Kampen for mit liv

Som teenager bliver Thomas diagnosticeret med paranoid skizofreni, og han mærker livet tage en uventet drejning. I skjul udvikler Thomas et alkoholmisbrug for at undertrykke sine tanker og følelser. 
Det seneste halve år har Thomas gennemgået en stor livsforandring, hvorfor han i dag kender sine styrker og begrænsninger, og ser fremtiden i et nyt lys.

For ti år siden tog mit liv en voldsom drejning! Jeg havde, siden jeg var en lille dreng, drømt om, at jeg en dag skulle være noget stort, jægersoldat, læge eller ingeniør, listen var lang. Som jeg blev ældre, blev jeg mere og mere sikker på, at det var militæret, der skulle være min fremtid. I første omgang ville jeg gå efter at blive jægersoldat, og lykkedes dette ikke, ville jeg tage officeruddannelsen. Jeg var midt i mit efterskoleophold på Hørby ungdomsskole, da det begyndte at gå op for mig, at noget inde i mig selv var forandret. Jeg mistede fuldstændig mit overskud, jeg blev meget trist og ekstremt overfølsom over for indtryk. Min verden vendte totalt op og ned, og alt det, jeg elskede, blev fuldstændigt ligegyldigt. Min sidste tid på skolen blev et levende helvede, noget her var helt galt, og det kunne dem omkring mig selvfølgelig også godt mærke, eftersom at jeg gik fra at være sprudlende og udadvendt til det stik modsatte. Min familie og jeg selv vidste, at der måtte sættes noget i værks hurtigst muligt. Jeg begyndte kort tid efter med samtaler i ungdomspsykiatrien i Aalborg, og over nogle måneder blev det fastslået, at jeg har diagnosen paranoid skizofreni. Jeg har aldrig haft hverken syns- eller hørehallucinationer, og min personlighed er ikke splittet, som mange nok forbinder skizofreni med, men den paranoide del fyldte rigtig, rigtig meget i mit liv. Jeg var ekstremt usikker på mig selv og andres hensigter, og jeg overanalyserede alting, hvilket gjorde det svært for mig at være sammen med andre. Samtidigt kom det til at betyde, at mine militærdrømme ikke længere var en mulighed, og det var nok den største lussing i alt det her. Jeg begyndte på HTX i Hjørring istedet for, og ville nu prøve at gå efter at blive civilingeniør. Her gik jeg i cirka et halvt år, før jeg måtte kapitulere. Den medicin, jeg fik, gjorde mig til en omvandrende zombie. Jeg var konstant træt og smadret, mit overskud var lig nul, og intet jeg satte mig for lykkedes. Jeg har med årene lært mine begrænsninger og styrker at kende, og jeg kan i dag passe et arbejde, min lejlighed, min hund og min interesse for musik og teater, og jeg har en fantastisk familie og nogle fantastiske venner, der betyder alt for mig. Mit liv begyndte generelt at se mere og mere lyst ud i takt med, at jeg lærte mig selv bedre at kende og fik indsigt i min diagnose. Jeg har accepteret, at jeg ikke kommer til at tage en længerevarende uddannelse nu og her, men håber selvfølgelig at jeg en dag kan følge nogle af alle de drømme, jeg har, især at stifte familie og få børn. Man kan altid håbe, at der en dag kommer en kur på alt muligt. Den vogn er jeg sprunget på.

For 3 år siden skete der igen noget, der vendte op og ned på mit liv. Jeg havde ret godt styr på min psykiske lidelse og havde egentligt regnet med, at dette måtte være rigeligt for et menneske. Jeg vågnede op en morgen med dobbeltsyn. Jeg troede egentligt bare, det var fordi, jeg var træt, men det forsvandt ikke igen, og der gik nogle dage, hvor alt, jeg så, var dobbelt. Jeg kontaktede selvfølgelig min læge ret hurtigt og blev henvist til en øjenlæge i første omgang. De kunne godt se, at der var noget helt galt, så jeg blev viderehenvist til neurologisk afdeling i Aalborg, og fik ret hurtigt lavet en MR-scanning af min hjerne og en lumbalpunktur af min rygsøjle. Efter nogle dage fik jeg en tid, hvor jeg skulle ud at se resultatet af scanningen og snakke med en læge om det. På billedet kunne jeg ret hurtigt se, at der var noget, der ikke var helt, som det skulle være. Fordelt ud over min hjerne var der 16 grå pletter, det vil sige steder, der var hårdt angrebet af mit eget immunforsvar.
Jeg havde min mor med, og hun spurgte direkte lægen, om der kunne være tale om sklerose, hvilket hun svarede 'ja' til. Der brød hele min verden sammen. Jeg så straks mig selv sidde i kørestol resten af mit liv og en forværring, der med årene ville gøre mig til en krøbling. Jeg havde fået indrettet mit liv på en måde, der gjorde, at jeg havde det godt det meste af tiden, og nu skulle det her også være en del af mit liv og min hverdag. Alting blev fuldstændigt ligegyldigt, jeg gad ikke leve mere, jeg var ligeglad med min krop, intet gav mening. Jeg troede kun på det værste, men fandt heldigvis ud af at den medicin, de gav mig, virkede. Aubagium går ind og slår ens eget immunforsvar ned, så det netop ikke er hyperaktivt og ikke går ind og slår sunde hjerneceller ihjel. I løbet af noget tid fandt jeg ud af, at dette ikke ville påvirke mit liv nu og her og forhåbentligt aldrig nogensinde. Det er ikke noget, der fylder ret meget i min hverdag, jeg er med årene blevet ret god til at tænke på alt det positive i mit liv og ikke alt det, der kan vende op og ned på et splitsekund, og gøre ens liv til et helvede. Vi kender ikke vores fremtid, så der er ingen grund til at bekymre sig på forhånd!

Jeg skruer lige tiden lidt tilbage. Som 17-årig, kort tid efter jeg havde fået min skizofrenidiagnose, fandt jeg ud af, at en måde, jeg kunne undertrykke mine følelser, bekymringer, knuste drømme og sorg på, var ved at selvmedicinere. Jeg begyndte at udvikle et alkoholsmisbrug. Whiskey, øl, vin alt indhold i min fars barskab, bare der var procenter i, og jeg drak fra morgen til aften. Det blev et årelangt misbrug med op- og nedture, der fulgte mig i alt, hvad jeg foretog mig, og jeg kunne ikke længere fungere uden, at jeg var beruset. Dage hvor jeg bare var derhjemme, familieevents, samvær med venner, alle situationer simpelthen. De sidste par år har mit alkoholmisbrug været meget kontrolleret. Jeg drak kun i aftentimerne, og alle omkring mig, mine venner og familie, havde ingen anelse om, at jeg stadig drak alt alt for meget - ti-tolv genstande kunne det snildt løbe op i på en aften. For et halvt år siden var jeg helt nede i et sort hul. Jeg kunne ikke længere overskue mit liv, og jeg vidste, jeg havde et misbrug, og at dette ville slå mig ihjel før eller siden, men jeg kunne ikke overskue kampen og den skam, jeg forbandt med det. Jeg overvejede stærkt at ende mit liv. Jeg ville bare have fred langt om længe. Ikke flere kampe og knuste drømme. En aften, d. 4. juli 2016, havde jeg drukket mig mere fuld end normalt. Jeg havde slugt to flasker vin i løbet af et par timer, og alle mine moralske skrupler var væk. Jeg var meget egoistisk og tænkte overhovedet ikke på min familie og mine venner. Pludselig gav det mening at slutte mit liv. Jeg var helt afklaret og glædede mig til endelig at få fred, og det gav 100% mening at ende mit liv på det pågældende tidspunkt. Gudskelov havde min bedste ven fattet mistanke. Vi havde skrevet i løbet af aftenen, og hun kunne godt fornemme, at der var noget på fære, så ved en 22-tiden søndag aften valgte hun at kigge forbi. Jeg sad omgivet af blod. Blod der kom fra mit håndled. Jeg havde skåret mig dybt, og jeg havde mistet en del blod. Hun fik mig hevet op og prøvede at tale mig til fornuft, men jeg lyttede ikke efter. Egentlig ville jeg helst, at hun skred igen, så jeg kunne fuldføre min mission. Det lykkedes hende dog at få ringet 112 på trods af, at jeg var meget modvillig, og 10 minutter senere dukkede der to politibetjente op. Sammen formåede de at overtale mig til at tage med dem til vagtlægen for at blive lappet sammen. Jeg kan huske, at jeg spurgte dem om, hvad der ville ske hvis jeg nægtede, hvortil de svarede, at så ville det blive med tvang, så jeg satte mig frivilligt ind i politibilen sammen med min veninde. Efter et besøg hos vagtlægen, kørte de mig ud på Brønderslev psykiatriske sygehus, hvor jeg tilbragte natten under opsyn.

Jeg vågnede op næste morgen, og havde det overraskende godt. Jeg fortrød egentlig ikke aftens begivenheder, men er i dag min ven og politiet dybt taknemmelig for at have reddet mit liv. Man kan sige, at jeg var lettet, for jeg vidste nu, at alle mine hemmeligheder og løgne ville komme frem i lyset, men det havde jeg det egentlig rigtig godt med. Nu var jeg bare meget spændt på min families reaktion. Jeg snakkede først med min mor en gang over middag, og hun var selvfølgeligt meget chokeret og overrasket over, at jeg havde kunnet holde det skjult så længe. Jeg fortalte hende, at det her var min chance for at starte på en frisk - ikke flere hemmeligheder og løgne - og en mulighed for at få styr på mit liv igen efter alle de år. Det her var ellers en kamp, jeg ikke magtede at tage, men nu fik jeg pludselig et helt andet syn på det. Jeg skulle nu igennem de hårde uger med abstinenser, og jeg skulle helt klart starte samtaler hos en psykolog og have hjælp til at tackle mit misbrug. Der skete rigtigt meget på kort tid, og jeg fik lynhurtigt en masse hjælp. En hjælp jeg ikke havde fået, hvis alt dette ikke var sket den pågældende aften. Jeg har siden d. 4/7 undergået en kæmpe livsforandring og har nu været alkoholfri i næsten et halvt år. Mit liv er lige så stille begyndt at give mening igen, og jeg tror nu på en lysere fremtid. Jeg har længe drømt om et liv, hvor jeg intet har at skjule, og endelig efter så mange år går det i opfyldelse. Min kamp tilbage til livet er i fuld gang, og jeg er allerede kommet langt i den process. jeg har to niecer og to nevøer, der fylder mit liv med mening, og jeg er så mega priviligeret at kunne være en del af deres opvækst. Så en stor tak til min familie, deres forståelse og accept, min bedste ven, Ninna, og de to politibetjente, der dukkede op d. 4/7 - dagen efter min 26 års fødselsdag - jeg er jer evigt taknemlig!
Jeg deler på ingen måde det her med jer, fordi i skal have ondt af mig, men måske give jer en chance for at forstå nogle af de valg, jeg har truffet de sidste mange år, og hvorfor jeg har måttet sige farvel til en masse mennesker, der ellers betyder rigtig meget for mig. Der er meget, meget få, der kender til hele min historie, men jeg har endelig fundet styrken og modet til at spille med åbne kort, og jeg gider ikke skjule det her længere. Jeg har det bedre nu, end jeg har haft det så længe, jeg kan huske tilbage, og jeg håber på at kunne indhente noget af alt det, jeg har måttet give afkald på i mit liv! Jeg er stadigvæk nøjagtigt den samme som før, så jeg håber ikke, at jeg skræmmer livet af nogen på trods af, at det kan virke som lidt af en gyserhistorie!

Thomas