvordan man kan være bange for selv de mest almindelige hverdagsting, så som at handle ind og køre en tur med bussen. Du forstår måske godt, at man kan være bange eller meget nervøs før man skal til eksamen, men har svært ved at forstå, at man kan reagere lige så voldsomt ved at stå i supermarkedet eller ved at skulle ud blandt andre mennesker på gaden. Jeg har selv svært ved at forstå det.

Hvordan kan noget, som jeg gjorde med den største selvfølgelighed før i tiden, pludselig blive så svært at overkomme? Det fylder så meget, at jeg helst undgår at ende i situationer, hvor jeg kunne blive bange. Det er helt normalt, når man har angst, har jeg hørt.  Men det betyder også, at du ikke ser mig lige så ofte som før. Det betyder at jeg for tredje år i træk ikke dukker op til din fødselsdag, og jeg ved at du er begyndt at overveje om jeg undgår dig med vilje. Du ringer ikke så ofte som før, og jeg føler ikke jeg har noget at tilbyde dig, så jeg ringer ikke selv, selv om jeg har lyst. Hvad skulle jeg have at fortælle dig? Jeg har jo ikke oplevet noget der er værd at fortælle om.

Du har ofte inviteret mig ud og jeg har sagt nej hver gang. Hvorfor skulle du blive ved med at spørge? Du skal vide, at jeg gerne ville være i stand til at nyde livet, ligesom alle andre. Jeg ville gerne være i stand til at tage på restaurant eller café med dig, min familie og mine andre venner, eller bare kunne forlade mit hjem uden at føle mig bange. At leve et liv fuld af angst er ikke et ønskeligt liv. Det var ikke noget jeg bad om. Ikke med vilje i hvert fald. Jeg føler bestemt ikke på denne måde, fordi jeg vil føle det. Jeg føler sådan, fordi min angst tvinger mig til det og for det meste er det svært at styre. Selv når jeg husker at bruge de redskaber jeg har fået hos min behandler.

Derfor er det lettest at holde sig væk. Det er ikke, fordi jeg er doven og bruger angsten som en undskyldning for at undgå ting du måske tror jeg ikke vil. Jeg vil meget gerne! Jeg ville virkelig ønske, at jeg turde deltage i din fødselsdagsfest. Jeg ville være glad for at fejre dig og lære dine venner at kende. Jeg vil gerne arbejde og gå i skole, men min angst kan i perioder være så stærk, at jeg føler mig paralyseret og ude af i stand til at gøre ting de fleste tager for givet. Angsten er aldrig en dårlig undskyldning. Det skal du vide. Jeg vil ud og have det sjovt og gøre som alle andre gør, i stedet for at sidde hjemme og føle mig som en fiasko. 

Du har forsøgt at hjælpe mig, mange gange. Du har brugt timer og atter timer af dit liv på at lytte til mig og komme med gode råd til, hvad jeg kan gøre for at komme videre og blive rask, og du føler at jeg ikke tager dine råd til mig. Du kan jo se det hele udefra. Det virker jo så lige til og enkelt. Men når du siger, at jeg bare skal tale med ”den og den” eller gøre ”det og det” og tage en dyb indånding og så bare gøre det, så føler jeg mig skyldig og skammer mig over, at jeg ikke bare kan gøre som du råder mig til. Jeg vil gerne behage dig.

Vær sød ikke at få mig til at føle mig mere håbløs og uduelig end jeg gør i forvejen ved at insistere på, at min frygt er irrationel, og at jeg af den grund burde kunne se bort fra angsten jeg føler ved at skulle gøre det nødvendige. Det behøver du ikke minde mig om, for jeg ved det godt. Jeg ved godt, at jeg ikke burde være bange for at handle, tage i byen, på posthuset, i skole og på job osv.  Alle gør det hele tiden, og jeg ved godt at det er ufarligt, men det er som om min angst ikke vil høre på mig og holder mig tilbage alligevel.

Ofte bliver jeg angst længe før jeg skal noget. Jeg kan bruge timer og dage på at vende alle tænkelige udfald af en situation i mit hoved før jeg står i den. Hvis jeg er nødt til at tage til lægen, så forbereder jeg mig længe før på, hvordan jeg bedst kommer igennem besøget hos lægen. Hvad kan jeg sige og gøre, hvis jeg bliver angst? Hvordan kan jeg slippe ud derfra, hvis jeg ikke magter situationen, uden at virke alt for skør? Jeg ved godt, at jeg lader angsten styre mig, og at den har hæmmet mig mere end hvad godt er, men jeg har, ved gud, ikke lukket angsten ind med vilje, og du må tro mig når jeg siger, at jeg virkelig prøver at komme videre. Jeg har bare ikke så meget energi. De impulser angsten giver mig er så stærke og svære at kæmpe imod.

Når jeg bliver bange sker der ting i mit hoved og med min krop jeg ikke altid kan styre. Nogen gange stivner jeg og andre gange flygter jeg. Når jeg står i et supermarked og skal handle ind begynder mit hjerte måske at banke hårdt i mit bryst. Jeg kan få svært ved at trække vejret og hele kroppen ryster, mens tankerne flyver rundt og kan være svære at samle sig om, så jeg reagerer ofte pr. instinkt og ender med at lytte til angsten, der fortæller mig, at jeg ikke kan klare det. Det er meget ubehageligt. Faktisk så ubehageligt, at jeg prøver at undgå, at det kommer til at ske.

Det sker aldrig derhjemme, ikke medmindre at jeg er tvunget til at gå ud, så der er trygt og godt at være. Jeg isolerer mig, jeg ved det godt. Jeg ved også godt, at man bedst kommer videre ved at presse sig selv en smule og se sin frygt i øjnene. Hver dag tager jeg små skridt på vejen mod et angstfrit liv. Jeg ved, at det for udenforstående kan virke, som om der ikke er den store forskel på, om man har taget bussen et eller to stop, men for mig er det ekstra stop en stor sejr. Bare det at købe en mælk er udmattende, og når jeg kommer hjem kan jeg finde på at sove i flere timer, fordi det kræver så meget energi ikke at blive angst. Jeg ved også at det ikke går så hurtigt som jeg selv kunne ønske det gjorde med at blive rask, men det værste du kan gøre er at blive utålmodig på mine vegne.

Jeg bliver ikke angstfri før jeg selv er klar til det og ved at presse mig for meget, kan det få den modsatte effekt. Jeg føler mig som et nul i forvejen, og når jeg mærker at du er ved at være træt af, at du ikke kan invitere mig ud og gøre de ting, som vi plejede at gøre før jeg blev syg, så rammer skyldfølelsen mig. Jeg har af og til tanker om, at det ville være lettest for alle, hvis jeg ikke var her mere. Jeg kan jo se, hvor stor en belastning jeg kan være for andre, og hvor mange af mine venner der har trukket sig, fordi de ikke forstår mig eller magter at vente på, at jeg vender tilbage til livet som de lever det.

Hvad nu hvis jeg aldrig bliver angstfri? Ender jeg så med at være ensom og isoleret resten af livet?

Jeg ville ønske, at man kunne se på mig, at jeg er syg. Så var der måske flere der troede mig, og som var klar til at hjælpe. Man ville aldrig bede en kræftsyg om bare at tage sig sammen og komme videre. Jeg ved godt, at jeg ikke dør af min angst, men det kan føles sådan. Man mister ikke bare sine venner og livet som man kendte det, man mister også sig selv. Det er jo ikke meningen, at livet skal leves hjemme på sofaen. Det er i hvert fald ikke sådan jeg forestillede mig det skulle være. Men lige nu magter jeg ikke at gøre andet.

Jeg håber du vil holde ud og forblive min ven. Jeg skal nok blive rask, men jeg kan ikke love at blive den samme som før jeg blev syg. Angsten ændrer mig, men det er okay. Nogen ting skulle ændres alligevel. Jeg lærer meget om mig selv, og jeg får virkelig tænkt over livet, over hvem jeg er og hvem jeg gerne vil være, når jeg igen kan leve livet, ligesom alle andre gør. Jeg håber, at jeg bliver en du gerne vil være venner med. Bliv endelig ved at invitere mig til din fødselsdag. En dag skal jeg nok dukke op, jeg ved bare ikke hvornår, men jeg glæder mig allerede.

Kærligst

din ven med angst   

Simone Hedegaard

Læs mere om angst hos:
PsykInfo | Angst-foreniningen